De globale russiske kopper

Vladimir Putins ondskab spreder sig langt ud over Ukraines grænser. Ruslands nærmeste naboer i Den Europæiske Union (EU) kan bevidne de forskellige midler, hvormed de trues – konstrueret massemigration, der forsøger at destabilisere den sociale orden, cyberangreb på finansielle og statslige institutioner, desinformationskampagner fokuseret på samfundsmæssige klager, sabotage, mord og andre mekanismer, der skal uddybes her. Territorial nærhed er dog ikke en forudsætning for russisk indtrængen. Lignende tilgange er blevet anvendt på andre nationer over hele verden og især i Vesten, som Putin betragter som sin arketypiske fjende på den måde, der er typisk for hans sovjetiske opvækst.

Under Putins ledelse har Rusland opnået et ry for at hylde exceptionalisme og dermed en følelse af berettigelse, hvorved retfærdiggørelse af den ulovlige invasion af en naboland som Ukraine kan bygges på torturerede fantasiopspind. Blandt disse er en absurd forestilling om et fascistisk regime i Ukraine, der truer Ruslands overlevelse, når landet selv må beskylde det for det samme; en anden er en fantasi, der opstår fra russisk historieskrivning fra det 19.århundrede , der hævder, at Ukraines oprindelse er en tidlig version af Rusland. Endelig er der den opfattede trussel fra Nordatlantiske Traktatorganisation (NATO), der forsøger at underminere Ruslands sikkerhed, når det i virkeligheden er Rusland med sine historisk imperialistiske ambitioner, der udgør truslen, hvilket de tidligere Warszawapagtnationer i Østeuropa kan bevidne. Desuden har de baltiske nationer og for nylig både Finland og Sverige forstået de samme risici ved at dele en grænse eller som minimum en vis nærhed til dæmonen.

Den russiske præsident Vladimir Putin på et todages besøg i Usbekistan i maj 2024 midt i en kamp med Kina og Tyrkiet om indflydelse over Centralasiens mest folkerige nation. Foto: Madina Nurmanova

Den brutalitet, hvormed Putins krig er blevet ført i Ukraine, er veldokumenteret , og for nuværende er det kernen, som hans kriminelle foretagende i første omgang kan bedømmes ud fra. Omfanget af hans globale indsats kræver dog en gennemgang for at forstå, hvorfor den skal udfordres og besejres af det globale samfund som helhed. Der står meget på spil for den internationale orden, der blev etableret kort efter afslutningen af ​​verdens sidste store krig for næsten 80 år siden.

Den syriske borgerkrig og russisk aggression

Urolighederne i Syrien brød ud i 2011 med en landsdækkende folkelig protest, der udfordrede Bashar al-Assads undertrykkende regime, hvilket afspejlede tidligere reaktioner på autoritært styre i Egypten og Tunesien under Det Arabiske Forår. En borgerkrig brød ud efter en stærkt bevæbnet reaktion på urolighederne fra regimet, der blev støttet af Rusland og Kina. Begge nedlagde veto mod efterfølgende resolutioner fra FN's Sikkerhedsråd, der fordømte Assads handlinger. Iran sendte våben til Assad, og dets tilknyttede organisation i Libanon, Hizbollah, sendte krigere. I 2013 blev der indsat kemiske våben mod oprørerne, der vilkårligt dræbte uskyldige civile i deres nærhed. Rusland var allerede involveret i en tidlig fase af krigen til støtte for regeringsstyrkerne ved at levere betydelige mængder våben og udstyr.

Kort, der viser Syrien som en kystport til Mellemøsten og nu et strategisk militært aktiv for Rusland med en flådebase i Middelhavet, en flyveplads og andre landbaserede militærinstallationer. Kortkilde: Matthew Nichols1

I september 2015 gik Rusland fysisk ind i krigen på Assads anmodning for at hjælpe med at besejre hans syriske opposition og Den Islamiske Stat i Irak og Levanten (ISIL). En omfattende kampagne med luftangreb mod oppositionens fæstninger blev indledt. Putins geopolitiske mål var dobbelt: det første at mindske amerikansk indflydelse i Mellemøsten, og det andet at få et strategisk fodfæste langs Middelhavskysten og udvide Ruslands rækkevidde til Nordafrika og Det Røde Hav. Russiske specialstyrker og Putins lejesoldat Wagner-gruppe udløste deres egen form for brutalitet og fokuserede deres ekspertise inden for den brændte jord lige så meget på civilbefolkningen som på militære mål. Interessant nok var 80 % af Ruslands luftangreb i 2016 af de sidstnævnte mål rettet mod de syriske oppositionsmilitser, der var involveret i kampen mod ISIL, og udsatte dermed det syriske samfund for ekstremistiske trusler fra en terrororganisation. ISIL ville dog i sidste ende miste kontrollen over alle sine territorier i Mellemøsten inden 2019 gennem indsatsen fra amerikanske, kurdiske og irakiske styrker, på trods af Ruslands indblanding.

