Før vi bliver for begejstrede for forestillingen om, at den russiske stat og dens regeringsførelse repræsenterer den slags model, vi kan efterligne, og den slags partnerskab, vi må søge i en verden, der i stigende grad har brug for sikkerhed mod de globale trusler om krig, økonomisk kollaps, klimaforandringer og sygdom, er en rettidig gennemgang af det eksempel, Rusland har sat, på sin plads. Ruslands skæbne har været så sammenflettet med sin fastboende diktators eneste forhåbninger, at landet nu står over for udsigten til ikke blot et militært nederlag i et dårligt udtænkt forsøg på at overhale en suveræn naboland, men også vanæret ved et ultimativt økonomisk kollaps. I stedet for at undgå sådanne "svagheder" ved autoritært styre har nogle europæiske og andre vestlige nationer overvejet at følge trop med deres egne versioner af populistiske idealer. Viktor Orbáns Ungarn ligger foran de fleste andre nationer i sin vilde stræben efter et lignende autokrati, og er derfor lige så egnet til lignende granskning.

En populistisk stemning har slået rod i en række lande, hvor den ofte er drevet af immigrationsproblemer, som der helt sikkert findes legitime klager over, og som forbliver uafklarede på trods af demokratiske administrationers indsats. Problemet forværres, når en selvisk politisk opportunisme tilfører hadefuld og overdrevet retorik til at fremme platformen for en bevægelse, der har til hensigt at overtage regeringsmagten. Derved er det regerende parti forpligtet til at træffe alle tilgængelige drakoniske foranstaltninger for at opfylde sin umiddelbare forpligtelse til at løse det problem, som det så energisk promoverede. Det virkelige problem var imidlertid ikke så meget den oprindelige klage, der drev partiet til magten, men bevægelsens natur og endelige hensigt.
Populistiske regeringer er per definition uegnede til at håndtere komplekse regeringsførelsesspørgsmål. Karakteriseret af stil, bravur og en atmosfære, der tilbyder overfladiske og forenklede løsninger, danner entusiastisk slagordsfremstød kernen i populistens håndbog – antitesen til det værktøjssæt, der er nødvendigt for at håndtere en dødelig pandemi eller forene de forskellige kræfter, der i øjeblikket eksisterer globalt.
– Fiona Hill, Senior Fellow ved Brookings Institution, kansler for Durham University
Når den først er startet, antager styringsprocessen, især den højreorienterede overtalelse, en stadig mere illiberal karakter, ikke blot gennem udøvende handlinger, men også støtte fra et lovgivende flertal af sykofanter og et underordnet retsvæsen. Det er kun et spørgsmål om tid, før forfatningen ændres for at imødekomme regimets behov. Uafhængige medier erstattes af en statsdrevet virksomhed, der leverer regimets version af virkeligheden til offentlighedens forbrug, uddannelsessystemet tilpasses for at sikre en universel loyalitetstank over for en centraliseret myndighed, et gennemgribende nationalt sikkerhedsapparat indfører foranstaltninger mod enhver samfundsmæssig afvigelse, og en valgproces etableres, hvorved regimets efterfølger sikres.
I starten kan en højreorienteret form for populisme være forbundet med en genkendelig enhed som kristen nationalisme, eller den kan antage en mere universel holdning, der søger gunst blandt en betydelig pluralitet ved at tilbyde overforenklede løsninger på problemer som økonomisk usikkerhed eller social uro. Processen spiller mere på offentlighedens følelser end at tilbyde rationelle langsigtede løsninger .Der er ingen grundlæggende dagsorden, der søger at forbedre nationen generelt. Når den populistiske forestilling er ved magten, og forudsat at de nødvendige efterfølgende skridt udføres med succes, viger den for autoritært styre og genoplives kun, når der opstår eller skabes et tilstrækkeligt behov for det. Et godt eksempel på sidstnævnte er Vladimir Putins krig mod Ukraine, som der ikke er nogen gyldig begrundelse for, på trods af indsatsen fra et par vestlige forskere. Det er snarere kun den vildledte revanchistiske holdning hos endnu en russisk imperialist, der betyder noget.
