En anderledes krig: Modellering af resultatet i en asymmetrisk og ukonventionel krig

Trods klar overlegenhed inden for bevæbning, ammunition og troppeantal har begunstigede nationer ikke sjældent levet langt under forventningerne, når det kommer til at nå deres mål i krig. Mange faktorer kan forklare dette – terræn, moral, logistik, industriel kapacitet og finansiering blandt andet, som Carl von Clausewitz hentydede til i sit indflydelsesrige værk "Om krigen", udgivet i 1832. Endnu vigtigere er det, at prædiktiv modellering af resultater primært baseret på variabler hentet fra krigserfaringer fra det 19. og 20. århundrede synes utilstrækkelig i det 21. århundrede. Ruslands gamle sovjetiske stil med at føre krig tiltrak hurtigt international opmærksomhed i de tidlige stadier af sin invasion af Ukraine, da landet ikke formåede at nå sit mål om at erobre Kyiv og blev tvunget til at trække sig tilbage til den østlige del af landet, hvor det i vid udstrækning har været gået i stå i de efterfølgende fire år. Adskillige tilbageslag fulgte i kølvandet på hurtige innovationer i Ukraines modstandsstrategi, som ikke kun har udfoldet sig på slagmarken, men også i landets bestræbelser på at underminere Ruslands økonomi.

Militært engagement
innovation i realtid har udviklet sig hurtigt på en måde, der informerer strategien på kort sigt og som omsættes til fremskridt på lang sigt. Dette blev tydeligt demonstreret, da Ukraine, der manglede en konventionel flåde, tyede til at bruge modificerede krydsermissiler og både overflade- og undervandsdroner til at jage Ruslands Sortehavsflåde ud af Krim tilbage til russiske kyster. Selv der har landet fundet ringe tilflugt i angreb fra ukrainske luft- og flådedroner. Efter kun to års krig havde Rusland mistet 26 flådefartøjer ud af sine oprindelige 84. Skøn om yderligere nedslidning inden foråret 2026 bragte det samlede antal op på mere end 35 fartøjer, en reduktion på mindst 41%. Derudover har præcis langdistance-luftangreb gjort ødelæggelsen af ​​yderligere syv flåde- og transportfartøjer i det fjernere Kaspiske Hav og Østersøen nu til en realitet.

Den guidede missilkrydser, Moskva, flagskibet i Sortehavsflåden, set her i havnen i Sevastopol, Republikken Krim i juli 2021. Den blev alvorligt beskadiget i foråret 2022, da den blev ramt af to modificerede Neptune-antiskibsmissiler og til sidst sank. Foto: Gregory Gus

Det samme scenarie har udspillet sig i Ruslands landkrig, hvor Javelin-missilers og luftdroners destruktive kapacitet markant har ændret krigsførelse udført med kampvogne og andre pansrede køretøjer. I begyndelsen af ​​juni 2026 var et førkrigslager på 7.342 kampvogne reduceret med 72 % til 2.088, hvoraf kun 850 syntes egnede til restaurering ifølge satellitbaseret analyse af russiske lagerfaciliteter. Sanktionsrelateret mangel på sofistikeret elektronik og overdrevne tab af russisk våben til et niveau, der belaster udskiftningsindsatsen, og som ikke længere giver mulighed for en strategi med masseangreb med tungt pansret våben. Ukraines nyligt forbedrede langtrækkende angrebskapaciteter tilføjer en ekstra grad af usikkerhed for Ruslands fjerntliggende produktionsfaciliteter for pansrede køretøjer i Uralbjergene og længere østpå i Omsk. Den russiske offensiv på østfronten har nu tyet til primært begrænsede infiltrative infanteriangreb støttet af et mindre antal pansrede køretøjer og færre kampvogne for at afbøde tab.