Ifølge Syrian Network for Human Rights, en uafhængig overvågningsgruppe med base i Storbritannien (Storbritannien), havde russiske luftangreb alene i marts 2016 dræbt over 2.000 civile. Dette blev opnået ved hjælp af vilkårlig brug af klyngebomber, brandbomber indeholdende aluminiumpulver og jernoxid, der resulterede i alvorlige, gennemtrængende forbrændinger, og termobariske våben, der detonerede et aerosoliseret eksplosivt element, der kvalte og brændte ofrene. Den 30. april 2018, efter 31 måneders russisk bombardement, rapporterede den samme overvågningsgruppe 7.700 civile ofre, heriblandt 1.851 børn under 18 år. Amnesty International har betegnet disse krigsmetoder som overtrædelser af international humanitær ret, et forhold, der er mere end velkendt for det russiske militær.

Aleppo, en by i det nordlige Syrien med over 3 millioner indbyggere (2010), blev efterladt i ruiner efter langvarige kampe, der involverede intense russiske og syriske luftangreb og landangreb. Foto: AAndrea Backhaus

I sidste ende har russisk intervention tilsyneladende sikret Assads magtbefæstelse og efterladt Syrien i en dødvande tilstand med oprørsstyrkerne. I midten af ​​2023 havde Rusland etableret 105 militære baser i Syrien, og Assad-regimet har givet Rusland et løfte om permanent tilstedeværelse for at opretholde stabilitet i landet. Ruslands to primære militærbaser består af Khmeimim Air Base i Latakia, en kysthavneby i det nordlige Syrien, og en flådebase i Tartus, 85 km mod syd, hvor en del af Ruslands nordlige flåde er placeret, som i øjeblikket består af tre landgangsskibe. Et tæt samarbejde mellem Iran, som har sin egen militære tilstedeværelse i Syrien, og Rusland har eksisteret i landet siden 2015.

Ruslands bevæbning af syrisk migration

En voldsom strøm af overvejende syriske migranter rettet mod Europa skyldtes den ekstreme vold under Ruslands bombekampagne til støtte for Assads egne styrker. I begyndelsen af ​​2016 næsten 129.500 ankommet ad søvejen og yderligere 1.545 over land, hvoraf langt de fleste var på vej gennem Grækenland. Udnyttelsen af ​​en så massiv strøm af menneskeskabte migranter skaber ikke kun grænse- og humanitære kriser, men også kaos og samfundsmæssig uenighed i de nationer, der er tilbage til at håndtere tilstrømningen. Xenofobiske og nativistiske kræfter driver politiske bevægelser og populistiske følelser , som inden for rammerne af europæisk demokrati kan skabe alvorlige splittelser, som igen ville være til Ruslands fordel.

Alt dette bidrog ikke blot til at forårsage politisk og social ustabilitet i Europa, men distraherede også Vesten fra den konflikt, der opstod med Ruslands bevidste paramilitære indtrængen i Krim og det østlige Ukraine i 2014, efterfulgt af den efterfølgende ulovlige annektering af Krim. Otte års konflikt fortsatte i Donbas, de østlige regioner i Ukraine, med russiske paramilitære operationer, der støttede lokale undergravende elementer, der konfronterede ukrainske styrker, før Ruslands direkte invasion i februar 2022. 

Ironisk nok blokerede Rusland syriske flygtninges indrejse, eller udsatte dem for yderligere fjendtlighed, når de søgte asyl, på trods af de problemer, det forårsagede i Syrien. Dmitrij Peskov, Putins talsmand, tilsyneladende uvidende om Ruslands involvering i denne lidelse, foreslog, at de nationer, der var ansvarlige for at forårsage flygtningekrisen, skulle bære omkostningerne. Manglen på asyl til syrere i Rusland fik 5.500 af dem til at fortsætte nordpå for at passere gennem Borisoglebsky-Storskog-grænseovergangen omkring 70°N breddegrad til Norge, før denne indrejse blev lukket. Situationen forværredes af, at nogle blev idømt bøder for at præsentere sig selv som udokumenterede flygtninge i indenrigsministeriet. Når de blev fanget af politiet, blev de sendt til migrationsfængsler for at blive udvist og returneret til konfliktzonen.

