"Husk mine ord: Rusland vil forsvinde, når den ukrainske sol står op" - Djokhar Dudayev, revolutionsleder og præsident for Den Tjetjenske Republik Itjkerien (1991-1996)
Djokhar Dudayev blev dræbt i april 1996 af et russisk missilangreb, der var rettet mod hans opholdssted. Fire måneder senere sluttede den Første Tjetjenske Krig (1994-1996) med underskrivelsen af Khasavjurt-aftalerne, efter at tjetjenske krigere havde tvunget russiske tropper ud af deres hovedstad, Grosnyj. Tjetjenien var den første republik, der stødte sammen med Kreml, efter Sovjetunionens opløsning i 1991. Tjetjenerne nægtede at forblive en del af en stat, der længe havde undertrykt dem. Under både tsaristisk og sovjetisk styre havde massedeportationer og undertrykkelse udhulet deres hjemland og etniske identitet i håb om at undertrykke genoplivningen af enhver nationalistisk følelse. I 1999 knuste en brutal militærkampagne, lanceret af daværende premierminister Vladimir Putin, tjetjenernes håb om suverænitet i den Anden Tjetjenske Krig (1999-2009). Grosnyj blev jævnet med jorden af vilkårlige luftbombardementer, ballistiske missilangreb og en kontinuerlig artilleribeljering af hovedstaden, hvilket dræbte omkring 8.000 civile. Kampagnen styrkede Putins position i Moskva og hjalp med at sikre hans folkelige opstigning til et reelt ubestridt præsidentskab.

Spørgsmål om etnisk identitet og suverænitet er imidlertid forblevet uløste, ikke blot i Tjetjenien, men også blandt de mange betydelige oprindelige samfund i hele det land, vi kalder Rusland. Sagen har simret alt for længe, og nu hvor Putins overgreb i Ukraine truer Ruslands økonomi og militære nederlag, måske endda varsler dets kollaps, er der opstået en fornyet genoplivning af lignende uafhængighedsaspirationer. De historiske rødder her ligger dybt i den eskalering af had mod Kreml, der er opstået som følge af Ruslands krig i Ukraine, og fortjener en uddybning.
En kort historie om russisk imperialisme
Tsar-Ruslands ekspansion fra dets oprindelige placering, Storfyrstendømmet Moskva, begyndte nordpå i anden halvdel af det 15. århundrede og strakte sig ud til den arktiske kyst af det nuværende europæiske Rusland. I midten af det 16. århundrede involverede dets kejserlige march invasionen af Kazan- og Astrakhan-khanaterne mod syd. Dette store territorium udviklede sig til de nuværende republikker Tatarstan, Basjkortostan, Tjuvasj, Mordova, Udmurtien, Kalmykien og Mari-El. Kort efter blev Uralbjergene krydset ind i Sibirien, hvor Sibiriens Khanat blev besejret. Stillehavskystlinjen blev endelig nået i 1639. Ekspansionen sydpå ind i Centralasien fortsatte i det 18. og 19. århundrede sammen med erobringen af bjergstammerne i den nordlige Kaukasus-region, hvor republikkerne Tjetjenien, Dagestan, Ingusjetien, Adygeien, Kabardino-Balkar, Karachay-Tjerkess og Nordossetien-Alanien nu er beliggende. Længere sydpå blev territorierne tilhørende de nuværende nationer Georgien, Armenien og Aserbajdsjan erhvervet fra det osmanniske og persiske imperium gennem erobring og diplomati. Et stort antal etniske grupper, der besatte en enorm eurasisk landmasse, var blevet samlet i hurtig rækkefølge i folden af et nyt russisk imperium og underlagt en russificeringsproces med restriktioner på deres mange kulturer og religioner. Processen ville senere blive intensiveret i det 20. århundredes Sovjetrusland under Stalins regime med dets berygtede form for brutalisme, der i nogle regioner endte med direkte folkedrab. Denne arrede historie ligger nu til grund for følelserne hos efterkommerne af en generationstragedie.

