I løbet af det seneste århundrede har russiske ledere, bortset fra én, forsøgt at præsentere sig selv for deres egen regering og deres folk ved, hvor godt de har ført konflikter med Vesten. Mere direkte sagt har de forblevet fast besluttet på, at militær og global territorial dominans over USA (USA) var altafgørende i deres opfattelse af et vildledt og groft overvurderet kapløb om toppen, der alt for ofte lod deres folks velfærd stå bagud. Autoritært lederskab i skikkelse af en sovjetisk kommunistisk stat med fokus på væksten af sin militærindustrielle magt forårsagede i sidste ende deres regimes økonomiske undergang og dermed sammenbruddet af Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker. Det samme vil ske i dette århundrede.
Vladimir Putin er af fortiden og er med sin opførsel opslugt af ideen om Rusland som en imperialistisk stat. Som det har været sædvanligt, har han brug for noget udefrakommende at hade for at vende opmærksomheden væk fra sin mere åbenlyse forpligtelse som forvalter af en nation, der har hårdt brug for reparation. I stedet for at tage sig af dens hjemlige velfærd i et globalt samfund, der søger ægte samarbejde om så store spørgsmål som handel, miljø, klimaforandringer, fødevareforsyning og sikkerhed, vælger Putin den brutale opførsel fra et tidligere, vanærende stalinistisk regime og en vision for en mørk fremtid med fortsat global uro for at genvinde en kopi af det tsaristiske Ruslands spøgelsesagtige herlighed.
Det enestående kendetegn, der ligger til grund for alle andre forhold vedrørende den nuværende regeringstilstand i Rusland, er en dybt forankret korruption. Den var udbredt under det tidligere kommunistiske regime, men har igen ført til en underminering af den nuværende regerings effektivitet i at varetage sine statslige anliggender og svækket dens institutioner, herunder militæret. Putin har indrømmet problemet uden at præcisere, at det var ham, der blot havde omkonfigureret og videreført den langvarige russiske regeringspraksis med korruption , og på trods af proklamationer om nu at forsøge at løse denne situation, er der gjort få fremskridt, især på højeste niveau, hvor det værste af det sker.
Derudover har Rusland eksporteret sin korruption for at nå strategiske mål i sin udenrigspolitik ved at underminere demokratiske institutioner andre steder, hvilket blev tydeligt i USA ved valget i 2016 og i Storbritannien, eksemplificeret ved Skotlands uafhængighedsfolkeafstemning i 2014, Brexit-folkeafstemningen i 2016 og parlamentsvalget i 2019. Måske har Ruslands største udenlandske korruptionsindflydelse været i Ukraine, hvor bestræbelserne på at kontrollere landets politiske og valgmæssige proces, udover infiltrationen af russiske kriminelle elementer, lykkedes med at sikre valget af en pro-Putin-marionet, Viktor Janukovitj, til præsidentposten i 2010. Janukovitj viste sig i sidste ende at være uønsket for ukrainerne på grund af sin troskab til Rusland, for at handle imod befolkningens vilje og for at have udført korrupte regeringspraksisser. Han blev afsat under Maidan-revolutionen i 2013-14, hvilket førte til Putins næsten øjeblikkelige og åbenlyst ulovlige intervention på Krim og hans efterfølgende indtrængen i det østlige Ukraine.
Før sin præsidenttiltrædelse i januar 2000 var Putin allerede involveret med etablerede russiske kriminelle elementerog forbandt dem tæt med operationer udført af hans føderale sikkerhedstjeneste (FSB), som han var direktør for, da Boris Jeltsin var præsident. Jeltsins regering i 1990'erne var blevet fanget i kaoset under Ruslands økonomiske overgang fra en massiv statsdrevet virksomhed til en med overvejende privat ejerskab af adskillige industrier og tjenester, hvilket gav anledning til en økonomi, der i vid udstrækning blev kontrolleret af relativt få midler og en grådig grådighed.