Russisk-hviderussisk samarbejde ved EU-grænsen

I forlængelse af temaet om ikke-militær hybrid krigsførelse har Ruslands partnerskab med Hviderusland og dets diktator, Alexander Lukashenko, givet Putin yderligere mulighed for at skabe grænsekaos ved endnu et indgangspunkt, denne gang med en trussel mod Polen og Litauen. I 2021, blot få måneder før Ruslands invasion af Ukraine, lempede de hviderussiske myndigheder visumkravene og opfordrede tusindvis af migranter fra konfliktramte lande i Mellemøsten, såsom Irak, Syrien, Yemen og Afghanistan, til at ankomme til Hviderusland. Rejsen blev faciliteret af det hviderussiske statsdrevne flyselskab, og migranterne blev indkvarteret på statslige hoteller. Hviderusland manglede dog humanitær hjælp på anden vis, men var snarere ivrig efter at få dem til sin 400 kilometer lange grænse med Polen og nabolandene Litauen og Letland. Nogle migranter dukkede op med russiske visa, hvilket tydede på, at de var blevet faciliteret gennem Rusland på andre måder. Sidstnævnte træk var blevet meget mere tydeligt i foråret 2024.

Kort, der viser Hviderusland, et direkte transitressource for dets dominerende østlige partner, Rusland, ind i EU med grænse op til Polen, Litauen og Letland. Kortkilde: Michele Ursi

På det tidspunkt var denne handling angiveligt en reaktion på EU-sanktioner, der blev indført efter Lukashenkos brutale undertrykkelse af politiske modstandere og demonstranter, der udfordrede hans genvalg i 2020 efter 27 år ved magten. Valgsystemet var blevet korrumperet af regimet, hvilket tillod Lukashenko at beholde, hvad der reelt var et diktatur. Grænseuroen syntes strategisk koreograferet til at passe til Ruslands behov på det tidspunkt, da endnu en stor strøm af migranter ind i EU yderligere ville give næring til social og politisk uro og tilskynde højreekstremister i EU til at reagere. I efteråret 2021, mens alt dette stod på, var det blevet mere end tydeligt, at Rusland samlede tropper langs den ukrainske grænse med en stigende sandsynlighed for invasion.

I mellemtiden hobede migranterne i Hviderusland sig ikke blot op i stort antal langs EU's grænse, men de blev også mere og mere aggressive med udbrud af vold. Situationen blev forværret af deltagelse fra den hviderussiske grænsepatrulje, der støttede ulovlig passage gennem grænsen ved at dirigere migranter mod sårbare områder og ved at forsøge at blænde de modsatte grænsevagter med laserlys. Som for at fremhæve de to regimers samarbejde i denne kriseafholdt Rusland og Hviderusland militærøvelser ved siden af ​​grænsen mellem Polen og Hviderusland, mens tusindvis af migranter var strandet under iskolde og stadig mere uhygiejniske forhold i det sene efterår. På dette tidspunkt var omkring 15.000 polske tropper blevet indsat ved grænsen som reaktion på den fastlåste situation, der havde udviklet sig, da EU forsøgte at dæmpe den opdigtede krise. Omfattende barrierer blev indført, og en 200 meter bred udelukkelseszone blev oprettet for at dæmme op for strømmen af ​​migranter, men problemet er fortsat den dag i dag med Ruslands involvering mere tydeligt defineret.

Den russisk-georgiske krig 2008

Før Putin invaderede Ukraine, angreb han Georgien i august 2008. Der havde været uro i Georgiens nordlige regioner Abkhasien og Sydossetien, siden landets uafhængighed fra Sovjetunionen blev erklæret i 1991. En russiskstøttet separatistbevægelse i disse to regioner var det nødvendige grundlag for Putins engagement i Georgiens anliggender, da der brød kampe ud i Sydossetien. Siden 2001 havde Putin forsøgt at underminere regionens forbindelse med Georgien. Det, der yderligere ansporede Putins ambitioner i Georgien, var sidstnævntes stigende pro-vestlige holdning og dets interesse i at tilslutte sig NATO, som havde forpligtet sig til projektet på topmødet i Bukarest i 2008. Russiske intentioner blev tydeligere med hensyn til fremtiden for både Abkhasien og Sydossetien, da Ruslands ambassadør i NATO gav en advarsel om, at Rusland ville søge deres uafhængighed under en sådan situation. Da georgiske styrker rykkede ind for at dæmpe volden i Sydossetien, stødte de på russiske tropper, der ulovligt var rykket ind i regionen. Falske beskyldninger om folkedrab mod russiske civile i regionen gav Putin påskud til at starte en fuldskalakrig mod Georgien, hvilket retfærdiggjorde angrebet med den humanitære glans af en "fredshåndhævelse".

