Jeg er en af mange, der betragter Ruslands invasion af Ukraine som en påmindelse om det onde, der opstår uregelmæssigt, men konsekvent gennem historien, ofte anført af autoritære regimer og drevet af stærke nationalistiske følelser. Mine forældre blev ofre for sådanne omstændigheder, da naziststyrkerne invaderede det vestlige Ukraine i 1941. Min mor blev ført til Tyskland i slutningen af teenageårene for at arbejde på en gård, og min far gik ind i krigen som soldat for at kæmpe sammen med polakkerne i de britiske væbnede styrker. Han blev såret i Italien og tog til sidst til England, hvor han mødte min mor. Hun var kommet ind i en allieret flygtningelejr som fordrevet person og blev bragt til England gennem lokalsamfundets sponsorering. Parret tog til Canada, hvor jeg blev født.
Jeg voksede op i et tæt sammentømret ukrainsk-canadisk samfund, hvor et flertal delte lignende oplevelser med modgang og sorg over mistede slægtninge. Alle var også bundet af mindet om den store hungersnød, Holodomor, fra 1930'erne, som Stalin indførte, da Rusland systematisk stjal korn for at brødføde sine byer og demonstrere for vestlige journalister, der blev forhindret i at vove sig ud på landet, hvor succesfuld deres nyetablerede sociale orden var blevet. Alle huskede millioner af ukraineres død af sult og den brutalitet, hvormed disse politikker blev udført. Alle huskede den store terror, der fulgte i slutningen af 1930'erne, da en paranoid Stalin foretog falske politiske retssager mod medlemmer af den akademiske verden, lovgivere, militærpersonale, advokater og andre, der blev anset for at være anti-stalinistiske kommunister. Det anslås, at 750.000 blev henrettet, og mange andre blev fængslet på afsidesliggende steder, få vendte tilbage. Alle var klar over Katyn-massakren i 1940, hvor 22.000 polakker, hovedsageligt militærofficerer og intelligentsiaen, blev henrettet af russiske officerer på et tidspunkt, hvor Stalin havde dannet en alliance med Hitler før udbruddet af Anden Verdenskrig.
Igennem mine formative år husker jeg, at der ankom en ugentlig ukrainsk-canadisk avis med nyheder om sovjetisk politik over for Ukraine under Khrusjtjovs, Bresjnevs, Andropovs og andres regimer. Der har været en lang historie med russificering rettet mod Ukraine med dets rigdom af mineraler, korn og industri i håb om, at dets union med Rusland kunne styrkes. Politikken strækker sig tilbage til det kejserlige Ruslands dage og fortsatte under sovjettiden i et forsøg på at undertrykke Ukraines nationalistiske følelser og sikre dets fortsatte alliance med Rusland. Trods Ukraines uafhængighedserklæring og Ruslands anerkendelse af sin suverænitet er ønsket om at underlægge sig Ukraine fortsat.
Det gør mig vred. Så jeg vælger at skrive for at give min stemme til andre, der er blevet berørt på samme måde. Mit formål vil være at adressere mange aspekter af denne konflikt direkte og give et indblik i den underliggende historie og kulturelle betydning af visse begivenheder, efterhånden som de finder sted. Jeg håber, du vil blive ved med at læse.
Kost Elisevich, læge, ph.d

Copyright @Kost Elisevich, MD, PhD 2022. Alle rettigheder forbeholdes. Enhver ulovlig gengivelse af dette indhold vil resultere i øjeblikkelig retssag.