Oprettelsen af Den Russiske Føderation
Sovjetunionen blev formelt erklæret for opløsning i december 1991. I den umiddelbare periode, fra før og kort efter erklæringen, annoncerede dens 15 primære republikker deres uafhængighed og etablerede dem som de nydannede nationer Armenien, Aserbajdsjan, Hviderusland, Estland, Georgien, Kasakhstan, Kirgisistan, Letland, Litauen, Moldova, Rusland, Tadsjikistan, Turkmenistan, Ukraine og Usbekistan. Hver især eksisterer nu som individuelle medlemmer af De Forenede Nationer. Efter disse sidstnævnte løsrivelser havde Rusland stadig et betydeligt landområde på mere end 17.000.000 kvadratkilometer, der spænder over 11 tidszoner. Det, vi almindeligvis har omtalt som "Rusland", kaldes dog mere passende Den Russiske Føderation, da den indeholder 88 føderalt administrerede stater, der har eksisteret siden dens oprettelse i 1991. Kreml anser bekvemt begge navne for at være udskiftelige, men ved at gøre det får man det indtryk, at hele landmassen er beboet af etniske russere eller i det mindste en homogeniseret version af etniske russere og ikke-russiske minoriteter, der lever i fællesskab i ubestridt harmoni. Dette er ikke tilfældet.
En folketælling fra 2021 viste, at etniske russere udgjorde 72% af den samlede befolkning i Den Russiske Føderation. Af disse bor omkring 80% på den europæiske side af Den Russiske Føderation, vest for Uralbjergene, mens resten er spredt over de resterende cirka 75% af landmassen, der udgør den asiatiske side. Omtrent 40 millioner af dens borgere regner sig selv som en del af en særskilt ikke-russisk etnicitet, hvoraf 40 er anerkendt af Kreml. Disse ikke-russiske minoriteter udgør omkring 28% af Ruslands nuværende befolkning på 143.258.559 . Omkring halvdelen af den resterende ikke-russiske befolkning er muslimer, hvilket udgør over 25 millioner mennesker, det største samfund af denne art i Europa. Den tætteste befolkning bor i Nordkaukasus-regionen i republikker som Dagestan, Tjetjenien og Ingusjetien blandt andre , mens endnu flere bor i den fjerne Volga-region, især Tatarstan og Bashkortostan. Tatarerne er den største ikke-russiske etniske gruppe med en befolkning på omkring 4,71 millioner mennesker, mens yderligere fire af de 195 etniske grupper i Den Russiske Føderation hver har en befolkning på over en million mennesker. Interessant nok registrerede en folketælling i 2021 et fald på næsten 5,1% i den etnisk russiske befolkning i løbet af det foregående årti, hvorimod antallet af overvejende muslimske regioner steg uforholdsmæssigt, som i tilfældet med Tjetjenien med en nuværende befolkning på mere end 1,6 millioner, som var vokset med 17,1% i samme periode.

Af Den Russiske Føderations 88 føderale stater er 21 udpeget som "autonome" republikker, der repræsenterer et relativt flertal af en bestemt indfødt etnisk befolkning, der beboer deres traditionelle hjemland på samme måde som en kolonial besiddelse kan forestilles. Hver af dem fik en forfatning, der forblev underordnet Den Russiske Føderations forfatning. Hver af dem fik lov til at bruge sit eget officielle sprog til lokale administrative anliggender, selvom russisk forblev det officielle statssprog, der skulle bruges til alle føderale administrative og juridiske anliggender. En stærkt centraliseret overordnet myndighed forblev i Moskva. Individuelle republikker fik ikke lov til at løsrive sig, og spørgsmål vedrørende intern sikkerhed, udenrigspolitik, nationalt forsvar og valuta var anliggender, der lå under Kremls jurisdiktion.
Putins grundlæggende fejl
Med tiden strengere restriktioner inden for Den Russiske Føderation, hvilket begrænsede republikkernes politiske uafhængighed. Under det meste af den sovjetiske administration (1922-1991) sørgede Kreml for, at det regionale lederskab blev omhyggeligt undersøgt for at finde regimets loyalister blandt de etniske minoriteter for at bevare en problemfri udvidelse af sin magt i hele riget. Under Putin, og især siden invasionen af Ukraine i 2022, fulgte yderligere Kreml-undertrykkelse for at dæmme op for uenighed og håndhæve værnepligt blandt de etniske minoritetssamfund. Lokalt autonomi aftog, og lokale kulturer blev endnu engang kvalt af en opvågnen følelse af en tilbagevenden til marginalisering, der mindede om stalinistisk tid. Værnepligtsmetoderne rekrutterede uforholdsmæssigt personer af ikke-russisk etnicitet, hvilket primært påvirkede dem, der beboede de kaukasiske og asiatiske dele af Den Russiske Føderation, snarere end det europæiske territorium vest for Uralbjergene. De etniske russere, der boede i Moskva og Skt. Petersborg og deres umiddelbare nærhed, hvor omkring 12 % af Den Russiske Føderations befolkning bor, fik følelsen af, at Putins "særlige militære operation" var en fjern konflikt, der sandsynligvis ikke ville påvirke deres livsstil.