Kort over Georgien på Sortehavets østkyst og Rusland mod nord, der viser de "autonome" nordlige regioner Abkhasien med dens betydelige kystlinje og indlandsstat Sydossetien, begge internationalt anerkendt som en del af det suveræne Georgien. Kortkilde: Peter Hermes Furian

Russiske luftbombardementer fulgte i og uden for Sydossetien efterfulgt af en flådeblokade af Georgiens Sortehavskyst. Rusland anerkendte derefter Abkhasiens og Sydossetiens uafhængighed, efter at en våbenhvileaftale var blevet forhandlet af Frankrigs præsident Sarkozy. Anerkendelsen blev kun proklameret for at bekræfte deres autonome status, som allerede var blevet etableret i begyndelsen af ​​1990'erne, men stadig som dele af Georgien. Krigen havde oprindeligt fordrevet 192.000 mennesker, og seks år senere havde over 20.000, hovedsageligt etniske georgiere, stadig ikke generobret deres hjem. I 2021 erklærede Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol Rusland ansvarlig for menneskerettighedskrænkelser i forbindelse med sit militære engagement, og i 2022 tiltalte Den Internationale Straffedomstol visse russiske statsborgere for krigsforbrydelser mod etniske georgiere.

Georgisk protest i hovedstaden Tbilisi i april 2024, der demonstrerer folkelig vrede over regeringens pro-russiske holdning og vedtagelsen af ​​lovgivning, der anses for at være antidemokratisk, i et forsøg på at kvæle uafhængige medier. Foto: George Khelashvili

Rusland har de facto overtaget kontrol over både Abkhasien og Sydossetien, på trods af at regionerne stadig er internationalt anerkendt som en del af Georgien . Derudover har landet baseret et betydeligt antal militærpersonale i hver af regionerne, hvoraf nogle nu for nylig er blevet omplaceret til at kæmpe i Ukraine. Fem permanente militærbaser er blevet etableret alene i Sydossetien. Udover at vinde territorium står Rusland til at gøre yderligere brug af Abkhasiens 213 kilometer lange Sortehavskystlinje, hvor det søger at etablere en større flådebase i havnen i Ochamchire trods det georgiske parlaments indvendinger . Havnen er i øjeblikket hjemsted for en række patruljebåde fra den russiske føderale sikkerhedstjeneste (FSB). Ruslands moderne historie med at gøre krav på territorium under tvivlsomme omstændigheder har været i overensstemmelse med landets generelle politik om territorial erhvervelse ved militær besættelse, som det var tilfældet i Kaliningrad efter 2. verdenskrig.

Russiske cyberangreb på udenlandske nationer 

Cyberkriminalitet er blevet et internationalt fænomen, hvoraf en stor del er rettet mod økonomisk fordel. Russiske aktører under Putins regime indledte imidlertid en proces med cyberspionage som et middel til hybrid krigsførelse for at give Rusland strategiske fordele ved at underminere vitale interesser i de nationer, som Rusland anså for at være allieret imod det. På en Valdai-konferencediskuterede Putin udenrigspolitik under titlen "Rusland og den foranderlige verden", hvor han nævnte brugen af ​​"blød magt" i form af en matrix af værktøjer og metoder med det formål at nå udenrigspolitiske mål uden brug af våben. Han foreslog, at disse metoder blev brugt til at provokere ekstremistiske og nationalistiske holdninger, manipulere offentligheden og blande sig i suveræne nationers indenrigspolitik, men undlod at nævne, at Rusland allerede var involveret i lignende aktiviteter. Omtrent samtidig fremsatte Valery Gerasimov, Putins chef for de russiske væbnede styrker og påstået forfatter til det, der er blevet kaldt "Gerasimov-doktrinen", ideen om en ny krigsførelsesmetode, der krævede en integration af ikke-militære kapaciteter for at give strategisk fordel ved at underminere modstanderens sikkerhed og politiske vilje.

I 2007 planlagde Estland, en tidligere satellitstat til Sovjetunionen, at flytte et russisk mindesmærke for 2. verdenskrig fra hovedstaden Tallinn, hvilket fik en vred Putin til at reagere ved at deaktivere landets internet med et distribueret denial of service (DDOS) cyberangreb, der varede over en periode på tre uger. Offentlige og private organisationer blev ramt af målretning mod statslige og kommercielle websteder ved at overbelaste deres servere med junktrafik, hvilket gjorde dem utilgængelige. Dette var den første kendte episode, hvor en nation truede en anden nations sikkerhed og uafhængighed gennem et sådant angreb. I bakspejlet beviste Rusland selv effektiviteten af ​​denne form for indtrængen som et andet middel til hybrid krigsførelse , der snart ville blive anvendt andre steder.

