Ruslands angrebskrig i Ukraine er plaget af en sammenstrømning af flere faktorer, nogle tydelige og andre knap så tydelige, hver med deres egen dynamiske og skiftende betydning. Sagen med kaos er dets relative uforudsigelighed i akutte situationer. Den deraf følgende uforudsigelighed gør det vanskeligt at forudsige, hvor og hvornår et kritisk punkt nås, der vil diktere en afslutning på konflikten eller bestemme en klar og uundgåelig vej til dette mål.
Enhver tilstrækkelig diskussion, der forsøger at forudsige resultatet af en krig, skal række ud over argumenter om relativ militær styrke (dvs. numerisk overlegenhed blandt kombattanter og bevæbning) og overveje faktorer, der relaterer sig til økonomisk bæredygtighed, offentlighedens stemning og vilje, historiske klager, der er bragt op til overfladen, tillid til lederskab, støttende alliancer og den geopolitiske arena. Deres individuelle indvirkning, permutation eller kombination og tidspunktet for levering har betydelige konsekvenser for aggressoren. Vladimir Putins krig er netop sådan en sag. Den har forvandlet sig til et tilsyneladende militært dødvande i en drabsmark, vi kalder Østukraine, territorierne Donetsk, Luhansk, Kherson og Zaporizjzja, som Putin tåbeligt nok skyndte sig at erklære som russiske føderale undersåtter, meget på den måde, han anså Krim for at være. Skylden for dødvandet falder på russisk militær inkompetence og Vestens lunkne reaktion på ukrainske anmodninger om rettidig levering af kritisk offensiv bevæbning.

Krigen nærmer sig sit toårsmærke den 24. februar, og forudsigelserne lyder på en fortsat brutal frem-og-tilbage-diskussion, der ender i en uundgåelig "forhandlet løsning", som ifølge offentliggjorte beskrivelser involverer den faktiske overgivelse af vitalt ukrainsk territorium og dets befolkning til en international kriminel, hans kleptokratiske regime og et fejlende regeringssystem. Før denne mindre end ideelle løsning kan nås, skal der skabes en vis klarhed over hele den nuværende situation, og det skal gøres ved at overveje detaljerne i flere af de afgørende elementer, der er i spil.
Militært engagement
Absolut pålidelighed af antallet af krigsofre ud fra de nuværende utallige tilgængelige kilder er ikke mulig af årsager, der vedrører faktiske rapporteringsfejl, dobbeltarbejde og incitamentsbias. En rimelig tilnærmelse af den meget varierende størrelsesorden af tab kan til tider opnås gennem en omfattende vurdering af data fra flere kilder, samtidig med at man vægter effekten af bias inden for individuelt rapporterede kildedata. En undersøgelse, der blev afsluttet i februar 2023 efter det første år af Ruslands krig, identificerede for eksempel i sin model, at russiske personeltab langt oversteg ukrainske tab med en rate på 5,53 til 1 (76.687 vs. 17.223). Den 21. september 2022, syv måneder inde i krigen, rapporterede Rusland et personeltab på 5.937 kombattanter, mens Stanford-modellen, baseret på rapportering fra en række kilder, allerede havde estimeret et tab på 31.532. Fem måneder senere, efter at året var afsluttet, tilføjede modellen yderligere 45.155 russiske døde, hvilket gav et tal, der var en meget tættere tilnærmelse til de 110.000 ofre (dvs. døde og sårede) fra lækkede amerikanske efterretningsdokumenter, der citerede den russiske føderale sikkerhedstjeneste (FSB). De faktiske amerikanske estimater af russiske tab på det tidspunkt var 200.000.