Ruslands brug af artilleri har været et centralt aspekt af landets krigsførelse. Besiddelse af overlegen artilleri på slagmarken har dog ikke længere den samme fordel, som det engang havde, af en række årsager. Disse mobile systemer er let mål for manøvredygtige selvmordsdroner i førstepersonsperspektiv (FPV), der betjenes af dygtige teknikere, og af præcisionsangrebssystemer med mellem rækkevidde. Tab af mere end 2.000 russiske artilleristykker alene i juni 2026 peger på en dramatisk eskalering af angreb, der fortsat vil reducere de offensive kapaciteter. Ukraine har for nylig indsat en nyudviklet ammunition, der er specielt designet til at sikre ødelæggelse af løbet på en artillerienhed, hvilket gør det umuligt at renovere et beskadiget stykke.

Dræbszonen på Ukraines østfront strækker sig nu over mere end 24 kilometer og ser ud til at ville stige med yderligere seks kilometer ved årets udgang, hvilket er langt fra de gennemsnitlige 275 yards "ingenmandsland" under 1. verdenskrig. Effektiviteten af ​​Ukraines dronekampagne på fronten har overgået artilleriets med et forhold på 3:1, hvilket i høj grad er en konsekvens af ineffektiv russisk infanteritaktik på frontlinjen. Russiske troppetab overstiger 30.000 om måneden på et stort jagtområde, hvor pansrede troppetransportvogne bliver lette mål , og individuelle soldater kan blive jagtet og dræbt.

Ukrainskproduceret taktisk ballistisk missil FP-7 med en hastighed på 1.500 meter i sekundet, et sprænghoved på 150 kg og en rækkevidde på 124 miles. Foto: Fire Point

Sofistikerede og kontinuerligt improviserede luftvåben, der anvender FPV-droner og præcisions-M142 HIMARS (High Mobility Artillery Rocket System), bruges til at ødelægge russiske elektroniske krigsføringsjammingssystemer og luftforsvarssystemer for at skabe stadigt voksende angrebskorridorer. Enheder af dygtige ukrainske droneoperatører har nu tegnet sig for størstedelen af ​​drabene på slagmarken. Tallene opgøres ved hjælp af svævende overvågningsdroner, der overvåger hver operation. Russiske militære tab i forhold til ukrainske tab som følge af angreb fra ubemandede systemer har nået et forhold på 8:1. Under nogle lokaliserede omstændigheder, som i forsvaret af Avdiivka i Donbas-regionen i det østlige Ukraine, led en numerisk overlegen russisk styrke til tider tab på 10:1 med yderligere endnu større proportionale tab af tungt pansret.

Ukrainsk offensiv droneoperatør i Donbas-regionen, hvor ubemandede luftangreb har overgået andre former for kamp. Foto: Jose HERNANDEZ Kamera 51

Ruslands krig vender hjem
Det er ikke fordi, Rusland er for stort til at besejre, det er fordi, Rusland er for stort til at forsvare, en kendsgerning som Ukraine umiskendeligt har påpeget med sine grænseoverskridende angreb på olieraffinaderier, depoter, pumpestationer, rørledninger og havne; på ammunitions- og våbenfabrikker og -lagre; på jernbaner,  broer og veje; på kemiske fabrikker og elektroniske produktionsfaciliteter; og på kommando- og kommunikationscentre. Kampagnen har påvirket Ruslands indtægtsstrøm, dets militære logistik og måske vigtigst af alt den offentlige stemning.

En brændstofkrise i hele Den Russiske Føderation tilskrives ukrainske droneangreb og missilangreb på Ruslands fossile brændstofindustri. Raffinaderikapaciteten er faldet med 28 % pr. 20. juni og vil fortsætte med at forværres, efterhånden som kampagnen med at ødelægge infrastrukturen fortsætter. Yderligere eskalering vil kun forværre manglen med stadig kortere intervaller og lamme transport blandt andre militære og indenlandske behov. Situationen har nået et punkt, hvor Rusland nu importerer gas fra Indien, hvilket er en bemærkelsesværdig forlegenhed for Kreml at tåle. I takt med at vreden over brændstofmanglen vokser, findes der allerede adskillige mangler i det russiske samfund, som er forårsaget af Vladimir Putins forfængelighedsprojekt i Ukraine. Især har krigen dræbt næsten 500.000 militærpersonale, en tredjedel af de samlede tab på 1,4 millioner.