Både Georgien og Ukraine blev mål for Rusland i 2007 med inkludering af "falske nyheder" med det formål at underminere demokratiske principper og polarisere let manipulerede elementer i samfundet. I 2008, da Litauen forbød brugen af ​​forældede sovjetiske symboler, beskadigede russiske hackere websteder med symboler, der var symbolske for det tidligere Sovjetunionen. En koordineret russisk militær- og cyber-DDOS-aktion blev udført for første gang under den russisk-georgiske krig i 2008 med forstyrrelser i Georgiens interne kommunikation. I 2009 iværksatte Rusland cyberangreb på to nationer, der var allieret med det i Samfundet af Uafhængige Stater, Kirgisistan og Kasakhstan. I det første tilfældehandlede det om at tvinge præsident Bakijev af Kirgisistan til at udsætte en amerikansk militærbase. I det andet tilfælde vedrørte det en klage over et medie, der offentliggjorde en kritisk erklæring over for Rusland fra præsident Nazarbajev af Kasakhstan.

Repræsentativt billede af Ruslands hybride cyberkrigsmaskine, der fungerer under GRU, den russiske militære efterretningstjeneste. Foto: Vvchal

Et andet koordineret militær- og DDOS-angreb, 32 gange større end det, der blev udført på Georgien i 2008, kompromitterede internetkommunikationen i Ukraine, da russisk paramilitær overtog Krim i marts 2014. I maj samme år, kort før Ukraines præsidentvalg, hackede Rusland sin valgkommission , selvom ukrainerne var hurtige til at løste problemet med den efterfølgende anholdelse af hackerne.

I 2015 blev det konstateret , at den tyske Forbundsdags computernetværk var blevet penetreret af russiske hackere i et forsøg på at få adgang til tyske politikeres og NATOs administrative netværk. Yderligere bekymring blev rejst i 2016, da der blev fremlagt beviser for, at Tysklands parlamentsvalg i det kommende år ville opleve russisk cyberindblanding i et forsøg på at svække den siddende kansler Angela Merkel. Ruslands udenlandske opsøgende arbejde fortsatte, og hackere fik adgang til det amerikanske demokratiske partis computernetværk og e-mails fra dets embedsmænd, som derefter blev spredt globalt via WikiLeaks. Indbruddet havde tydeligvis til formål at underminere Hillary Clintons kandidatur til præsidentposten. Finlands udenrigsministerium fik i 2016 besked om, at det var blevet kompromitteret af russiske hackere i 2013, og at det på det tidspunkt havde været en del af en større kampagne, der involverede op mod 50 nationer.

Nylige russiske cyberangreb har forårsaget kaos på hospitaler i Storbritannien, i forsvaret, inden for luftfart og hos politikere i Tyskland og Tjekkiet samt i kritiske infrastrukturenheder i Sverige, Litauen, Polen og Slovakiet. Meget af aktiviteten har været knyttet til en gruppe ("Fancy Bear"), der er forbundet med Kremls hoveddirektorat for generalstaben for de væbnede styrker i Den Russiske Føderation (GRU), eller blot det russiske militærs hovedefterretningsdirektorat. Angrebene fortsætter med at tage fart globalt, især i Vesten, med ledsagende øget årvågenhed og tilsvarende modforanstaltninger.

Russisk lejesoldatindtrængen i Afrika

Rusland har i lang tid blandet sig i afrikanske nationers anliggender som den første af en række nationer, der søger indflydelse, selvom landets aggressive metoder og motiver har vist sig at være langt mere selviske. Dets formål har været at udvinde rigdom og underminere demokratier til støtte for autoritære regimer, som aftaler lettere kan opnås med gennem direkte transaktionelle relationer snarere end at gå gennem tvetydighederne i parlamentarisk debat. Udover direkte militært engagement i udsendelsen af ​​Kreml-tilknyttede Wagner-gruppe-lejesoldater til støtte for kup, har Rusland introduceret desinformationskampagner, blandet sig i nationale valg, handlet våben for adgang til ressourcer og overhalet de nationale sikkerhedstjenester.

Insignier for Ruslands paramilitære styrke, Wagner-gruppen, nu formelt integreret i det russiske militær efter Putins mord på dens leder, Yevgeny Prigozhin, i august 2023. Grafik: Fly Of Swallow Studio

