Putins planer om imperium vs. Putins frygt for NATO-indgreb

Der er i løbet af det seneste år udkommet en række essays om NATO's handlinger i forbindelse med at understøtte Vladimir Putins beslutning om at invadere Ukraine, en suveræn nation, i et forsøg på at overtage regeringen med det tilsyneladende formål at forhindre dens assimilering i NATO. I bund og grund var det NATO's gradvise og forsætlige indgreb i Rusland, der var sagens kerne. Putins erklærede mål var imidlertid at afnazificere og demilitarisere Ukraine, fordi han så det som en trussel mod Rusland og alle etniske russere i Ukraine. Vi har endnu ikke set et klart argument, der retfærdiggør beskyldningen og de efterfølgende handlinger, som ikke bringer skam over hans regime og Rusland over for det meste af verden.

Vladimir Putin, 2022. Kredit: todesblei

Ukraine var aldrig en trussel mod Rusland, og landet har heller aldrig udtalt, at det ville være det. For næsten tre årtier siden valgte landet at opgive hele sit atomarsenal og tilhørende våben til gengæld for garantier for, at dets suverænitet ville blive beskyttet, som aftalt i Budapest-memorandummet (1994), der blev underskrevet af Rusland, USA og Storbritannien. Ligeledes var der ingen forfølgelse fra den ukrainske regerings side af etniske russere i det østlige Ukraine, og det var heller ikke urimeligt, at Ukraine krævede, at ukrainsk skulle være dets officielle nationalsprog. Der var aldrig et forsøg på at eliminere det russiske sprog eller den russiske kultur fra samfundet eller fra nogen anden etnicitet. Sidstnævnte stod i skarp kontrast til det århundreder gamle forsøg fra det kejserlige Rusland og efterfølgende Sovjetrusland på at underminere det ukrainske sprog og den ukrainske kultur gennem sin russificeringsproces. Endelig modbevises forestillingen om, at Ukraine blev overrendt af nazister og ledet af et ekstremistisk regime, af det faktum, at den folkelige afstemning i 2019 støttede et centristisk, pro-europæisk parti. Højreekstremistiske elementer har aldrig haft nogen indflydelse på regeringsanliggender i de sidste tre årtier af Ukraines uafhængighed siden opløsningen af ​​Unionen af ​​Sovjetiske Socialistiske Republikker (USSR).
Ellers
tager påstande, der beskylder NATO for at konspirere for at øge sin indflydelse over Østeuropa og true Ruslands grænser, ikke højde for den betydelige historie i det 20. århundredes Østeuropa under russisk hegemoni. Alle sådanne påstande har set Rusland som et offer i sagen, men har på en eller anden måde overset ønsket fra de adskillige nationer i Ruslands nærhed, der søger sikkerhedsgarantier mod fremtidige undertrykkende russiske regimer som det kejserlige Rusland i det 19. århundrede eller Sovjetrusland i det 20. århundrede. Argumentet her er ikke, at det suveræne Rusland skal betragtes som et offer for et voksende NATO, men at adskillige suveræne østeuropæiske nationer, herunder de baltiske stater og nu Finland, er værdige til den samme overvejelse. Hvorfor er vi tilbøjelige til at forsvare Rusland og søge dets forsoning og nægte andre nationer deres retmæssige ønske om sikkerhed mod et land, der har søgt at undertrykke dem? Som en påmindelse opretholder NATO et princip om kollektivt forsvar og krisestyring for sine medlemmer for at reagere på udefrakommende aggression rettet mod et af dets medlemmer og for at hjælpe med at håndtere interne farer. Det er ikke der for at føre krig af nogen anden grund. Alt, hvad der er tilbage, er, at Rusland opfører sig på en måde, der kræves af dets adskillige tidligere aftaler om at respektere andre landes grænser.