For at gøre tingene værre har Putin gjort en pointe ud af at skabe en ny national identitet, der understreger den slaviske arv hos etniske russere og genintroducerer Ruslands længe forladte åndelige fortid, der er indlejret i den russisk-ortodokse kirke. Der gives ingen anerkendelse til de fattige etniske minoriteters , mens deres territorier fortsat udnyttes til deres olie, gas og mineraler, hvilket efterlader miljøødelæggelse uden kompensation. De er endnu engang blevet koloniale indbyggere i et genoplivet kejserligt herredømme. Regional repræsentation i parlamentet blev frataget deres magt af hensyn til en påstået effektivitet i forvaltningen af lovgivningen over Den Russiske Føderation og for at sikre dens sammenhængskraft under en centraliseret myndighed. Dette brød Boris Jeltsins løfte om regional suverænitet i forfatningen og afviklede effektivt det føderale system. Ved at fjerne midlerne til at afhjælpe regionale uligheder eksisterer Den Russiske Føderations struktur ikke længere.
Forum for Frie Nationer i Post-Rusland (FSNPR)
Organisationen, der engang hed "Forum for Frie Folk i Rusland", blev ved sin oprettelse i maj 2022 under det indledende møde i Warszawa omdøbt til "Forum for Frie Folk i Post-Rusland" i september 2022. Den blev organiseret mindre end tre måneder efter Ruslands invasion af Ukraine af Journalists Solidarity Foundation og samlede fremtrædende russiske politiske emigranter, eksil-separatister og udenlandske sympatisører ved sit første møde. FSNPR argumenterede for separation af republikker med fremtrædende ikke-russiske etniske minoriteter og dannelsen af ægte uafhængige stater. Før årets udgang havde der fundet fire møder sted, efterfulgt af fem i 2023. Det 10. forum i april 2024 fandt sted i Washington DC, hvor der blev vedtaget en erklæring , der beskyldte Kreml for besættelse og slavebinding af oprindelige folk i Den Russiske Føderation. I 2023 omfattede deltagelsen 27 medlemsorganisationer fra hele Den Russiske Føderation foruden udenlandske diplomater, journalister, økonomer, religiøse personligheder og politologer.

FSNPR er blevet kritiseret for at fremsætte udtalelser om en suveræn stats sammenbrud uden selv at have statssanktioneret myndighed. Russiske propagandister har forsøgt at latterliggøre proceduren, mens Kreml har udpeget FSNPR som en uønsket organisation. At FSNPR har henledt denne opmærksomhed, bør understrege dens betydning for at udtrykke oprindelige folks legitime klager, især på et tidspunkt, hvor regimet har taget yderligere foranstaltninger, der nedgør ikke-russiske etniske minoriteter. I november 2024 erklærede den russiske højesteret FSNPR og dens 172 afdelingsorganisationer for et internationalt terroragentur for dets fremme af separatisme, hvilket angiveligt gav Kreml yderligere beføjelse til at straffe intern uenighed strengere. Organisationen fortsætter med at mødes i flere knudepunkter globalt for at gennemgå den nuværende status for Den Russiske Føderations oprindelige folk og diskutere midlerne til at gennemføre demokratiske reformer mellem de forskellige regioner i et miljø i forandring.
En væbnet forpligtelse til kamp
Ligesom Rusland har indkaldt sine etniske minoriteter til at kæmpe på dets vegne, er flere af de samme mennesker kommet til Ukraine for at slutte sig til landets væbnede styrker for at kæmpe mod Rusland. Under de tjetjenske krige ukrainske nationalister sammen med tjetjenske oprørsstyrker mod Ruslands væbnede styrker på grund af et fælles ønske om at modstå russisk imperialisme. På samme måde begyndte tjetjenske militærenheder at blive dannet i 2014, da russiske paramilitære styrker først overtog Krim. Veteraner fra de tjetjenske krige har kæmpet sammen med de ukrainske væbnede styrker (UAF) på en række fronter inden for besat ukrainsk territorium. For tjetjenere genoplivede den nye krig bestræbelserne på igen at slå til mod en længe foragtet fjende og har igen fremmet forhåbninger om uafhængighed for deres eget land. Fem tjetjenske bataljoner blev dannet, blandt dem Djokhar Dudayev- og Sheikh Mansur-bataljonerne, sidstnævnte opkaldt efter en tjetjensk militærleder , der ledte den første væbnede modstand (1784-1785) mod russisk ekspansion i Nordkaukasus. Begge bataljoner var en del af Den Internationale Legion for Territorialforsvar af Ukraine, før sidstnævnte blev opløst i begyndelsen af 2026 for at omdannes til specialiserede angrebsregimenter inden for UAF. Ukraine fortsætter med at operere med en separat international enhed, der rekrutterer udenlandske krigere med tidligere kamperfaring under sin militære efterretningsenhed (HUR).