Rusland har været den primære agent for desinformation i Afrika og har sponsoreret 80 kampagner i 22 lande og repræsenteret næsten 40% af alle sådanne kampagner. Dets inklusion sammen med Kina, De Forenede Arabiske Emirater, Saudi-Arabien og Qatar tegner sig for næsten 60% af desinformationskampagnerne på kontinentet. Transnationale kampagner, hvoraf 16 tilhører Rusland, er dukket op og spreder antivestlige følelser, hvor to bemærkelsesværdige desinformationsaktører med forbindelse til Rusland har samlet en samlet følgerskare på sociale medier på mere end 28 millioner. Wagner-gruppen har brugt desinformation til specifikt at målrette Mali, Burkina Faso og Niger i Vestafrika. For at bevare magten er militærjuntaer i Mali og Burkina Faso blevet afhængige af russisk støtte. Siden juntaen i Mali tog magten i 2020 har den gentagne gange brudt sin forpligtelse vedrørende en overgangstidslinje, samtidig med at den har tilladt nationens sikkerhedsmæssige og økonomiske forhold at forværres alarmerende. En Taureg-separatistkoalition opnåede for nylig et stort nederlag til Malis styrker og dens Wagner-allierede ved den algeriske grænse, hvilket viser, at Rusland kun har formået at skabe større ustabilitet gennem sine handlinger og har lidt under konsekvenserne. En lignende situation har resulteret i Niger efter dets militærkup i juli 2023 med en forværring af nationens sikkerhed, økonomi og sociale velfærd. Alle de fremskridt, der blev opnået under tidligere demokratisk ledelse, er effektivt blevet slettet, og islamistiske grupper skaber nu uro og tvinger juntaen til at indsætte russiske lejesoldater til gengæld for minerettigheder i landets guldholdige regioner.

Med Putins mord på Yevgeny Prigozhin, lederen af ​​Wagner-gruppen, i 2023 og gruppens inkorporering i det russiske militær, kan enhver plausibel benægtelse fra Putins regimes side af igangværende systematiske menneskerettighedskrænkelser (f.eks. tortur, plyndring, summarisk henrettelse, seksuel vold) begået af gruppen ikke længere påberåbes. I sidste ende har rekrutteringen af ​​disse russere kun forværret den vold og elendighed, som befolkningen lider under. Desværre har nogle afrikanske ledere set Rusland som et middel til at validere deres magtgreb, og Rusland har med glæde imødekommet dem uden at investere meget i processen. Et andet godt eksempel på sidstnævnte har været gældende siden 2020 i Den Centralafrikanske Republik (CAR), hvor Wagner-gruppen har forsøgt at udnytte sine guld-, diamant-, uran- og olieressourcer til gengæld for den sikkerhed, den tilbyder til støtte for Faustin-Archange Touadéras regime.

En afledt effekt af uroen i Afrika, forværret af Wagner-lejesoldater, har været den massive fordrivelse af folk i de forskellige konfliktzoner, især i Sahel og Centralafrika. Alene i CAR var 722.000 internt fordrevne ved udgangen af ​​2021. FN's Kontor for Koordination af Humanitære Anliggender anslog, at mere end 60 % af befolkningen havde brug for akut hjælp. Mange ville begive sig ud på en migration nordpå til Tunesien og Libyen for at undslippe hungersnøden og volden. Rusland har til gengæld også etableret to militærbaser i Libyen under kontrol af Wagner-lejesoldater, indsat GRU- og specialstyrkepersonale og flyttet S300 luftforsvarssystemer , som for at sikre sit fodfæste strategisk tæt på Sydeuropa. Wagner-personale har yderligere været involveret i at fremme illegal migration til Europa ved at forhandle med smuglere, der har gennemsyret kysten. Ligesom i tilfældet med migrationen vestpå fra Mellemøsten gennem Hviderusland har der været en betydelig bevægelse af migranter mod Europas sydlige kystlinje, især Italien gennem Nordafrika, med formål, der passer til Ruslands behov for igen at destabilisere samfundsmæssige og statslige institutioner i EU.  

Ruslands march ind i Venezuela

Ruslands ønske om, at autoritarisme skulle slå rod i Venezuela, blev virkeliggjort med den marxistiske leder Hugo Chávez i 1999 på en populistisk platform, der tiltrak arbejderklassen og de fattige. Putin kom til magten kort efter i 2000 og engagerede sig i en indsats for at trække latinamerikanske nationer ind i Ruslands indflydelsessfære, ligesom hans tidligere ledere i Sovjetunionen havde gjort med Cuba og Nicaragua. Men nu var intentionen bredere med hans vision om at rekruttere nationer til en ny verdensorden , der ville udfordre den, der blev ledet af USA. Chávez delte en stærk anti-amerikansk stemning og favoriserede snart forbindelserne med Rusland og styrkede dem med køb af militært udstyr til en pris af mere end 4 milliarder dollars. Yderligere aftaler blev indgået i 2008 om samarbejde om atomenergi, et rumforsvarssystem og levering af atomubåde inden 2020.

Chávez døde i 2013 og blev efterfulgt af sin vicepræsident, Nicholás Maduro, ved et særligt præsidentvalg. Korruption havde slået rod i det ressourcerige Venezuela under Chávez og blev et langt større problem under Maduro, hvis demagogi har resulteret i politisk og socioøkonomisk forværring med en stadigt voksende velstandskløft. Dette har manifesteret sig i hyperinflation, ekstrem fattigdom, fødevaremangel, arbejdsløshed, et svigtende sundhedssystem, eskalerende kriminalitet og dødelighed samt betydelig emigration. Sidstnævnte blev en væsentlig kilde til vanskeligheder med de deraf følgende belastninger på den amerikanske sydlige grænse, især under Biden-administrationen.