Den stærkt overdrevne misinformation om løfter givet til Rusland under Sovjetunionens opløsning og endelige sammenbrud vedrørende yderligere udvidelse af NATO i Østeuropa kræver særlig granskning. Sagen har at gøre med et topmøde i 1990 mellem præsident George H.W. Bush og den sovjetiske præsident Mikhail Gorbatjov, hvor blandt andet Tysklands genforening blev drøftet. Gorbatjov accepterede ideen om, at et genforenet Tyskland ville blive en del af NATO, som et valg, landet havde truffet. Dette var i overensstemmelse med princippet fastlagt af Konferencen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa, underskrevet i Helsinki i 1975, hvor det blev erklæret, at nationer frit kunne alliere sig med andre, hvis de fandt det nødvendigt. Der var ingen diskussion om yderligere NATO-udvidelse ifølge hverken Gorbatjov eller hans udenrigsminister, Eduard Sjevardnadze, som fortalt af Robert Zoellick, den tidligere understatssekretær, der var til stede ved bordet. Det, der faktisk var blevet aftalt, involverede en forsikring om, at NATO ikke ville bevæbne Østtyskland, hvilket det ikke gjorde. Ligeledes, da der i 1996 blev drøftet om optagelse af tidligere Warszawapagtnationer i NATO under Clinton-administrationen, havde Rusland ingen indvendinger.

NATO-Rusland-grundakten om gensidige forbindelser, samarbejde og sikkerhed, underskrevet i 1997, skabte en køreplan for samarbejde og forsikrede Rusland om, at NATO opretholdt en defensiv holdning, der ikke udgjorde nogen direkte militær trussel. På NATO-Rusland-rådets topmøde i Rom i 2002 rejste Putin selv ingen bekymringer vedrørende NATO's udvidelse. Tyve år senere tilsluttede Finland sig NATO med sin 830-mil lange grænse langs Rusland, og Rusland reagerede knap nok mere end udenrigsminister Sergej Lavrov, der nævnte: "Lad os se, hvordan deres territorium bruges i praksis i den nordatlantiske alliance." Ukraine var tydeligvis selve det virkelige vendepunkt for Putin, og dette går i højere grad tilbage på, hvad Zbigniew Brzezinski, tidligere national sikkerhedsrådgiver under Carter-administrationen, erklærede i sin bog ("Strategic Vision: America and the Crisis of Global Power; 2012"): "Det kan ikke understreges nok, at uden Ukraine ophører Rusland med at være et imperium, men med Ukraine underordnet og derefter underordnet bliver Rusland automatisk et imperium."

Det er Ukraines strategiske værdi for Rusland og Putins tilbøjelighed til at betragte det, som om det er forblevet en vasalstat, der har styret hans dagsorden. Putins regime har konsekvent bestræbt sig på at udøve indflydelse på Ukraine ved at blande sig i dets politiske og regeringsmæssige anliggender til et punkt, hvor det førte til Maidan-revolutionen i 2013-2014. Sidstnævnte skete, da Ukraines pro-russiske præsident, Viktor Janukovitj, forrådte sin valgplatform, hvori hans intentioner var at gå videre med en associeringsaftale for at blive medlem af Den Europæiske Union (EU). I stedet støttede han Putins tilbud om en redningsaktion for Ukraines statsgæld og en prisreduktion på russisk gas, hvilket var i modstrid med det store flertal af ukrainere. Janukovitj-regeringen var på det tidspunkt allerede blevet anerkendt som et undertrykkende regime med beskyldninger om korruption og klare udtryk for pro-russiske følelser. Især Janukovitjs benægtelse af Holodomor, hungersnøden i 1932-1933, en folkedrabshandling forårsaget af Stalin i et forsøg på at eliminere ukrainske jordbesiddere, der udgjorde en stor del af den anti-sovjetiske opposition på det tidspunkt, var en fornærmelse mod befolkningen, som heller ikke ville blive tilgivet.

Maidan, som revolutionen blev kaldt, havde intet at gøre med NATO. Desuden havde hverken EU eller USA nogen rolle i at orkestrere eller finansiere den begivenhed, der væltede Janukovitj-regeringen og sendte præsidenten i fristed til Rusland. Alligevel forsøgte Rusland at give den amerikanske regering skylden ved at fordreje nyheder om finansieringen af ​​masseprotesten, hævde at der var blevet stillet 5 milliarder dollars til rådighed til formålet, og beskylde den daværende assisterende udenrigsminister Victoria Nuland for at manipulere de begivenheder, der udfoldede sig. De ovennævnte akkumulerede amerikanske investeringer i Ukraine var faktisk blevet foretaget helt tilbage til 1991, da Ukraine først opnåede sin uafhængighed. Midlerne var beregnet til at hjælpe Ukraine med at opnå stabil og sikker demokratisk regeringsførelse og fremme borgerdeltagelse. Der var ingen forbindelse til begivenhederne op til Maidan eller dens udførelse.