Ruslands brændstofkrise har ført til lange køer ved tankstationer og øget usikkerhed om økonomien. Foto: Radio Free Europe

Finansiering af offentlig velfærd, uddannelse og sundhedspleje har længe været forsømt, men er nu betydeligt forværret af behovet for at tage sig af sårede og handicappede veteraner. Pensionskonti, der tilhører omkring 37 millioner individer og i alt beløber sig til mere end 41 milliarder dollars, overføres til et nyt Kreml-drevet program, der omdirigerer privat kapital til statslige investeringsprojekter, der angiveligt vil blive brugt til at finansiere en uholdbar krig. Mellem 2022 og 2025 flyttede Kreml anslået 550 milliarder dollars i skatteydermidler fra det, der kunne have været brugt til indenlandske anliggender, til krigsindsatsen, og ser nu ud til at være klar til at gøre det samme med private pensionsaktiver. I de første ni måneder af 2025 steg krigsudgifterne med 30 %, yderligere 34,7 milliarder dollars i forhold til samme periode i 2024. De likvide aktiver i Ruslands Nationale Velfærdsfond , der engang fungerede som et sikkerhedsnet for dens pensionsplan, er allerede blevet udtømt med mere end 70 % siden krigens begyndelse.

Krigen i sig selv har medført alvorlig mangel på arbejdsstyrken, ikke kun på grund af militære tab og aggressiv mobilisering, men også på grund af masseudvandringen af ​​omkring 800.000 russere i krigens tidlige stadier. Mistanken om en fornyet bølge af mobiliseringsbestræbelser i efteråret i år skaber igen bekymring. Arbejdsløsheden er lav simpelthen på grund af manglen på et tilstrækkeligt antal arbejdere at ansætte. Dette har ført til lønstigninger for at tiltrække arbejdere, hvilket har øget produktionsomkostningerne og forbrugerpriserne. Udover denne inflationære tendens fortsætter andre faktorer relateret til Ruslands krig med at skubbe sagen ind i en ildevarslende negativ ligevægt , hvor økonomien opretholdes på bekostning af sit potentiale for fremtidig udvikling.

Statsgælden var allerede mere end femdoblet i 2025 i forhold til 2024, hvor rentebetalinger på statsgæld i 2026 tegnede sig for 8,8 % af budgetudgifterne. Inflationspresset peger på et eskalerende problem, der modvirker Ruslands centralbanks udmeldinger om faldende renter givet Kremls tendens til at forfalske rapporter som en del af sin propaganda. Store udgifter til produktion af ammunition og våben, der i sidste ende ødelægges i Ukraine, fjerner velfærden for det russiske samfund, hvilket er en kritisk forudsætning for at opretholde intern stabilitet. Private virksomheder kan ikke vokse, når renten forbliver høj nok til at begrænse låntagningen, hvilket efterlader en stagnerende økonomi med at svækkes yderligere.

Krim-
panik griber den russisk-besatte Krim-halvø, en landmasse på 10.400 kvadratkilometer på størrelse med Massachusetts, i takt med at den bliver mere og mere isoleret af en samordnet ukrainsk militærkampagne, der har ødelagt de vigtigste broer , der giver passage langs dens landforbindelse med det besatte sydøstlige Ukraine. Lignende ødelæggelser af broer på Krim har forstyrret den interne transport. Motorvejs- og jernbaneruter, der forlader Rusland og kommer ind i Krim, er nu under konstant overvågning af Ukraine og er ikke længere farbare under truslen om luftangreb. Luftforsvarssystemer på Krim og det nærliggende russiske territorium Krasnodar Kraj er blevet betydeligt forringet. Færgetransport, der transporterer forsyninger over Kertj-strædet fra Rusland til Krim, er blevet ødelagt.