Et behov for virksomhedssikkerhed gav den nyligt kriminaliserede FSB en mulighed for at infiltrere den omstrukturerede økonomi og sørge for den form for overvågning, der var nødvendig for at Putin kunne nå til en forståelse med virksomhedsledere om, at de i sidste ende ville stå til ansvar over for ham, når han krævede deres samarbejde. Putin lykkedes med at genoprette en stor del af Ruslands mere lukrative industrier tilbage under statskontrol, og dermed gav han sig selv, sin inderkreds og regeringsrepræsentanter et middel til at profitere fra transaktioner, der finder sted mellem staten og private virksomheder. Reguleringsstandarder og retsligt tilsyn blev ellers korrumperet i processen for at fremme grådighedens mekanismer. Det, der fulgte, har resulteret i en manglende evne for Rusland til at opfylde og opretholde en universel samfundsstandard, der svarer til den udviklede verden, og til at sørge for befolkningens grundlæggende behov.
Sundhedssystemet tjener som et rimeligt udgangspunkt for at undersøge velfærden i denne nation, der dækker et territorium på 6,6 millioner kvadratkilometer og en befolkning på 144.444.359. Den store størrelse af denne landmasse har gjort den ensartede levering af territoriale lægetjenester groft ubalanceret og et kronisk problem på grund af manglende offentlig finansiering, især under Putins ledelse. Sundhedsudgifterne som en procentdel af BNP varierede fra 4,75 % til 5,36 % mellem 2000 og 2018, hvilket er et godt stykke under EU-gennemsnittet på 10 % og endda under udgifterne fra sovjettiden i 1960'erne. En Bloomberg-rapport rangerede ikke overraskende russisk sundhedspleje sidst ud af 55 udviklede nationer.

Mere end 17.500 byer og landsbyer er blevet rapporteret at være uden medicinsk infrastruktur. Tretten russiske territorier mangler psykologer og socialrådgivere til at håndtere psykiatriske lidelser, mens en tredjedel af de psykiatriske hospitaler anses for at være uhygiejniske. Et etableret system med universel sundhedspleje har vist sig ligeledes at være utilstrækkeligt for de fleste af befolkningen i denne sammenhæng, og det får kun sporadisk opmærksomhed, når det anses for politisk hensigtsmæssigt. Det dækker ikke de fleste behandlinger, der anses for livsvigtige, hvilket efterlader patienter og deres familier bebyrdede med de fulde omkostninger ved de leverede ydelser.
Privat forsikring synes fortsat at være en nødvendighed, men alligevel har kun 5 % af russerne en, da de ikke har råd til omkostningerne, og der ikke er nogen statslige tiltag på plads for at afhjælpe situationen. Bestikkelse af offentligt ansatte for at yde grundlæggende pleje er ikke ualmindeligt ifølge en rapport fra Global Corruption Barometer , hvor det anslås, at 27 % af alle tilfælde på landsplan er nødt til at underkaste sig denne praksis. Transparency Internationals korruptionsindeks fra 2022 rangerede Ruslands offentlige sektorsom nummer ud af 180 nationer. Ruslands anklagemyndighed har derfor betegnet organisationen som "uønsket" på grund af dens aktiviteter og beskyldt den for at blande sig i statens interne anliggender og på en eller anden måde udgøre en trussel mod dens "forfatningsmæssige orden og sikkerhed". Som følge af disse flere faktorer blev Ruslands sundhedssystem rangeret som nummer 58 ud af 89 i et sundhedsindeks over lande, der anses for at have tilstrækkelige midler til at yde sundhedsydelser til deres befolkning.
Den nylige COVID-19-pandemi i Rusland blev mødt med den samme uhensigtsmæssige tidlige regeringsindgriben som i USA, hvilket førte til katastrofale konsekvenser og rapporterede 1.029.180 overskydende russiske dødsfald i 2020 og 2021. De offentlige udgifter som en procentdel af BNP steg til 7,6 % i 2020, da pandemien var ved at nå sit højdepunkt, og de russiske dødelighedstal var blandt de højeste i verden. Udgifterne faldt til 6,5 % i 2022, hvilket svarer til tallene fra sovjettiden, på trods af den nylige ret betydelige byrde af tab forårsaget af Putins krig i Ukraine, der blev lanceret i slutningen af februar 2022.