Sibir -bataljonen bestod hovedsageligt af burjater, tuvaner og jakutter, hvis hjemlande rummer en stor del af de ressourcerige territorier øst for Uralbjergene, og hvorfra Kreml udvinder en stor del af den rigdom, der driver dens krigsøkonomi. Disse samme territorier har ofret en stor del af deres ungdom til fordel for Putins krig, da de i de første år i uforholdsmæssig høj grad blev udsat for værnepligt og brugt i Ruslands angreb på frontlinjen. I Buryatia viste øjenvidnerapporter, at lokale mænd blev slæbt ud af deres huse om natten og bragt til indkaldelsesfaciliteter. Ifølge den russiske folketælling fra 2021 havde territoriet en befolkning på 978.588 eller 0,3 % af Den Russiske Føderations samlede befolkning, men tegnede sig for 1,16 % af alle tab på russisk side i løbet af de første to år af krigen. Den ukrainsk-allierede Sibir-bataljon kæmpede i Donbas primært i slaget ved Avdiivka og har faktisk foretaget grænseoverskridende angreb sammen med to andre ukrainsk-allierede russiske paramilitære grupper, Frihedslegionen i Rusland (FRL) og det russiske frivilligkorps (RVC), i Belgorod og Kursk oblaster i Den Russiske Føderation.
Nord for Moskva og Skt. Petersborg i Republikken Karelen og tilstødende områder bor de finsk-ugriske folk, hvoraf flere har valgt at kæmpe mod Rusland. Deres klager er ikke forskellige fra de etniske minoriteter, der bor øst for Uralbjergene, og som anser Kremls undertrykkende politik som et udtryk for en centraliseret imperialistisk holdning. Tilstrækkeligt mange havde sluttet sig til ukrainerne til at berettige oprettelsen af Operation Command North eller den militære enhed NORD, der var indskrevet under HUR. Mange ser dette som deres kamp for uafhængighed, ikke ulig den, der kulminerede i Finlands uafhængighed fra Ruslands nye revolutionære regering i begyndelsen af det 20. århundrede.
I slutningen af det 15. århundrede opstod en krigerklasse af ryttere i det, der blev kaldt grænseområderne i det nuværende sydlige Ukraine. Deres formål var oprindeligt at forsvare gårdene og samfundene i deres hjemland mod de hyppige plyndringsangreb fra nabolandet Krim-tatarer, der senere havde allieret sig med det Osmanniske Rige. Disse var kosakkerne , der udviklede sig til en autonom militær enhed centreret i de nuværende Kherson og Zaporizjzja oblaster i Ukraine. Deres antal voksede til 40.000 i midten af det 17. århundrede og blev en formidabel styrke, der kæmpede mod osmannerne mod syd, polakkerne mod vest og russerne mod nord. Deres særlige historie som frihedskæmpere har været fundamental for ånden i det moderne Ukraine og ligger til grund for dets modstandsdygtighed over for russisk aggression. Med tiden blev kosak-etosen adopteret af andre i de nærliggende stepperegioner i det russiske imperium, hvoraf nogle blev integreret i Ruslands kejserlige væbnede styrker.
En generationsmæssig kosak-arv er forblevet blandt dem, der bor i de sydlige lande i Den Russiske Føderation, men en kløft er blevet afsløret blandt dem af Ruslands krig i Ukraine. Mens Kreml-støttede kosakker har fortsat med at kæmpe for Rusland, har de, der reelt har deres slægt, sluttet sig til rækkerne af UAF, nærmere bestemt RVC, mod Rusland. Disse "frie kosakker", som de kaldes, består i vid udstrækning af to grupper i Den Russiske Føderation, der grænser op til Ukraine, Don-kosakkerne i Don-flodbassinet og Kuban-kosakkerne i Krasnodar Krai-regionen. Begge har haft langvarige, dybe historiske, kulturelle og etniske bånd til Ukraine. Faktisk søgte Folkerepublikken Kuban på tidspunktet for det russiske imperiums sammenbrud, uden held, en politisk union med Folkerepublikken Ukraine. De har talt for befrielsen af deres lande fra Den Russiske Føderation og forestillet sig dens faktiske opløsning med en ny vision om et Rusland efter Putin. Dette har igen ført til Kremls vrede, hvilket har ført til deres forfølgelse. Ironisk nok har Kreml i nogen tid desperat forsøgt at tilegne sig arven fra de oprindelige kosakker fra Kherson- og Zaporizjzja-regionerne og gøre den til en del af Ruslands historiske fortælling, men uden held.