Det er værd at bemærke i undersøgelsen, at der ikke er systematisk bias i nogen af de ukrainske rapporter om deres egne militære dødsfald. Opdaterede estimater af russiske tab til i dag er i dette essays navn hentet fra dem, der er rapporteret af de ukrainske væbnede styrker (AFU), som de mest pålidelige, med den forbehold, at der skal tages højde for en vis overvurdering. Begrundelsen her må se på sandsynligheden for, at det er mere afgørende for Ukraine at rapportere russiske tab præcist, enten vidnede eller anslåede, for at kunne vurdere sin egen militære effektivitet, givet begrænsningerne i landets egne ressourcer. På den anden side er det mere sandsynligt, at Rusland som aggressor giver sin egen offentlighed bevis for en formodet og forventet taktisk overlegenhed for at opretholde den nødvendige støtte, fremme rekrutteringsindsatsen og undgå at blive afsløret for verden af sin utilstrækkelige militære præstation.
Selvom det russiske militær har vist tegn på forbedring i krigsførelse i det seneste år, har ændringen på det seneste primært været i den defensive strategi, hvilket er et mærkeligt træk for en aggressor, men forståeligt i betragtning af truslen om at tabe yderligere terræn på grund af offensivens fiaskoer. Nylige rapporter fra AFU har indikeret, at den russiske dødelighed i kamp nærmede sig 371.000 pr. 14. januar 2024. Afklassificerede amerikanske efterretningsdokumenter vurderede de russiske tab, både døde og sårede, til at være 315.000 i december 2023, og tilføjede, at tab i personel og våben betød en 18-årig tilbageskridt i den militære modernisering.
For at genvinde momentum blev de russiske rekrutteringsstandarder sænket, hvor "delvist egnede" mænd nu blev berettigede til værnepligt sammen med straffefanger og tidligere sortlistede personer . For at forværre situationen mindskede den begrænsede træning uundgåeligt chancerne for overlevelse i kamp og ser nu ud til at have accelereret dødeligheden i kamp over tid. Den gennemsnitlige overlevelse for en nyligt rekrutteret russisk soldat falder til inden for 4,5 måneder. Den øgede indsats for rekruttering truer med at vende den offentlige stemning i en negativ retning, især når regionale og racemæssige uligheder bliver tydelige blandt dem, der rent faktisk bliver hvervet.
Russisk våbenproduktion har ligeledes lidt under konsekvenserne af en dårligt gennemtænkt russisk offensiv strategi, hvor AFU rapporterer tab på mere end 11.300 pansrede personelkøretøjer (APV), 6.000 kampvogne, 8.700 artillerisystemer og næsten 1.000 raketaffyringssystemer (MLRS). Estimaterne varierer igen meget fra andre kilder; dog viste en metaanalyse af rapporter om militære tab i løbet af krigens første år et anslået tab på 3.380 russiske kampvogne, hvilket stemmer overens med AFU's estimat for krigen, da den nærmer sig toårsmærket. Som følge heraf er flere aldrende modeller fra sovjettiden blevet taget ud af lager for at blive renoveret for at supplere indsættelsen i Ukraine.
Den russiske luftkampagne er ligeledes ikke forløbet godt med tabet af over 320 fly og et yderligere omtrent lige så stort antal helikoptere. Heri er også ødelagt 26 Sukhoi Su-34 jagerbombere ud af en flåde på færre end 150. Mindst fem fjerdegenerations Su-35S-jagerfly er gået tabt, og en anden er blevet elimineret af "venlig" ild fra et russisk S-300 luftforsvarssystemmissil i det sydlige Ukraine. I august 2023 ødelagde et ukrainsk specialoperationshold en Tupolev Tu-22M3 strategisk bombefly og satte to andre ud af spillet i en landoperation dybt inde i russisk territorium. I sommeren 2023 var mellem 84 og 130 af Ruslands cirka 900 taktiske fly allerede gået tabt. I januar 2024 blev et højt værdsat russisk Beriev A-50 luftbårent tidlig varslings- og kontrolfly (AWAC), der bruges til at målrette langtrækkende missilangreb og til at detektere, når luftforsvarssystemer aktiveres, ødelagt over Det Azovske Hav. Et ledsagende Ilyushin IL-22M kommandofly, der også blev brugt til at overvåge militære operationer, pådrog sig omfattende, muligvis uoprettelige, skader på sin halefinne og flyskrog i samme angreb. Ruslands Wagner-lejesoldatstyrke var selv ansvarlig for at nedskyde et IL-22M-fly samt adskillige transport- og angrebshelikoptere under dets mytteri i slutningen af foråret 2023. Et andet Beriev A-50M AWAC blev ødelagt af et droneangreb udført af hviderussiske partisaner på en flyveplads nær Minsk i februar 2023. Kun ni sådanne strategiske fly var blevet rapporteret at være i aktiv tjeneste i de russiske rumfartsforsvarsstyrker.