De hyppigste dødsårsager i Rusland i løbet af Putins første årti omfattede hjertesygdomme, slagtilfælde, traumatiske skader, lungekræft og forgiftninger. Korrigeret for datidens befolkningsstørrelse giver sammenligninger med USA indsigt i den relative sundhed og levering af sundhedspleje i hvert samfund. Selvom hjertesygdomme var rangeret først i begge lande, var den relaterede dødelighed i Rusland mere end tre gange så høj som i USA, mens slagtilfælde som nummer to var næsten syv gange højere. Traumeforårsagende dødsfald, der var nummer tre i Rusland med langt over seks gange så høj forekomst, var nummer 21i USA. Ligeledes indtog forgiftninger i Rusland 5.pladsen med næsten fire gange så høj forekomst som i USA, hvor disse var nummer 20som dødsårsag. Disse to sidstnævnte årsager ligger til grund for alvorlige bekymringer relateret til offentlig politik og lovgivningsmæssige spørgsmål i Rusland mere end blot levering af sundhedspleje. Et andet træk, der viste en fortsat mangel på opmærksomhed, var den indsats, der blev gjort for behandling af human immundefektlidelse (HIV) og erhvervet immundefektsyndrom (AIDS) som dødsårsager. I Rusland rangerede disse som nummer 6med mere end 8,6 gange så mange dødsfald registreret i 2009 sammenlignet med USA, hvor de var rangeret somnummerDødsfald tilskrevet de 10 hyppigste dødsårsager i Rusland i 2009 udgjorde mere end 3,4 gange så mange som fra de samme årsager i USA.
I en tale ved en medicinsk konference i 2011 lovede Putinsom en topprioritet at forbedre sundhedsydelserne, øge forventet levealder og reducere dødeligheden, i anerkendelse af befolkningstilbagegangen på det tidspunkt. Lignende løfter blev givet i det foregående årti. Selvom der blev øremærket midler til indsatsen, blev der brugt mange midler på indkøb af udstyr og opførelse af nye faciliteter uden tilstrækkelig opmærksomhed på personaleuddannelse, organisatoriske forbedringer, lønninger, udbredte regionale ubalancer, folkesundhedsforanstaltninger, forebyggelse og tilsyn med sundhedssystemets finansiering. Disse problemer kom frem i lyset ikke kun med den utilstrækkelige korrektion af eksisterende sundhedsproblemer, men også med COVID-19-pandemiens ankomst i 2019-20.

Rusland havde den højeste COVID-19-dødelighed i Europa og var i Asien kun overgået af Indien. På grund af manglende gennemsigtighed og tendens til at manipulere tal ud over landets notorisk utilstrækkelige testforanstaltninger på sit enorme territorium var der stor mistanke om, at de sande tal faktisk var meget højere. I 2022 var 137.222 russiske dødsfald stadig relateret til pandemien, hvilket svarer til 95 dødsfald pr. 100.000 mennesker sammenlignet med 72 dødsfald pr. 100.000 mennesker i USA. Sidstnævnte var nu relateret til en mere accelereret og konsekvent folkesundhedsbevidsthed under en ny regeringsadministration med en aldersjusteret dødsrate, der faldt med 47 % fra 2021. I første kvartal af 2023 var Rusland rangeretsom nummer , mens USA faldt tilnummer i verden for pandemirelateret dødelighed.
Mere end et årti efter Putins storslåede plan fra 2011 og tilsyneladende løbende bestræbelser på at forbedre sundhedsvæsenet er der dukket forholdsvis lidt op for at forbedre resultaterne. Meget er forblevet det samme eller blevet forværret. Den gennemsnitlige levetid for både mænd og kvinder i 2000 var 65 år, og i 2020 viste estimater, at selvom kvinder levede til 77,8 år, levede mænd stadig kun i gennemsnit på 66,3 år. Den forventede levetid for en russisk mand på 15 år er nu sammenlignelig med Haitis, hvor den for nylig er faldet med næsten fem år som følge af forværringen af sundhedsvæsenet, manglen på sociale ydelser og ubøjelige livsstilsvaner, der nu forværres af krisen forårsaget af krigen. Den sammenlignelige gennemsnitlige levetid for mænd i EU var 77,7 år i 2022, hvilket ikke kun afspejler utilstrækkeligheden af sundhedsvæsenet i Rusland, men også den kroniske mangel på opmærksomhed på forebyggende foranstaltninger i sundhedspolitikken, der ville medføre de livsstilsændringer, der er nødvendige for at overvinde en så betydelig uoverensstemmelse.