Kort over Venezuela, der viser dets nærhed til Panama i retning af den amerikanske sydlige grænse og grænsen til Guyana, hvor Maduro har opdigtet en jordstrid for at aflede opmærksomheden fra sine svigagtige aktiviteter i det seneste præsidentvalg. Kortkilde: GR.Stocks

Da Maduro blev "genvalgt" i 2018 under omstændigheder, der af nabolandene EU, Canada og USA blev anset for at være svigagtige, anerkendte Maduro-regimet og nedlagde sammen med Kina veto mod en resolution fra FN's Sikkerhedsråd, der krævede nyt præsidentvalg. Inden for samme år fik Rusland, til gengæld for Ruslands bistand i form af lån og redningspakker i de foregående år, ejerskab af store dele af flere venezuelanske oliefelter og kontrol over den fremtidige produktion fra to caribiske naturgasfelter. Derudover overtog landet 49,9% kontrol over CITGO, Venezuelas helejede amerikanske selskab, inklusive tre raffinaderier langs Golfkysten, til gengæld for 1,5 milliarder dollars. Ved udgangen af ​​2018 havde Rusland investeret 1 milliard dollars i Venezuelas guldmineindustri, og der blev indgået yderligere kontrakter om at levere 600.000 tons hvede og modernisere og vedligeholde sin våbenindustri i Venezuela.

Midt i stridighederne i Venezuela, Maduros tvivlsomme autoritet efter valget i 2018 og bekymringer over Ruslands investeringer, begyndte Putins Wagner-lejesoldater at komme ind i Venezuela i 2018 angiveligt for at beskytte Maduro. Udover at træne venezuelanske kampenheder og pro-regime-militser har Wagner-styrker været engageret i at beskytte olieraffinaderier sammen med en række lokale russiske kommercielle enheder. Udvinding af thorium, et radioaktivt metal, der kan bruges i luftfartsindustrien såvel som i nukleare reaktioner blandt andre anvendelser, er blevet et andet fokuspunkt for beskyttelse fra Wagners side i etablerede russiske udvindingsoperationer. Ligeledes har gruppen været involveret i ulovlig guldminedrift, hvor menneskerettighederne er blevet krænket og miljøskader er opstået.

Den venezuelanske diktator Nicolás Maduro ved et møde i april 2024 på 22-årsdagen for kuppet mod hans forgænger, den marxistiske leder Hugo Chávez. Foto: SStringerAL

Det omstridte præsidentvalg i Venezuela i juli 2024, tydeligt korrumperet af omfattende regeringsindblanding, har ført til Wagner-lejesoldater blandt de venezuelanske sikkerhedsstyrker under de efterfølgende protester. Den nylige ankomst og forlængede tilstedeværelse af russiske krigsskibe i Venezuela faldt sammen med valget, som for at sende et budskab om, at der var backup tilgængelig, hvis det var nødvendigt. Desuden har Maduros nylige territoriale strid om nabolandet Guyanas Essequibo-region ført til opgradering af Venezuelas nærliggende militære landingsbane, udvidelse af militærfaciliteter og bygning af en bro for at lette passagen ind i territoriet. Episoden har snarere virket som en distraktion for at aflede opmærksomheden fra valget. Men hvis USA skulle blive tvunget til at handle militært i en eskalering af tvisten, ville den russiske tilstedeværelse komplicere situationen.

Putins statsstøttede kriminelle handlinger

I juli 2024 et komplot af russiske agenter om at myrde Armin Papperger, administrerende direktør og bestyrelsesformand for Rheinmetall AG, den femtestørste våbenproducent i Europa, afsløret af et samarbejde mellem amerikanske og tyske efterretningstjenester. Det var en af ​​en række russiske planer om at dræbe ledere inden for den europæiske forsvarsindustri, der havde støttet Ukraines forsvar mod Ruslands invasion. Som en anden del af Putins hybride krigsførelsehar Rusland deltaget i adskillige projekter, som har omfattet brandstiftelse i lagerbygninger, hærværk og bombeplaner, alt sammen en del af en udbredt sabotageoperation i NATO-medlemslande rettet mod våbenforsyningslinjer og de personer, der er involveret i deres fremstilling. De fleste, hvis ikke alle, ser ud til at være forbundet med Ruslands GRU-efterretningstjeneste.