Trods fraværet af ukrainske krigsskibe i Sortehavet har en række strategier, som Ukraine har anvendt, effektivt udtømt Ruslands flådetilstedeværelse med elimineringen af 24 krigsskibe, herunder Rostov na Donu, en dieselelektrisk ubåd af Kilo-klassen, der blev taget i brug i 2014. Blandt de andre bemærkelsesværdige tab var Moskva, en guidet missilkrydser og flagskib i Ruslands Sortehavsflåde, der blev sænket i foråret 2022, Novocherkassk, et stort amfibiekøretøj, samt en minestryger, tre landgangsskibe, tre mindre landgangsfartøjer og ni patruljebåde. Den russiske fregat, Admiral Makarov, blev udnævnt til flagskib i Sortehavsflåden, efter at Moskva blev sænket, men den blev også alvorligt beskadiget i et separat angreb i oktober 2022 og forblev fra september 2023 umanøvrerbar.

Som for at holde trit med tabet af deres kombattanter er Ruslands militære ledelse blevet alvorligt påvirket med tabet af så mange som syv generaler. I juli 2023 blev generalløjtnant Oleg Tsokov fra den 58.kombinerede våbenhær og næstkommanderende for det sydlige militærdistrikt dræbt i et missilangreb. For at forværre tingene blev generalmajor Ivan Popov, chef for den 58.,fjernet fra kommandoen den følgende dag for sin kritik af krigens førelse. Popov fortsatte med at kritisere højtstående russiske militærembedsmænd, herunder det russiske militærs stabschef, Valery Gerasimov, og forsvarsminister, Sergey Shoigu. Denne fiasko fulgte op i mytteriet i Wagner-lejesoldatgruppen ledet af Yevgeny Prigozhin i den foregående måned, som endte med Prigozhins længe ventede mord af Putin. En anden konsekvens af mytteriet var fjernelsen af general Sergey Surovikin, chef for Ruslands rumfartsstyrker og tidligere øverstkommanderende for russiske styrker i Ukraine, for hans tilknytning til den nyligt afdøde.
Sortehavsflådens flådehovedkvarter i Sevastopol blev ramt i september 2023, hvorved adskillige officerer omkom. Det nylige tab af en højtstående officer, generalmajor Vladimir Zavadsky, blev sendt afsted af en russisk landmine i november 2023 og var næstkommanderende for det 14.armékorps i det østlige Ukraine. Blandt de lavere rangerede officerer, der er dræbt siden krigens udbrud, er 58 oberster og 176 oberstløjtnanter. Blandt sidstnævnte var oberst Vadim Nailievich, chef for et signalefterretningsregiment, i det vestlige Krim, hvor koncentrationen af radar- og antimissilsystemer angiveligt var på det højeste niveau. Kommandostrukturen i det russiske militær er sådan, at tabet af enhedsledelse resulterer i en vis grad af midlertidig uorden, da enhederne ikke er trænet til at fungere autonomt. Når lederskab går tabt med en sådan regelmæssighed, og uerfarne officerer forfremmes til grader, som de er dårligt forberedte til, sænker Clausewitz' "krigståge" sig hurtigt over slagmarken, hvilket fører til katastrofale konsekvenser , som det måske allerede er blevet set.