Ukraine var på egen hånd på vej mod EU og Vesten, og dette var tilstrækkeligt til, at Putin forstod, at på trods af at Ukraine som en suveræn nation havde ret til selvbestemmelse, var det simpelthen for meget for en russisk demagog og imperialist at acceptere, især en hvis forestillinger om det imperialistiske Rusland forblev altafgørende. For ham ville dette retfærdiggøre hans indtrængen på Krim i 2014 for at bevare Ruslands strategiske militære tilstedeværelse og kort efter indtrængen i det østlige Ukraine, hvor en separatistbevægelse blev næret og støttet af russiske paramilitære styrker. Det, der nu skulle følge, involverede et uærligt forsøg på at bilægge tvister i det østlige Ukraine med Minsk-aftalerne og Putins skammelige omskrivning af ukrainsk historie som en fodnote til et større Rusland. Den deraf følgende promovering af ideen om, at de to folk virkelig var ét, ville aldrig stemme overens med den ukrainske nationale følelse, da den heller ikke ville være det historisk set. Med hensyn til sidstnævnte synes Putins handlinger i denne umenneskelige krig med dens vilkårlige bombning af civil infrastruktur at være ret i modstrid med hans udtrykte følelse.

Der har også været et indtryk af, at Putin i de første år af sit præsidentskab hældte mod Vesten, måske endda mod dets demokratiske idealer, og at NATO, ved sin vedholdenhed i at erhverve nationer inden for sin fold, tvang ham til at opføre sig anderledes. For at afkræfte nogen af ​​denne opfattelse ville en overfladisk gennemgang af disse år argumentere for et andet perspektiv på karakteren og intentionerne hos denne tidligere officer i Komitéen for Statens Sikkerhed (KGB). Putin steg op i Boris Jeltsins regering i 1990'erne og blev direktør for den føderale sikkerhedstjeneste (FSB), som havde erstattet den ældre KGB i USSR. Han ville blive premierminister i de senere år af Jeltsins regeringstid som præsident, da både sidstnævntes helbred og politiske status vaklede. For Putin, en relativt ukendt i Rusland, skabte erkendelsen af ​​hans opstigning et behov for større anerkendelse af hans talenter for at opnå gunst blandt folket og efterfølgende beholde præsidentposten. En mulighed præsenterede sig midt i den forventede overgang, der ville give ham mulighed for at gøre det.

Et tilbagevendende problem med tjetjensk oprør i Den Russiske Føderation skabte problemer i Kaukasus-regionen, og da islamiske oprørere fra republikken i 1999 krydsede ind i den nærliggende Dagestan-region for at støtte en separatistbevægelse og true Ruslands kontrol, var der behov for handling. En række bombninger fandt efterfølgende sted, hvoraf det mest bemærkelsesværdige involverede to lejlighedsbygninger i nærheden af ​​Moskva, hvor mere end 230 mennesker i alt blev dræbt. To andre bombninger fandt sted i mere afsidesliggende byer, hvor yderligere 81 mennesker blev dræbt. Det anslås, at i alt 1.000 mennesker også var blevet såret i disse hændelser. Kort efter kastede Putin, der på det tidspunkt var FSB-direktør og for nylig var blevet udnævnt til premierminister, skylden på tjetjenerne og svor hævn i en erklæring, der fangede befolkningens opmærksomhed for deres sprogbrug. En massiv luftkampagne blev iværksat i Nordkaukasus. Angrebet på Tjetjeniens hovedstad, Grosnyj, var især kendt for sin brutalitet og tabet af op mod 8.000 civile. Urolighederne i Dagestan og Tjetjenien ville i sidste ende blive dæmpet, og et marionetregime ville blive indsat for at sikre fortsat stabilitet i regionen.