Putins Rusland og dets Føderation
Putins særlige populistiske tilgang har involveret en opvågnen af nationalistiske følelser blandet med en genoplivning af Ruslands historiske religiøse spiritualisme for at skabe sin egen form for kristen nationalisme. Putin bruger dette til at bekæmpe ondskaben i et fantaseret naziregime i Ukraine, der på en eller anden måde truer Ruslands eksistens, mens hans regime hævder at være offer for truslen om NATO's indgreb fra vest. Den ironi, der synes at være undgået Ruslands opmærksomhed, er, at NATO selv var og er en defensiv alliance, der udtrykkeligt blev etableret for at modvirke russisk krigeriskhed og ekspansionisme, som blev alt for tydelig efter Anden Verdenskrig. Rusland var og er fortsat truslen. Det er netop grunden til, at så mange østeuropæiske nationer er strømmet til NATO af frygt for den tilbagefald, som Rusland har udvist i de seneste århundreder og søgt herredømme over sine naboer. De har alle simpelthen fået nok af russisk undertrykkelse og ønsker noget bedre.
Der er blevet skrevet meget om Putins kleptokratiske regime og hans særligt brutale form for autoritarisme, der er karakteriseret ved adskillige udenretslige henrettelser af kritiske personer over for hans regime, undertrykkelse af uafhængige medier, statsdrevet bias af stalinistiske proportioner, begrænsning af borgerlige frihedsrettigheder og menneskerettigheder, udbredt systemisk korruption, valgmisbrug ogulovlige indtrængen på suverænt territorium, for blot at nævne nogle få. Den relative mangel på prioritet til håndtering af indenrigsanliggender på alle dens områder inden for Den Russiske Føderation (RF) er et godt eksempel på dårlig forvaltning fra en alt for centraliseret myndighed, der mangler tilstrækkeligt tilsyn, finansiering og kvalitetssikring. De rettigheder, der er givet til dens 22 "autonome" republikker, der er en del af RF, er gradvist blevet trukket tilbage for at styrke Kremls autoritet over dem og, endnu vigtigere, deres ressourcer.
For det russiske samfund, på trods af kendskab til regimets mangler og tolerance over for sidstnævntes lange historie med korruption, har den dominerende holdning til Putins krig været centreret omkring at finde begrundelse i regimets propaganda om, at NATO har været den aggressor, der truer deres moderland. Det er et spørgsmål om patriotisk symbolik med dens velkendte afsmag af national chauvinisme, der opererer i den forvrængede virkelighed skabt af staten. Det stigende antal dødsfald og de velfærdsmæssige konsekvenser af alvorligt handicap blandt de tropper, der vender tilbage fra krigen i Ukraine, vil have både en psykologisk og en langsigtet økonomisk indvirkning, efterhånden som krigen fortsætter ubarmhjertigt uden kompromiser. Det vil bidrage til usikkerheden om bæredygtigheden af en generel livskvalitet i et land, som hidtil er blevet kompenseret af statsfinansiering. I takt med at Rusland fortsætter sit skift til sin krigsøkonomi under hidtil usete internationale sanktioner og øget global isolation, vil dets offentlighed endelig stå over for en ny virkelighed? Konservative skøn over russisk militærpersonale, der er sat ud af spillet siden krigens begyndelse, overstiger nu langt 500.000, hvor omkring 2% af alle russiske mænd i alderen 20 til 50 år er dræbt eller alvorligt såret.
Ifølge Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udviklings (OECD) Better Life Index er den gennemsnitlige nettojusterede disponible husstandsindkomst pr. indbygger i RF 19.546 USD om året sammenlignet med OECD-gennemsnittet på 30.490 USD om året blandt dets 38 nationer. Privat adgang til et indendørs toilet med skyllefunktion findes i 86,2 % af russiske hjem, hvilket er et godt stykke under OECD-gennemsnittet på 97 %. Kun 62 % af russerne er tilfredse med vandkvaliteten sammenlignet med 84 % i OECD-lande. Den forventede levealder ved fødslen i RF er 73 år, otte år under OECD-gennemsnittet på 81 år. Sammenlignende drabsrater i begge lande er henholdsvis 4,8 og 2,6 pr. 100.000. Overlevelsen til 65-årsalderen for en russisk mand er 55 % med en samlet forventet levealder for mænd rapporteret i 2022 på 67,6 år.