Moralen i det russiske militær er blevet kompromitteret, da soldater åbent taler om deres elendighed i frontlinjen, deres lederskabs inkompetence og deres villighed til at overgive sig. Deserteringerne er fordoblet og tredoblet i henholdsvis 2022 og 2023 sammenlignet med førkrigsdata; nogle desertører er endda klar til at vidne om russiske krigsforbrydelser i Ukraine. Russiske aktivister i Tbilisi, Georgien, har oprettet projektet Idite Lesom ("Gå ad skovens vej") for at hjælpe de russere, der ønsker at desertere, og har bemærket en stigning på 89%, fra 305 til 577 anmodninger bare fra sommeren til efteråret 2023.
Russisk økonomi
En detaljeret gennemgang af Putins præstationer på den indenrigspolitiske front, hvad angår sundhedspleje og andre socioøkonomiske bekymringer, findes i tidligere essays. En oversigt over økonomien, som den kan relateres til Ruslands krigsindsats, følger.
Der er kontroverser om rapporteringen af den russiske økonomis tilstand og hvordan den opfattes af Vesten. Det handler i høj grad om Putins afvisning af at offentliggøre de økonomiske indikatorer, der ville validere rapporter om Ruslands økonomiske status, mens han selv udfører sin velkendte praksis med desinformation. Manglende gennemsigtighed, som er karakteristisk for de fleste autoritære regimer, er grundlæggende for deres intention om at vildlede. Et nødvendigt aspekt af Putins charade i denne henseende har været at underminere Ruslands føderale statslige statistiktjeneste, Rosstat, ved at placere kontrollen over agenturet i hænderne på hans politiske agenter. Som følge heraf blev effekten af de globale sanktioner, der blev indført mod Rusland i 2022, fremstillet som svage, og til den mindste overraskelse faldt Ruslands økonomi i det mindste i den umiddelbare periode, ifølge de rapporterede regnskaber, der blev stillet til rådighed for Den Internationale Valutafond (IMF), kun med 2,2 %, hvilket var langt mindre end forudsagt.
Resultatet førte til den forventede tidlige kritik af sanktionernes ineffektivitet og manglende evne til at ændre begivenhedernes forløb . Det blev en platform for dem, der var venligtsindede med Putin, til at fremme den russiske økonomis modstandsdygtighed og beklage ulejligheden ved at implementere sanktioner for deres egne nationer. I sandhed, som rapporteret af Agathe Demarais, en senior policy fellow i geoøkonomi ved European Council on Foreign Relations og klummeskribent ved Foreign Policy, var Ruslands væksttal baseret på udvalgte prognoser, der kun favoriserede positive resultater for at vildlede IMF. Sidstnævnte havde faktisk oprindeligt forventet en nedgang på 8,5% for Ruslands økonomi. Det forudsagte resultat blev bestemt delvist afbødet af øget russisk krigsproduktion, selvom den nye oprustning tydeligvis ikke gjorde noget for at forbedre Ruslands levestandard, især i landdistrikterne, og ikke har givet noget reelt investeringsafkast i forhold til omfanget af de materielle tab, der er lidt.
Bekymringer vedrørende IMF's vurdering af den russiske økonomi har fortsat ind i krigens andet år. Dens estimater kan have haft mere at gøre med indflydelsen fra et siddende ledende russisk medlem af IMF's bestyrelse end et ønske om at undersøge, så meget som muligt, de forskellige indikatorer, der ligger til grund for en nations økonomis sundhed – kapitalstrømme, elforbrug, olie- og gasproduktion, udenlandske investeringer, lånedata, virksomheders regnskaber og udenrigshandel – for at opnå et uafhængigt mål for status. Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) rejste faktisk spørgsmål om den faldende eksport af varer, reducerede indtægter fra fossile brændstoffer, flere store multinationale virksomheders udtræden og indefrysningen af 70 % af aktiverne i Ruslands banksystem på 326,13 milliarder dollars (USD) og yderligere 21,74 milliarder dollars (USD) i aktiver, der tilhører mere end 1.500 sanktionerede individer og enheder.