planlægning og udførelse af sabotageangreb er eskaleret i år med den hensigt at øge omkostningerne ved støtte til Ukraine. Der er blevet anvendt en stedfortrædermetode, hvor Rusland rekrutterer sympatisører online til overvågning og informationsindsamling efterfulgt af en mulig ødelæggelse af det pågældende sted. Operationerne udføres tilsyneladende på en måde, der holder sig under tærsklen for at anspore til en vred militær reaktion. Disse interventioner er velkendte for Putin med hans kendskab til spionageoperationer udført af sovjetisk sikkerhedspersonale. I de tidlige dage af den kolde krig i 1950'erne havde sovjetterne skjult lagre af højeksplosiver og våben over hele Vesteuropa og muligvis USA med faste planer om at aktivere dem efter ordre, men som aldrig blev til noget. Placeringen af ​​disse lagre er stort set forblevet uopdaget af Vesten, selvom de bestemt er kendt af Putin.

Russiske statsstøttede attentater er ellers blevet genindført af Putin og går tilbage til 2004 til de tidlige stadier af hans præsidentskab, da den tjetjenske vicepræsident Zelimkhan Yanderbiyev, en nationalist, der søgte uafhængighed for Tjetjenien, blev henrettet i Qatar af to russiske agenter. En række forgiftninger af russiske eksil- og oppositionsfigurer på fremmed jord er fulgt, nogle vellykkede, andre mindre. Dem, der finder sted i Rusland, har en mere voldelig profil – skyderier, eksplosioner, "fald" fra vinduer eller ned ad flere trapper, hængning. Viden om, at de personer, der er målrettet henrettelsen, er borgere fra andre nationer, vender siden om karakteren af ​​sådanne forbrydelser. Det må sættes spørgsmålstegn ved, om den nation, der er ansvarlig for dem, kan tvinges til at imødegå konsekvenserne på en måde, der tvinger den til at afstå, ligesom den burde have været tvunget til at gøre, da den første gang invaderede Ukraine i 2014.

Putin, Sovjetunionen

Putin synes at have overbevist sit folk om behovet for et Storrusland, et land, der proklamerer sig selv som dominerende blandt andre nationer, et land, der skal frygtes for sin storhed, så det kan lede andre i en ny verdensorden, hvor andre autoritære regimer kan føle sig tvunget til at høre til. Han har fejlet, men andre i hans regime vil stadig undre sig over, om de vil genopfinde sig selv og antage en lignende diktators persona med lignende intentioner. Sovjettidens mentalitet forbliver med dens behov for at deltage i et kapløb om at forbedre andre militært for enhver pris. Territorial gevinst og global fordel prioriteres langt højere end Ruslands folks velfærd. Putins indsats for at udføre sådanne ondsindede handlinger globalt vil i sidste ende være meget lille, når hans nation er blevet overvundet militært og økonomisk ødelagt, mens den ligger nedsænket foran Kina. Det eksempel, han har sat med sin autoritære regeringsform, ligesom lederne af Sovjetrusland foretog sig før ham, bringer hans nation endnu engang på randen af ​​katastrofe. Dermed har Putin sat Rusland i et dårligt lys gennem de kriminelle handlinger, han har begået verden over, og demonstreret for det globale samfund den sorg, de har forårsaget. Meget vil blive efterladt uforgivet og husket.

Europa må holde op med at frygte russisk hegemoni og tanken om at genopleve fortiden. Vesten må se enden på et tilbagevendende mareridt forårsaget af endnu et russisk regime, der ikke er i stand til at lære af sin fortid og sin egen gentagne cyklus af fiasko. Det er tid til en anderledes russisk regeringsførelse, der tager sig af hele nationens behov i stedet for at udvælge bycentre og holder op med at skabe falske illusioner om fremskridt, når så meget fejler omkring den. Autoritærer ser på de meningsløse aspekter af demokratiet – et retsvæsen, der til tider fejler i sin mission, et lovgivende organ, der bliver så polariseret, at fremskridt forsinkes, en udøvende magt, der vakler i sin dømmekraft – og mener, at der er en bedre måde at træffe beslutninger på, hvor beslutningstagningen blot overlades til en autokrat og en gruppe loyale sykofanter. I bakspejlet kan de dog opdage for sent, at den energi, der bruges på diskussioner inden for demokratiske institutioner, faktisk baner vejen frem for en varig national velfærd og sikkerhed. Demokratier selv fejler, når denne energi forsvinder, og snæversynede populistiske forestillinger slår endnu engang rod og fører nationen tilbage til et autoritært mareridt.

Copyright @Kost Elisevich, MD, PhD 2024. Alle rettigheder forbeholdes. Enhver ulovlig gengivelse af dette indhold vil resultere i øjeblikkelig retssag.


2 tanker om “De globale russiske kopper”

Kommentarer er lukket.