En femte lejlighedsbombning i Rjazan sydøst for Moskva på tidspunktet for de tidligere bombninger skulle have fundet sted, men skete ikke. Mistænkelig aktivitet i området på det tidspunkt alarmerede det lokale politi, som opdagede sprængstoffer i en kælderlejlighed og anholdt tre agenter, der viste sig at være FSB-agenter. Det eksplosive materiale blev identificeret som det samme, der blev brugt i de fire foregående lejlighedsbombninger. Episoden blev rapporteret i medierne, og der opstod mistanke om relevansen af ​​fundene i forhold til de tidligere begivenheder. På det tidspunkt havde Putin bevaret præsidentposten ved det russiske valg i marts 2000, efter at have fået anerkendelse for at have interveneret i det tjetjenske oprør. En regeringskommission var blevet nedsat for at undersøge sagen, men i 2002, med det tjetjenske oprør godt under kontrol og en stigende økonomisk udsigt i gang, satte russisk ligegyldighed sig. Forsøg på at bringe sagen frem blev undertrykt. Dette skete på trods af nogle velomtalte mord, herunder forgiftningen med polonium-210 af den tidligere KGB-officer Alexandr Litvinenko i London og journalisten Anna Politkovskaya, der blev fundet skudt i en elevator. Begge var involveret i at afdække sandheden om Putins medvirken i begivenhederne omkring bombningerne. Selvom stærke prima facie-beviser peger på Putins involvering i hele affæren, er der endnu ikke faldet en endelig dom for at afgøre sagen.

Disse begivenheder tjener som en påmindelse om den natur, der præger en diktator, når han gennem en proces af tilsløring og desinformation stræber efter at retfærdiggøre handlinger udført af hans agenter fra det tidspunkt, hvor han begyndte at overtage magten. I sidste ende er argumenterne om, at NATO og USA er skyld i den krig, vi er vidne til i øjeblikket, ment som en måde at fremme ideen om, at Rusland på en eller anden måde er offer for NATO's forsøg på at neutralisere landet, og de er uden substans.

"En russisk sejr vil medføre løfte om fortsat ustabilitet i regionen. Det vil fremskynde yderligere defensive forberedelser fra nationer langs hele Ruslands vestlige grænse, samtidig med at det styrker dets østlige bånd med Kina." Kilde: kosmozoo

Ved at forpligte sig til den største militærkampagne i Europa siden Anden Verdenskrig og i processen pådrage sig massive tab, udsætte sin egen nation for økonomisk usikkerhed og begå adskillige grusomheder, der ikke kan overses, har Putin ikke andet valg end at fortsætte sin krig, indtil han når et punkt, hvor han kan redde ansigt over for sit folk og bevare magten. Hvis det ikke var for de seneste begivenheder, der afslører uordenen i hans eget militær, ville sidstnævnte scenarie måske have været forudset. Putin var aldrig en person, der havde andre ambitioner for sig selv eller for Rusland end at gennemføre en dagsorden, der havde meget lidt at gøre med Vesten. Han er forblevet den samme person gennem sin karriere som KGB-officer og i sin tid som præsident.

Hvad skal der så ske med resultatet af denne krig? En russisk sejr vil medføre løfte om fortsat ustabilitet i regionen. Det vil fremskynde yderligere defensive forberedelser fra nationer langs hele Ruslands vestlige grænse, samtidig med at det styrker dets østlige bånd med Kina. Det vil opmuntre lignende autoritærer i nabolaget til at opføre sig derefter og overbevise andre om at være mindre tilbøjelige til at fremme demokratiske værdier. Det kan ændre dynamikken i de sydlige og centralasiatiske relationer i samspil med Rusland og væk fra Vesten. Rusland vil bygge videre på sin fornyede status og fortsætte som en enhed, der skal jagtes over hele kloden, i sin søgen efter at underminere regeringer i sårbare nationer og udnytte deres naturressourcer.

Vesten må drage en konklusion om resten af ​​denne krig, der ophæver russisk krigerisme og militær eventyrlyst og fuldt ud genopretter Ukraines territorium, så landet kan bestemme sin fremtid. NATO har engageret sig udelukkende i denne indsats for at forsvare sine medlemsstaters interesser i Østeuropa og anerkender den reelle trussel, der eksisterer i regionen, og ikke den opdigtede trussel, som er identificeret af russiske propagandister og videreført af "nyttige idioter" i medierne, politikere, der søger relevans som falske eksperter, virksomhedstyper med egeninteresse i tankerne og endda nogle akademikere iblandt os.

Copyright @Kost Elisevich, MD, PhD 2023. Alle rettigheder forbeholdes. Enhver ulovlig gengivelse af dette indhold vil resultere i øjeblikkelig retssag.


2 tanker om “Putins imperiumsplaner vs. Putins frygt for NATO-indgreb”

Kommentarer er lukket.