Der har fundet et forbløffende tab af russisk våben sted i de sidste to år. For at få et glimt af prisen for denne krig med hensyn til militært udstyr, vil en gennemgang af produktionsomkostningerne i USD for nogle af de mere bemærkelsesværdige elementer fra krigen, der gik tabt i konflikten, give perspektiv. Sortehavsflåden har lidt et tab på cirka 20% af sin styrke før krigen. Skøn over tabet af større flådefartøjer såsom Moskva-styrede missilkrydser (750 millioner dollars), Rostov na Donu Kilo-klasse ubåden (300 millioner dollars) og det amfibiske angrebsfartøj Novocherkassk (85 millioner dollars) beløber sig til langt over en milliard USD. Når man overvejer udskiftning af sådanne fartøjer til nutidens omkostninger, ville et bemærkelsesværdigt eksempel være Novocherkassk, som blev taget i brug i 1987. Dens opdaterede pris ville komme op på omkring 280 millioner dollars, en tredobling af den oprindelige pris. Tabet af tonnage til dato for Sortehavsflåden har været betydeligt, og noget af eller hele tonnagen er uerstattelig under de nuværende omstændigheder.

Situationen på jorden har været tilsvarende barsk. Tre russiske S-400 missilsystemer til en pris på over 600 millioner dollars stykket er blevet ødelagt . Af de russiske kampvogne, der er indsat i Ukraine, har et betydeligt antal været T-72 og de mere avancerede T-90-modeller med købspriser på henholdsvis 1,2 millioner dollars og 4,5 millioner dollars . I løbet af krigens første 19 måneder gik 50 T-90M og 34 T-90A kampvogne tabt for cirka 378 millioner dollars. Tabet af væbnede personelskøretøjer (APV'er) synes at korrelere med estimaterne for tab , og i Ruslands tilfælde er mere end 11.300 APV'er ifølge AFU blevet taget ud af spillet. En række af de nyere russiske APV'er, der er blevet brugt i Ukraine, er BTR-80 og BTR-90 modellerne, selvom flere af de meget ældre modeller fra sovjettiden, såsom BTR-50, der først blev indsat i 1954, også er blevet anerkendt . Da BTR-80 nu er udgået af produktion, beløb stykprisen for BTR-90 sig fra for et årti siden til $340.000 . Oven i disse tal kommer omkostningerne forbundet med det rapporterede tab af mere end 11.600 russiske støttekøretøjer og tankvogne, der var nødvendige for at opretholde krigsindsatsen. Den investering, der kræves for at erstatte det igangværende tab af køretøjselementer alene i landkampagnen, uanset om de produceres internt eller købt andetsteds, udfordrer enhver offensiv forberedelse, når mere end en fjerdedel af Ruslands lagre af landstyrkeudstyr er gået tabt. Lige så udfordrende kan begrænsningerne i fremstillingen af nyt våben være med enhver mangel på dele på grund af sanktioner.
I luftkrigen giver tabet af to Beriev A-50 AWAC-fly til en pris af 330 millioner dollars stykket, et Ilyushin IL-22M kommando- og kontrolfly til en anslået pris på 36 millioner dollars i foråret 2023 og et andet, mere nyligt, seks Su-35-jagerfly til en enhedspris på 85 millioner dollars, der tilsammen svarer til 510 millioner dollars, og 26 Su-34-jagerfly til en enhedspris på 50 millioner dollars, der tilsammen svarer til yderligere 520 millioner dollars, en idé om de udgifter, der er forbundet med at føre en luftkrig i Ukraine. Tab af denne størrelsesorden, der kun er baseret på en delvis vurdering af Ruslands luftkampagne, fører til spørgsmål vedrørende brugen af landets resterende og dyrere fly.
De løbende militærudgifter vil i vid udstrækning blive brugt på produktion eller køb af militærudstyr samt betalinger til sårede soldater og familier til dem, der er faldet i kamp. Den russiske industris ineffektivitet og korruption og den deraf følgende manglende profit i flere af dens statsejede virksomheder vil bidrage til de udgifter, der er nødvendige for at opretholde krigen. Overraskende nok tjente forsvarsindustrigiganten Rostec mindre i overskud i 2022 under krigen end i 2020, og United Shipbuilding Corporation tabte også anslået 224 millioner dollars i 2022 efter et profitløst 2021.