Det seneste dramatiske fald i den russiske befolkning er blevet tilskrevet COVID-19-pandemien, militære tab, emigration af unge mænd og deres familier, der undslap værnepligt, og et fortsat fald i fødselsraten. I de seneste tre år er det anslået, at to millioner mennesker er forsvundet fra befolkningen, med 560.000 alene i 2022. I år 2000, da Putin blev præsident, var Ruslands fødselsrate anslået til 9,3 pr. 1.000 mennesker, hvilket steg til 12,9 i 2014, hvorefter der har været et støt fald , hvilket især ses i successive årlige fald på 2,37 %, 2,42 % og 2,48 % fra 2020 til 2023.
Dødeligheden har oversteget fødselsraterneog er steget fra 14,6 dødsfald pr. 1.000 mennesker i 2020 til 16,7 i 2021, selv før krigsudbruddet. I absolutte tal udgjorde dødsfaldene 1.043.340 i 2021, hvilket overstiger antallet af dødsfald, der blev etableret i løbet af Putins første fem år i embedet, hvor tallene varierede fra 792.930 til 958.530. Under Putins ledelse er Ruslands befolkning derfor faldet fra 146,6 millioner i 2000 til 144,4 millioner i 2023, hvilket efterlader landet med en støt stigende gennemsnitsalder, der er steget i løbet af de sidste to årtier fra 37,1 år til 40,5 år. Pr. januar 2022 udgjorde russiske mænd i alderen 20 til 40 år, som normalt udgør størstedelen af rekrutteringen til militærtjeneste, 19,8 millioner eller 13,7 % af den generelle befolkning, sammenlignet med de 13,6 %, der ses i USA. Der har været et bekymrende fald blandt russiske mænd i alderen 20 til 24 år som en procentdel af den mandlige befolkning fra 9 millioner i 2010 til 5 millioner i 2022, meget af det endda før de seneste krigsofre og emigrationstal.

Sådanne tal har fået lederen af den russisk-ortodokse kirke, patriark Kirill, en ivrig tilhænger af Putins folkedrab i Ukraine, til at opfordre til en afslutning på aborter. Putins regime synes imidlertid at være kommet over en anden mere hurtig løsning, nemlig at kidnappe ukrainske børn med henblik på adoption i russiske familier. Et aktuelt konservativt skøn identificerer 16.226 ukrainske børn, der er blevet taget i alt, hvoraf lidt over 300 er blevet returneret, en forbrydelse, som Putin er blevet tiltalt for af Den Internationale Straffedomstol i Haag. En nyere meddelelse fra det russiske parlaments overhus indikerede, at 700.000 børn er blevet bragt til Rusland, de fleste i krigens første måneder, hvilket tyder på en bevidst plan om ekspropriation som Ruslands udpegede ejendom. I betragtning af omfanget af brutaliteten i denne uprovokerede og ulovlige russiske invasion må man argumentere for, at det næppe er af humanitære årsager, at denne kidnapningsproces blev indledt.
I sidste ende blev den finansiering, der var afsat til sundhedsvæsenet, ikke uventet, dårligt forvaltet, hvilket tillod velkendte korrupte praksisser udført af velplacerede individer at drage fordel af transaktionelle aftaler mellem staten og den private sektor. En skandale brød ud over udbudsprocesser relateret til billeddannelsesudstyr, hvor priserne fordobledes og tredobledes i flere regioner. Desuden var den blotte placering af sådant udstyr på fjerntliggende regionale medicinske faciliteter uden lokal teknisk og medicinsk ekspertise til at udføre og fejlfinde de nødvendige procedurer eller oprette de programmer, der var nødvendige for at håndtere patienter, dømt til at mislykkes med at opnå formålet med hele projektet. Dette resulterede kun i spild og ineffektivitet uden at skabe den tilsigtede ensartethed i sundhedsydelserne, som angiveligt var søgt. En ordentlig vertikalt integreret medicinsk struktur til at betjene befolkningen blev aldrig udtænkt i alt dette.