En 32 kilometer lang trafikprop af russere, der flygter over det besatte Krim for at krydse Kerch-broen. Foto: United24 Media

Natten den 5.-6. juli ramte ukrainske droner to russiske skyggeflådeolietankskibe i Det Azovske Hav, der var på vej til Krim for at levere brændstof. Yderligere angreb blev udført på Krim samme nat, hvilket ødelagde et langtrækkende S-400 Triumph luftforsvarssystem og en Nebo-U radarstation. En yderligere konvoj på otte tankskibe på vej til Krim blev ramt kort efter sammen med en færge og et tørlastskib. Dagen senere blev ni tankskibe ramt på samme rute, hvilket bragte det samlede antal op på 19 skyggeflådeolietankskibe inden for en periode på tre dage. Flyvebaser, militærinstallationer, brændstofdepoter, ammunitionslagre og kommandocentre har gentagne gange været mål for droner og krydsermissiler, og uden effektiv levering af reservedele, våben og ammunition den militære kapacitet hurtigt. Den massive Kertj-bro er blevet strukturelt svækket af en række angreb, hvilket følgelig har begrænset tung godstrafik på jernbanen. Det er fortsat den eneste måde for civil køretøjstrafik til det russiske fastland på. En alvorlig brændstofmangel begrænser yderligere flugt, da et massivt antal russere nu flygter fra halvøen i bil eller til fods. Truslen er dog ikke kun begrænset til Krim, men til dens rolle som en vigtig leverandør og transit af tropper og udstyr til det besatte sydøstlige Ukraine.

Den 6. juni 2023 ødelagde Kakhovka-dæmningen ved Dnepr-floden, hvilket ikke blot resulterede i en økologisk katastrofe i det sydlige Ukraine, men også en alvorlig udtømning af vandtilgængeligheden for de russere, der besatte Krim. Det har nødvendiggjort afhængighed af rationering og enhver tilgængelig adgang til lokale reservoirer og underjordiske grundvandsmagasiner. Disse begrænsninger har forværret de nuværende vanskelige levevilkår på halvøen, både for den resterende civilbefolkning og militæret. Aktuelle skøn over sidstnævnte er svære at få fat i, selvom omkring 40.000 russiske tropper allerede var stationeret på Krim før krigen. En nylig mørklægning af hele halvøen, efter at ukrainske styrker slog strømmen ud, understregede blot den sårbarhed, der mærkes.

Putins indenrigspolitiske status voksede betydeligt efter Ruslands annektering af Krim i 2014. En aura af uovervindelighed overtog befolkningen og gav medvind til at retfærdiggøre Kremls intention om at fremme et oprør i det østlige Ukraine og senere invadere det i 2022. Der fandt efterfølgende adskillige ydmygende begivenheder sted, som har plettet Putins image som leder og Ruslands image som en global militærmagt – tilbagetrækningen af ​​landstyrker fra Kyiv og Kherson i krigens første måneder; Sortehavsflådens tilbagetrækning efter dens katastrofale tab af flådefartøjer; tabet af et stort antal strategiske fly i Operation Spider Web; dens manglende evne til at forsvare strategiske ressourcer i hele Den Russiske Føderation og mest synligt i nærheden af ​​Moskva og Sankt Petersborg; dens svigtende økonomi og stigende manglende evne til effektivt at støtte krigsindsatsen.

Disse tab blegner i sammenligning med tabet af russisk kontrol over Krim, ikke kun på grund af dens strategiske militære betydning, men også psykologiske betydning for Rusland selv. Krim har været omdrejningspunktet for Putins imperiale plan , og tabet vil være et resultat, som ingen propaganda nogensinde kan overgå.