I tråd med sine forsøg på at tegne et billede af russisk økonomisk velstand, mens bedre ræsonnerede økonomer ville mene noget andet, fastholder Putin , at økonomien er "bedre end tidligere forventet", idet han henviser til gunstige tendenser i BNP og inflation i sommeren 2023, igen uden tilstrækkelig rapportering af de detaljer, der ligger til grund for meddelelsen. Indtil videre er stigningerne i Ruslands BNP i høj grad blevet drevet af øgede offentlige udgifter til krig og infrastruktur. Forsvarsbudgettet steg fra 2,7 % af BNP i 2021 før krigen til 3,9 % i 2023 og stiger med mere end 70 % i 2024 til 6 % af BNP eller en indtægt på 349 milliarder dollars, hvoraf omkring en tredjedel angiveligt skal betales af olie- og gassektoren. Globale sanktioner har været meget straffende, og finansmarkederne og adskillige eksportmarkeder for russiske råvarer er blevet lukket. En deprimeret økonomi er opstået med stigende omkostninger til forretningsaktivitet. Olie- og gasindtægterne i første halvdel af 2023 var faldet med næsten 50 % i forhold til samme periode i 2022 på grund af reducerede priser på russisk råolie og lavere naturgasmængder. Budgetunderskuddet i perioden januar-maj 2023 blev rapporteret til at være 17 % over det planlagte og godkendte for hele året.

Trods en stigning i de globale oliepriser i den sidste del af 2023 holdt EU's øgede håndhævelse af prisloftet på russisk råolie eksportindtægterne nede og tvang rabatter på eksport andre steder. Året 2023 sluttede med et fald i Ruslands olie- og gasindtægter på 24 % eller 99,4 milliarder dollars, selvom der er forventninger om en genopretning i 2024 med omdirigering af olie til Kina, Indien og Tyrkiet og en beskeden stigning i transit af naturgas til Europa gennem den nye TurkStream-rørledning. Gasleverancer til Europa i 2023 faldt samlet set med 55 % med lukningen af transit gennem Ukraine. Problemet blev yderligere værre med det nylige angreb på den gigantiske eksportterminal for olie og gas i Østersøen, der forårsagede betydelig skade på Ust-Luga-komplekset, der ligger i Finske Bugt vest for Skt. Petersborg. Novatek, Ruslands største producent af flydende naturgas, indstillede driften på anlægget, der forarbejder gaskondensat til jetbrændstof, fyringsolie og andre produkter til Ruslands militær og det internationale energimarked.
Flere faktorer peger på en usikker fremtid for den russiske økonomi i indeværende år og en mere sikker tilbagegang på lang sigt med Ruslands manglende implementeringsforanstaltninger til at balancere sin økonomi. Jeffrey Sonnenfeld og Steven Tian fra Yale School of Management har påpeget, at Putin "kannibaliserer" Ruslands statsejede virksomheder og udvinder deres rigdom gennem beskatning for at opretholde sin militærkampagne på trods af betydelige tab. Mellem krigens begyndelse i februar 2022 og juni 2023 forlod 253 milliarder dollars i privat kapital Rusland, udenlandske direkte investeringer er reelt ophørt, og russiske aktiver værdiansat i rubler har mistet betydelig værdi på de globale markeder. Mere end 1.000 udenlandsk ejede virksomheder har enten begrænset driften eller forladt Rusland helt; af sidstnævnte store amerikanske virksomheder McDonald's, Ford, General Motors, International Business Machines (IBM), Microsoft, Intel, Goldman-Sachs, Amazon og andre.