Et eksempel på den form for snyd og profitteri vedrørende sundhedsfinansiering, der har fundet sted, kom frem i en undersøgelse, der identificerede to af Putins Kreml-medarbejdere, der udnyttede den betydelige pengestrøm, der gik fra statskassen til den private sektor. Nikolai Shamalov, en nær bekendt af Putin, var tilfældigvis også en russisk regional salgschef for AG Siemens, en stor tysk producent af medicinsk billeddannelsesudstyr. En anden medarbejder, Dmitry Gorelov, der var medstifter af et firma, Petromed, der distribuerede medicinsk udstyr, fik retten til at levere til flere af Putins nye hospitaler og modtog 120 millioner dollars (USD) for disse bestræbelser. I mellemtiden havde Petromed i en femårig periode (2005-2010) importeret medicinsk udstyr til en værdi af mere end 205 millioner dollars (USD), primært billeddannelsesrelateret fra Siemens. I stedet for at få betalingen sendt direkte fra Petromed til Siemens, blev den sendt til et mellemliggende britisk firma ved navn Greathill Ltd, som oprindeligt havde købt udstyret og blev kontrolleret af Shamalov og Gorelov. Petromed købte nu udstyret, primært computertomografi (CT)-scannere, fra Greathill til stærkt oppustede priser, ofte mere end det dobbelte af den oprindelige pris, ved hjælp af de penge, som staten havde givet dem. Greathill eksisterede tilsyneladende kun på papiret og var faktisk klient hos et revisionsfirma i det nordlige England. Virksomheden brugte en aktionærudpeget bestyrelse bestående af et andet revisionsfirma i det sydlige England. Både Shamalov og Gorelov engagerede også hver især en schweizisk trust, Interis, til at erhverve aktier i Greathill som et yderligere middel til at profitere fra de transaktioner, der fandt sted.

Historien vender nu tilbage til Putin og oprettelsen af en enorm ejendom med øgenavnet "Putins Palads" ud for Sortehavets nordøstkyst i det sydlige Rusland. Efter overførslen af midler fra Petromed til Greathill overførte sidstnævnte mindst 56 millioner dollars (USD) til de schweiziske bankkonti tilhørende et belizisk selskab, som til gengæld sendte mindst 48 millioner dollars (USD) til et firma i Washington DC, Medea Investment. Disse penge finansierede nu køb af byggematerialer til opførelsen af ejendommen. Medea Investment var ejet af den italienske arkitekt Lanfranco Cirillo, der var designer af ejendommen.

Den politiske modstander og leder af Ruslands Antikorruptionsfond (FBK), Alexey Navalny, har givet betydelige yderligere detaljer om den ulovlige finansiering af opførelsen af ejendommen, der i sidste ende beløb sig til 1,35 milliarder dollars (USD), ud over indretningen af de adskillige tilknyttede faciliteter. Der er udpeget en flyveforbudszone til anlægget, som også er under løbende overvågning af FSB. Omledning af midler væk fra projekter, der har til formål at forbedre den gennemsnitlige russers velfærd og til gavn for de allerede privilegerede i samfundet, minder en om den berettigelsesfølelse, der er typisk for et aristokrati, og perspektivet for et imperialistisk Rusland, der synes at passe Putin.

Korruption fra den russiske elite og Putin selv florerer i landet og fortsætter med at hæmme ikke kun den effektive modning og levering af sundhedspleje, men også mange andre facetter af det russiske samfund. Omfanget af tyveri, der har fundet sted indtil videre, kombineret med manglen på tilstrækkelig lovgivningsmæssig og retslig kontrol, har resulteret i, at det ikke lykkedes at hæve sundhedsstatus i hele landet. Trods al Putins retorik, der lover en bedre fremtid, er der gået tilstrækkelig tid til at vise, at han i sidste ende har opnået meget lidt for sit folk. Over 20 års inkompetent lederskab på den indenrigspolitiske front bør ikke tolereres af et land, der anser sig selv for at være udviklet.
Copyright @Kost Elisevich, MD, PhD 2023. Alle rettigheder forbeholdes. Enhver ulovlig gengivelse af dette indhold vil resultere i øjeblikkelig retssag.
Utrolig skarp analyse. Jeg anede ikke, at du var mere end "bare" neurokirurg. Jeg ser frem til at arbejde sammen med dig igen snart.