Krim-tatarerne på det nuværende Krim er et indfødt tyrkisktalende folk, der nærer et særligt had mod russere, der minder om tsartiden fra det 18. århundrede til begyndelsen af det 20. århundrede. Folkedrabet på tatarerne under Stalin-tiden (1944-1947) skiller sig ud som måske en af de mest brutale episoder i den efterfølgende sovjetiske periode, præget af den pludselige tvangsdeportation af Krim-tatarernes befolkning til overvejende Centralasien. Over 240.000 blev forvist, og så mange som 30.000 døde i de indledende faser af sult, tørst, sygdom og udsættelse. Det blev senere afsløret, at mere end 46% eller 109.956 af den deporterede tatariske befolkning omkom i hele perioden. Mange tatarer vendte tilbage til Krim under perestrojka-æraen i 1989 og især efter at Ukraine opnåede sin uafhængighed. I 2001 identificerede en ukrainsk folketælling 243.433 krim-tatarer, hvilket repræsenterede en bemærkelsesværdig milepæl i deres hjemsendelse.
Et nyt mareridt for tatarerne vendte tilbage i 2014 med Ruslands invasion og annektering af Krim, der startede konflikten med Ukraine. Da Ruslands fuldskala invasion af Ukraine begyndte i 2022, dannede et partisannetværk af ukrainere og krimtatarer sig under navnet ATESH, det tatariske ord for "ild". Enheden opererer som en decentraliseret hemmelig paramilitær organisation og støttes af en enhed fra AFU's specialoperationsstyrker. De leverer efterretninger til angreb på strategiske mål, udfører sabotageoperationer inden for de russisk-besatte områder i Ukraine og i Den Russiske Føderation, hvor de primært afbryder forsyningslinjer og ødelægger jernbanelogistikken. En central intervention har været elimineringen af elektroniske krigsførelsessystemer, der gør det muligt for ukrainske droner at angribe vitale brændstofdepoter og raffinaderier. ATESH har udviklet et betydeligt underjordisk netværk, der er effektivt til at afvikle den russiske støtteinfrastruktur bagfra og dens luftforsvarsoperationer. Med sådanne forstyrrelser på især Krim har forholdene nu nået et punkt, hvor det russiske militær har evakueret flådekommandopersonale med deres familier og det, der er tilbage af sin Sortehavsflåde, til russiske kyster. Selv luftforsvarssystemer bliver trukket tilbage på grund af deres sårbarhed, hvilket næppe er et tegn på tillid for de tilbageværende.
Epilog
Det ville være forkert at ignorere den nuværende vrede blandt etniske minoriteter mod Kreml. Den er eskaleret fra tidligere stadier af Putins krig i Ukraine til et punkt, hvor den kan bidrage betydeligt til den endelige opløsning af Den Russiske Føderation. Følelsen er udbredt og udgør en alvorlig trussel mod et regime, der ikke kun taber militært terræn i Ukraine, men også mister Ruslands fremtid økonomisk. Den generelle utilfredshed i offentligheden er vokset på grund af en langvarig krig, vedvarende høj inflation og stigende beskatning. Et betydeligt antal fra Ruslands etniske samfund har grebet til våben mod Kreml på den ukrainske front, mens russiske militære tab nærmer sig 1,4 millioner. Moral og militærenhedssammenhold er forringet betydeligt. Desertioner fordobledes fra 2024 til 2025 med estimater på over 70.000. Efterhånden som krigens bølge drejer sig i Ukraines favør, og yderligere territoriale gevinster lykkes i områder som Krim, kan der opstå et momentum på Ruslands indenrigsfront, der skaber den slags uventede udfald, som Kreml frygter mest – regimets kollaps og en tilbagevenden til kaos i massiv skala. Et nyt Rusland kan blive tvunget til at genoverveje, hvordan det ser på sig selv uden en allieret føderation af etniske minoriteter, der gentagne gange er blevet nægtet deres uafhængighed af hensyn til Moskvas bekvemmelighed.
"Når ukrainerne vender tilbage til det land, hvor deres forfædre er begravet, vil de, der bor på dette land, misunde de døde."
– Djokhar Dudayev
Copyright @Kost Elisevich, MD, PhD 2026. Alle rettigheder forbeholdes. Enhver ulovlig gengivelse af dette indhold vil resultere i øjeblikkelig retssag.