Spørgsmålet er nu, om de øgede samfundsmæssige stressfaktorer fra den usikkerhed, der vil plage den russiske økonomi, resulterer i en haltende offentlig støtte til krigen. Indtil for nylig har en konformistisk offentlig holdning tilladt Putins regime at fortsætte på sit krigsførende fodfæste, mens økonomien har været drevet af militærudgifter og i vid udstrækning finansieret af russiske reserver og eksport af fossile brændstoffer med nye markeder etableret i Asien, Afrika og Sydamerika. Inflationspres og et strammere arbejdsmarked truet af militærværnepligt og afrejse fra landet af et betydeligt antal unge arbejdere vil bidrage til krigstidsdesillusioneringen.
Arbejdere er skiftet fra ikke-militære produktionsjob til våbenindustrien af nødvendighed og for bedre løn. De producerer materiel, der ødelægges i et alarmerende tempo på slagmarken uden noget investeringsafkast. Mens sanktionerne mod russisk olieeksport fortsætter med at strammes ved at træffe foranstaltninger for at modvirke Ruslands omgåelse af forsendelseskrav, har ukrainerne rettet deres opmærksomhed mod ødelæggelsen af olieraffinaderier, depoter og udskibningshavne, hvilket kompromitterer Ruslands evne til at opretholde sin eksportplan. En række af disse faciliteter kan ikke returneres til deres tidligere tilstand på grund af mangel på vestlige dele og teknologier.
En rapport fra Pew Research Center fra juli 2024 om globale synspunkter på Rusland i en undersøgelse af 35 lande viser, at flertallets meninger i mere end 50 % var negative. Ud af de 10 undersøgte europæiske lande blev der udtrykt negative synspunkter blandt 80 % eller mere af befolkningen i syv, mens de resterende tre, inklusive Ungarn, rapporterede, at mere end 70 % havde den samme holdning. Andre steder i verden observeredes en større variation mellem landene, selvom en negativ frem for en positiv holdning dominerede i 17 af de resterende 25 (68 %), især i USA, Canada, Australien, Japan og Israel, hvor igen 80 % eller mere af den enkelte befolkning havde negative synspunkter. Få lande udtrykte ligeledes tillid til Putin i forbindelse med globale anliggender med en samlet median på 73 %, der viste misnøjelse. De personer, der var mere ideologisk til højre, havde en tendens til at læne sig mere til fordel for Putin, selvom størstedelen af befolkningen (77 %) på trods af en sådan tendens i Ungarn (dvs. 34 % vs. 7 %) stadig manglede tillid til hans håndtering af globale anliggender. Af en vis relevans i forhold til Putins ønske om at lede en indsats for at udvikle et økonomisk kraftcenter i det globale Syd, var et fald i tilliden til hans lederskab tydeligt blandt en række bemærkelsesværdige lande – Indien, Brasilien, Argentina, Mexico, Colombia, Filippinerne, Tyrkiet og Ghana.
Orbáns Ungarn
Den ungarske offentligheds reaktion på Viktor Orbáns Fidesz-ledede regerings langvarige autoritarisme har været langt mere robust i protest end den interne protest mod Putin i Rusland. Dens restriktive politikker er blevet veldokumenteret siden Orbáns tilbagevenden til premierministerposten i 2010. Angrebet på uafhængig journalistik og mediefrihed har haft den klare hensigt at nægte ungarere adgang til et globalt perspektiv i tilstrækkelig grad til, at Human Rights Watch har opfordret Den Europæiske Union (EU) til at anerkende regeringens "udhuling af retsstatsprincippet" og indføre sanktioner for brud på EU's værdier.