Kort, der viser placeringen af ​​russiske raffinaderier og anden energiinfrastruktur (dvs. pumpestationer, depoter osv.), der er blevet ramt, nogle gentagne gange, i første halvdel af 2026. Kilde: Institute for the Study of War @theStudyofWar 

Epilog
"Krigs vippepunkt" defineres militært som et punkt, hvor konfliktens tidevand uopretteligt vender til fordel for den ene side, hvilket i sidste ende fører til den andens kollaps. Variabler, der anvendes i enhver ligning, der forsøger at definere resultatet af en konflikt, kan være underlagt en vis grad af bias, når de rapporteres af den ene eller den anden kilde. Brugen af ​​variabler, der trækker på antal tropper, maskineri og rekrutteringskapacitet, har bestemt legitimitet til at give estimater af relativ styrke og bæredygtighed. Men efterhånden som Ruslands krig udfolder sig, og omstændighederne, både militære og indenlandske, ændrer sig markant, dukker der visse tendenser op, der giver et bedre perspektiv på resultatet. I Ruslands tilfælde vedrører disse dets fortsatte massive tab af tropper og våben, forværrede rekrutteringstal, logistiske problemer og overvågningskapacitet. Kvaliteten af ​​Ruslands militær er faldet betydeligt med dets tvivlsomme rekrutteringsmetoder, træningsforpligtelse, kommandostruktur og dets vedvarende interne korruption. Ukraine har i mellemtiden iværksat en disciplineret kampagne, der angriber alle elementer, der støtter Ruslands militære indsats, ved at målrette vitale ressourcer, transportmidler, alle industrier relateret til krigsindsatsen og luftforsvarssystemer i hele krigsskuepladsen og inden for Den Russiske Føderation selv. Selvom udmattelse fortsat er et problem for både Ukraine og Rusland, er det sidstnævnte, ikke førstnævnte, der er mere udfordret, efterhånden som de begynder at overveje tanken om tvungen mobilisering igen. Dette skaber en meget ustabil situation i et russisk samfund, der hurtigt er blevet træt af krigen.

På overfladen virker det kontraintuitivt, at økonomiske og politiske begrænsninger ville tilsidesætte elementer af militær evne til at diktere resultatet af en krig, og alligevel har det nylige eksempel på Amerikas angreb på Iran vist, at dette er tilfældet. For mere end et århundrede siden overtog et andet geopolitisk spørgsmål det tsaristiske Ruslands militære forpligtelser under Første Verdenskrig, da den bolsjevikiske revolution væltede regeringen og anstiftede en borgerkrig. Alvorlige økonomiske bekymringer for Rusland hersker i den nuværende krig. Spørgsmål om en mulig regeringsstyrtelse med alt det deraf følgende kaos er bedre at overlade til en senere diskussion, da der kun er spekulationer i betragtning af Ruslands situation indenrigs og militært. Kreml er ved at løbe tør for sikre muligheder for at finansiere krigen uden at ofre Ruslands fremtid, mens Ukraine for nuværende har økonomisk støtte fra Den Europæiske Union og NATO til at fortsætte sine bestræbelser tilsyneladende ind i det kommende forår. Fortsat ødelæggelse af Ruslands fossile brændstofindustri vil sikre landets økonomiske kollaps, måske før dets militære nederlag i det besatte Ukraine realiseres, men en vis sammenblanding af de to tendenser kan i sidste ende give det ønskede resultat.

Putins krig i Ukraine har udviklet sig på en måde, som ikke kunne forudsiges ud fra beregninger af troppeantal, rekrutteringskapacitet og tungt pansret udstyr. Tiden har afsløret Ruslands svagheder i form af militær inkompetence, manglende strategisk planlægning, manglende evne til at forudse ukrainsk beslutsomhed og innovation samt til at forstå Ruslands egne økonomiske sårbarheder. Det påhviler Putin at forklare sit folk, hvorfor denne katastrofe har udviklet sig, som den har, og den egentlige årsag til, at dette foretagende overhovedet er blevet iværksat.

Copyright @Kost Elisevich, MD, PhD 2026. Alle rettigheder forbeholdes. Enhver ulovlig gengivelse af dette indhold vil resultere i øjeblikkelig retssag.