Udenlandske russiske bankaktiver til en værdi af mere end 300 milliarder dollars og private aktiver tilhørende oligarker og andre embedsmænd i Putins regime, der var indefrosset ved krigsudbruddet, er nu mål for konfiskation for at hjælpe Ukraine. Ligeledes forhindrer manglen på adgang til en stor del af det globale marked russiske virksomheder i at udstede nye aktier eller obligationer. Den russiske fremstillingssektor er blevet udvidet for at imødekomme den indenlandske efterspørgsel, primært til forsvarsindustrien, i takt med at nye eksportordrer falder. Imidlertid vil de høje omkostninger til importerede varer, forstærket af den svækkede rubel og den høje inflation, hæmme denne proces i den nærmeste fremtid. Omgåelse af sanktioner, fremmet af Kina, Tyrkiet, Cypern, De Forenede Arabiske Emirater, Georgien og Armenien, har muliggjort import af kontrollerede varer, selvom yderligere sanktioner kan lukke sådanne smuthuller inden længe.
Ruslands inflation er steget siden april 2023 og nåede op på omkring 7,5 % i november, hvilket har tvunget centralbanken til at holde renten høj. Faktisk var renten allerede blevet hævet til 16 % i december som følge af den fortsatte stigning i militærudgifter og vestlige sanktioner, der forværrede inflationsprognosen .Som følge af det betydelige fald i udenlandske investeringer er økonomien også blevet mere og mere afhængig af staten. Samtidig truer et stigende statsunderskud med at udtømme Ruslands suveræne "regnvejrsdags" National Wealth Fund (NWF), der var vurderet til 100,4 milliarder dollars på tidspunktet for krigsudbruddet, med få levedygtige muligheder for at undgå denne tilsyneladende uundgåelighed. Likvide aktiver i NWF er allerede faldet med 44 % siden februar 2022.
En "uventet skat" blev indført for visse industrier, der var målrettet mod overskydende profit i 2022. En ændret skat på olieindustrien blev pålagt, baseret på, hvad regeringen mente var en "rimelig" pris for det solgte, hvilket tvang eksportører til at forhandle om bedre priser med købere i især Asien. Dette skete på baggrund af EU's olieembargo og et prisloft på 60 dollars pr. tønde for solgt olie, hvilket medførte en global rabat for russisk olie. Det amerikanske finansministerium har taget nyere foranstaltninger for at stramme prisloftet gennem nye sanktioner rettet mod skibsejere og andre identificerede handlende, der transporterer russisk råolie over loftet, efter at der blev identificeret mangler i udførelsen af restriktionerne. Bloomberg Economics har forudsagt, at de likvide aktiver, der er tilbage i NWF, muligvis i bedste fald kan vare yderligere et eller to år, hvis olieeksportpriserne falder til under 50 dollars pr. tønde.
Stigende militærudgifter tvinger den russiske økonomi ud på en evig krigsførelse , der vil være den primære vækstdriver, indtil denne vækst ikke længere er brugbar. Udgifterne til uddannelse, sundhedspleje og andre sociale ydelser, der har til formål at varetage nationens velfærd, vil være forholdsvis lavere. Sidstnævnte kan vise sig at være endnu et offer for krigen, hvis prognoserne for indtjeningen i olie- og gassektoren ikke når det niveau, der kræves for at holde det foreslåede budget oppe. Afhængigheden af import for at opretholde en krigsøkonomi vil fortsætte med at forstærke inflationstendensen, hvilket får renten til at stige yderligere og investeringerne til sidst at gå i stå.
Ruslands manglende militære fremskridt i det seneste år, på trods af betydelige udgifter til personel og tab af våben, kombineret med den stigende økonomiske byrde drevet af desperate forsøg på at opretholde krigsindsatsen, er blot to faktorer i det store cirkus af begivenheder, der truer Putins diktatur. Disse faktorer vil til gengæld påvirke en anden endnu mere truende bekymring, og en som alle autoritære i sidste ende må stå over for, når deres vrangforestillinger møder virkeligheden.
Mere følger.
Copyright @Kost Elisevich, MD, PhD 2024. Alle rettigheder forbeholdes. Enhver ulovlig gengivelse af dette indhold vil resultere i øjeblikkelig retssag.
En tanke om “Putins odds (del 1) – Dissonansen mellem krig og økonomi”
Kommentarer er lukket.