Retsvæsenets uafhængighed er blevet undermineret af manglende gennemsigtighed i udnævnelser af dommere foretaget af præsidenten for Det Nationale Kontor for Retsvæsenet (NJO), en stilling oprettet af Orbán i 2011, der giver en person, som han ville have kontrol , især i politisk følsomme sager. Dette blev endnu mere tydeligt, da den første præsident af denne art viste sig at være gudmor til Orbáns førstefødte barn. Domstolsafgørelser har stadfæstet love, der truer med fængselsstraf for dem, der hjælper asylansøgere, tvunget en af de få tilbageværende uafhængige tv-stationer ud af sendingen og støttet bøder opkrævet mod Amnesty International Ungarn på grund af deres kampagne mod regeringens anti-LGBTQ+-lov.
Orbáns regerende parti med sin overordnede flertalskontrol over et etkammerparlament gennemførte en lov, der oprettede et separat administrativt domstolssystem til at håndtere sager, der vedrører spørgsmål som valg, retten til asyl og retten til at forsamles, og mest bekymrende, beskyttelse mod politivold. Ungarns justitsminister, en politisk udpeget person, får myndighed over domstolens budget uden retslig kontrol, hvilket igen styrer kontrollen over retsvæsenet til den udøvende magt. Den ungarske domstol har ikke bedt Den Europæiske Domstol (EF-Domstolen) om at gennemgå regeringens forfatningsændringer, og indtil videre har den undgået at blive udfordret af EU-rettens forrang . Siden Forfatningsdomstolen blev nedlagt af Orbáns Fidesz-partiloyalister, er dommerne ophørt med at modsige regeringen i sager, der anses for politisk relevante, som i spørgsmål vedrørende indvandring og specifikt asyl.
Ungarns økonomi nød godt af landets optagelse i EU i 2004. Med Orbán som præsident er Ungarn blevet erklæret som på en eller anden måde unik inden for EU, og hans regime har indtil videre været kritisk over for, hvad det kalder indtrængen fra et europæisk bureaukrati. Derved har det afvist asylansøgere, undergravet statsinstitutionernes uafhængighed og elimineret visse normative liberale standarder. Orbán har ellers gjort Ungarn afhængig af russisk olie, gas og atomenergi, samtidig med at det er isoleret fra EU med sin modstand mod EU-pålagte sanktioner mod Rusland og modstand mod at hjælpe Ukraine. Orbán har været opsat på at fordele sin regering ved at afbalancere forholdet mellem vestlige og østlige blokke, drage fordel af økonomisk støtte og samtidig invitere investeringer fra Kina og Rusland. Disse handlinger har sat Orbán i konflikt med EU, som har iværksat en økonomisk sikkerhedsstrategi for at reducere enhver afhængighed i forsyningskæden af begge lande, som det anser for uvenligt. Orbán ser derimod Ungarn som en port for Kina til Europa og bruger forholdet til Kina til at blive førende inden for batteriteknologi til bilindustrien.
Ungarns bruttonationalprodukt (BNP) faldt med 0,9 % i 2023 på baggrund af høj inflation og stramme finansieringsforhold i kølvandet på Orbáns dårlige forvaltning af coronaviruspandemien, blandt andre bekymringer. Inflationen er faldet, og BNP forventes at vise en vis bedring senere i 2024. Imidlertid den offentlige gæld i forhold til BNP i 2023 til 73,5 % sammenlignet med et tidligere gennemsnit på 69,4 % af BNP (1995-2023) og et rekordlavt niveau på 51,7 % i december 2001. I marts 2024 udgjorde den offentlige gæld i forhold til BNP 75,9 % eller 158,6 milliarder dollars. Ungarns nuværende kreditvurdering i B-området ifølge Fitch, S&P og Moody's kan ikke sammenlignes positivt med andre EU-landes. Landets gældsbyrde fordobledes i løbet af tredje kvartal af 2023, hvilket øger udsigten til at blive den værste i EU, samtidig med at landet registrerede den højeste inflation i EU på 17 % sammenlignet med EU-gennemsnittet på 6,4 % samme år. Ungarns gældsbetjeningsomkostninger for 2024 forventes at være de højeste i EU med en rente på statsgæld på 6,8 %. Renteforholdet mellem statens indtægter og statens indtægter er fordoblet fra 5 % i 2021 til 10 % i 2024, hvilket skaber betydelig usikkerhed om styrken af en eventuel genopretning. De økonomiske udsigter afhænger fortsat af energipriserne, navnlig import af naturgas og olie leveret af Rusland, som er truet af sanktioner, samt konfliktrelaterede forsyningsafbrydelser og den globale investorstemning.
En fortsat bekymring over økonomien næres af en overflod af korruption fra Orbán-regimet og dets manglende evne til at inddæmme den i den offentlige sektor. Ungarn har i nogen tid fastholdt sin rangering som EU's mest korrupte land ifølge den seneste udgave af Corruption Perception Index (CPI), en årlig udarbejdelse foretaget af det Berlin-baserede sekretariat for Transparency International. Det er kulminationen på en kontinuerlig nedadgående tendens kort efter, at Orbán overtog præsidentposten. For at gøre det endnu mere forlegent befinder landet sig i den nederste halvdel af en verdensomspændende rangliste på 180 lande, hvad angår niveauet af statslig korruption. Ikke overraskende har Rusland scoret endnu lavere end Ungarn. Der kan drages en stærk sammenhæng mellem omfanget af korruption i et land og manglen på uafhængighed i dets retsvæsen, mens en negativ sammenhæng med økonomisk vækst målt ved BNP pr. indbygger er velkendt.

Det er ikke kun Orbáns korruption, der har gjort EU vred, men også hans underdanige opførsel over for Putin, hvor han i 2022 argumenterede for, at EU's sanktioner mod Rusland skulle ophæves, et narrende svar til Europa-Kommissionen, efter at den havde opfordret til at stoppe EU-finansieringen af 7,5 milliarder dollars til Ungarn på grund af åbenlys korruption og krænkelser af retsstatsprincippet. At give EU-sanktioner skylden for Europas daværende energikrise satte Orbán i konflikt med EU's argument om, at Putin finansierede sit angreb på Ukraine med indtægterne fra Ruslands eksport af fossile brændstoffer. Orbáns særlige situation kan dog også have fået ham til at reflektere over Ungarns betydelige afhængighed af russisk energi, som han havde skabt. Desuden har hans modstand mod at yde bistand til Ukraine gjort det tydeligt, at han hurtigt var ved at blive en paria i EU, da han havde mest brug for den fortsatte finansiering til at opretholde sin kæmpende økonomi. Denne udsigt tvang faktisk Orbán for nylig til at give efter for sin modstand mod at yde 54 milliarder dollars i bistand til Ukraine i løbet af de kommende fire år.

I sin fortsatte kampagne for at søge relevans i dagens geopolitiske klima, tog Orbán, der for nylig begyndte sin seks måneder lange embedsperiode som formand for EU's Ministerråd, på et hvirvelvindsbesøg i Ukraine, hvor han først mødtes med Volodymyr Zelenskyj. Der forsøgte han at sikre en våbenhvile på et tidspunkt, hvor Rusland var midt i et nyt angreb i den østlige del af landet og havde forsøgt et kup for at udløse et optøjer i Kyiv med den hensigt at overtage parlamentet. En våbenhvile ville kun give Rusland tid til at styrke de fremskridt, det havde opnået, for at fortsætte sin offensiv, som det var tilbøjeligt til at gøre. Orbáns besøg førte ham derefter til Moskva til et møde med Putin , hvor der heller ikke var nogen substantiel løsning. Et efterfølgende møde i Beijing med Xi Jinping fandt sted dagen før NATO-topmødet i Washington DC, hvor Kinas deltagelse i Ruslands krigsindsats ville blive drøftet. Kinas alliance med Rusland synes meget sandsynlig at stå i vejen for enhver forbedring med EU som handelspartner, mens Orbáns forsøg på at spille en bindeled mellem øst og vest virker lige så usandsynligt for en person, der har meget lidt at vise for sit engagement i EU.
Autoritært lederskabs kurs
Alt for ofte i et autoritært regime, når nationen er blevet selvtilfreds med den opfattelse, at eksistensen er håndterbar inden for et beskyttende, men socialt restriktivt miljø, overlades dens leder til at engagere sig i uafhængig beslutningstagning. Frugterne af en sådan uafhængig tænkning har ført til historisk katastrofale resultater, som det var tilfældet med Hitlers krig i Europa 80 år tidligere. En lignende episode har nu taget form med Putins invasion af Ukraine. Det, der startede som en "særlig militæroperation", har nu forvandlet sig til en langvarig krig, hvor hans Rusland er blevet tvunget til at antage en krigsøkonomi på grund af sin iboende langvarige korruption. Resultatet af selv denne sidstnævnte beslutning er tvivlsomt, da Putins imperialistiske ambitioner overstiger Ruslands isolerede økonomis evne til at opretholde den nødvendige militære indsats, samtidig med at landet håndterer sine egne stigende indenlandske krav. Efterhånden som russiske grusomheder fortsætter med at stige i Ukraine, og dets velkendte statsstøttede kriminelle virksomhed fortsætter globalt, og efterhånden som både Rusland og Putin står over for stigende global foragt og isolation, ser et katastrofalt kollaps, der minder om dets tidligere fald som Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker (USSR), mere og mere sandsynligt ud.
På samme måde synes Orbáns regime, der er oversvømmet med beskyldninger om korruption, hans nations energi næsten udelukkende afhængig af Rusland, en økonomi i nød og et elendigt ry i Europa, ikke at være en egnet kandidat til at fungere som en slags bro mellem øst og vest, endsige en stabiliserende tilstedeværelse i sit eget land. Orbáns bizarre overbærenhed på verdensscenen ser ud til at være blevet drevet delvist af den anerkendelse , han har fået fra Amerikas højreorienterede politiske etablissement, der er tiltrukket af hans autoritære strategi. Der er faktisk lagt en plan for, hvordan USA kan foretage en lignende nedgang i sit samfund

Robert Ficos Slovakiet synes at være i en lignende situation med autoritære aspirationer og et ønske om at alliere sig med Rusland på trods af medlemskab af både EU og NATO. Tvivlsom politik, der begrænser offentlige protester, fjernelse af finansiering til LGBTQ+-grupper, eliminering af en særlig anklagemyndighed, der efterforsker politisk korruption, og stigende angreb på uafhængige medier baner en velkendt vej til autokratisk styre for et regime ledet af en person, der er fast besluttet på at have tætte forbindelser med Putin. Offentlig utilfredshed har manifesteret sig over regimets forsøg på at reducere straffen for korruption. Slovakiets parlament udpegede formelt Putins regime som statssponsor for terrorisme for lidt over et år siden og understreger den modsætning i følelser, der eksisterer i landet.
Den kontrol, der udøves af et stadig mere autoritært regime, truer strukturen i et frit samfund, der tillader debat, innovation og valgmuligheder, udover at sørge for et upartisk retsvæsen og uafhængige medier, der afslører fejlene hos regeringsregimer og andre agenturer, der afviger fra retsstatsprincippet. Sådanne ordninger skaber en social dynamik, der tilskynder til løbende feedback og holder samfundet langs en smal, retfærdig og bæredygtig vej. Hvis man overlader det til en enkelt person eller et enkelt regimes kontrol, er en fascistisk stat ikke langt væk, og friheden er tabt. Adskillige bevægelser er på færde over hele verden, der søger autokratisk styre. De, der får succes, fører ofte deres nationer til dystre resultater og bliver først tvunget ud efter for lang tid i elendighed. Det er tid til at være årvågen.
Copyright @Kost Elisevich, MD, PhD 2024. Alle rettigheder forbeholdes. Enhver ulovlig gengivelse af dette indhold vil resultere i øjeblikkelig retssag.