Dårlige ledere og nyttige idioter

Et tilbagevendende mareridt i historien har været ankomsten af ​​valgte ledere, der opnåede magt ved at fremme en populistisk stemning over for så splittende spørgsmål som indvandring, racefjendskab og klassekamp. Deres løfte om forandring ville komme med en pris – afsløringen af, at den udøvende magt gav autoriteten til at ændre regeringens mekanismer, så de passede deres formål. Forandring ville komme i form af retslige handlinger og økonomisk pres på institutioner, der havde til formål at begrænse den vilkårlige udøvelse af udøvende magt over for det offentlige velfærd, og overvågning af samfundet med alternative midler. Mønsteret er velkendt, og det har spillet sig ud i det 20. århundrede, især i Sovjetunionen og Nazityskland. Det førte til skabelsen af ​​undertrykkende autoritære regimer, der ikke kun etablerede kontrol over deres eget samfund, men dikterede en udenrigspolitik, der gjorde verden mindre sikker.

To aldrende ledere, Vladimir Putin og Donald Trump, har nu taget en lignende kurs mod selviske dagsordener, der har til formål at sikre en slags arv, som uden deres viden vil opnå det modsatte af, hvad der var tilsigtet. Begge har allerede formået at forringe moralske status og skammet sig selv i processen. Begge er opsatte på at omstrukturere den internationale orden , men ikke gennem en form for altruisme, der ville sikre alle folks velfærd. Deres formål er snarere at sikre, at de magtfulde arver retten til at diktere deres vilkår for resten af ​​menneskeheden , som ikke har evnen til at udnytte den samme destruktive kraft, som de besidder. De erfaringer, der tilsyneladende er lært af krigens kampe i det forrige århundrede, virkede transformerende og varige, men bukker nu endnu engang under for autoritarismens kræfter på en måde, der truer med et lignende resultat. Løftet fra FN og andre globale organisationer som Den Internationale Straffedomstol om at begrænse sådanne ledere og deres regimer har været utilstrækkeligt til at sikre verden den orden, den har brug for til at fungere til gavn for alle nationer. Menneskehedens håb afhænger i øjeblikket ikke kun af udfaldet af de krige, disse ledere har startet, men også af viljen hos dem, både indenlandske og internationale, som må modstå deres indflydelse.

Vladimir Putin mødes med Donald Trump ved G20-topmødet i Osaka, Japan, juni 2019. Foto: Kreml

Trump 
Præsidenten indtager centrum i en kreds af loyalister og familiemedlemmer , der har begået en skala af korruption, der hidtil er set i den amerikanske regering . Trumps respekt for Putin, på trods af sidstnævntes historie med at tolerere kriminel aktivitet både nationalt og internationalt , er ikke overraskende i betragtning af hans egen amoralitet . Hans intention om at frafalde toldsatser på købere af russisk energi, der blev pålagt af Graham-loven , som blev vedtaget i Senatet med 86 stemmer mod 11, og som han for nylig underskrev, vil sandsynligvis ikke blive rokket af den vrede tværpolitiske irettesættelse, der fulgte . "Aftalen", som Trump kaldte den, i bytte for en amerikaner fængslet af russerne, frigjorde ikke kun russisk energi til eksport i mængder, der ikke var tilstrækkelige til at afhjælpe amerikansk brændstofmangel, men frafaldt også sanktioner mod individuelle russere, der var medskyldige i Putins krigsindsats, Ruslands finansielle institutioner og endda dets ulovlige skyggeflåde. Som reaktion på nyheden skrev Tom Nichols i The Atlantic: "Trump er en svag mand, der bliver intimideret af stærkere og klogere mænd," og Andrew McCarthy tilføjede i National Review, at den amerikanske præsident "har taget parti for den totalitære aggressor over for det allierede europæiske demokrati, som den udnytter." Trumps træk har ligeledes inviteret til mere frække former for kritik , både hjemme og i udlandet, hvilket har gjort ham til fokus for offentlig latterliggørelse på et særligt upassende tidspunkt før landets midtvejsvalg. Hans fnyseri over for den russiske leder har genoplivet etiketten, der tilskrives ham som Ruslands " nyttige idiot ", et udtryk, Kreml bruger til at kategorisere dem, der er underordnede deres sag. For at forværre tingene omtalte Steven Witkoff, Trumps "særlige" udsending til Rusland, der fungerede som nøgleforhandler i fredsforhandlingerne, ubevidst Putin som en "humanitær" person i anledning af løsladelsen af ​​den amerikanske krigsfange, tilsyneladende upåvirket af Putins kriminelle fortid og igangværende krigsforbrydelser.

Den russiske præsident Vladimir Putin giver hånd til præsident Donald Trumps særlige udsending Steve Witkoff under et besøg i Kreml den 5. september 2026. Foto: Kreml

Mere kritisk er der for nylig kommet nyheder om uanmeldte afbrydelser af Starshield-systemet, der driver satellitkommunikation af militær kvalitet til forsvarsapplikationer, og af Starlink-systemet, der begge bruges af Ukraines militær. Restriktionerne har hindret aflytning af russiske jetdrevne droner, der er rettet mod Ukraines byer. Starlink har også leveret målretningskapacitet til angreb på fjendtlige installationer i de midlertidigt besatte territorier i Ukraine samt midler til luftlevering af mad og vand for at fremrykke positioner på fronten. Det ser nu ud til, at Elon Musk var ansvarlig for beslutningen om at nægte Ukraine sidstnævnte, selvom det er svært at forstå, hvordan dette ville være sket uden Trump-administrationens eller i det mindste det amerikanske forsvarsministeriums viden. Især Starshield-systemet kontrolleres af Pentagon, og en tværpolitisk gruppe af senatorer har opfordret forsvarsministeriets generalinspektør til at undersøge den manglende dømmekraft.

Midt i denne fiasko har Trump opfordret til, at den ukrainske præsident Zelenskyj udskiftes , og at der afholdes valg, mens krigen fortsætter uformindsket på ukrainsk territorium. Han har givet Zelenskyj skylden for manglen på dieselolie i USA og dermed afbøjet sin egen betydelige ansvarlighed for den globale krise med den krig, han startede i Mellemøsten. Ukraines kampagne rettet mod Ruslands raffinaderier begyndte i 2023, længe før Trumps krig. Hensigten var at mindske de olieeksportindtægter, Rusland modtog for at finansiere sin krigsmaskine, og at reducere brændstoftilgængeligheden for dets militær til at føre krigen. Kampagnen er gradvist eskaleret med 32 angreb registreret i løbet af de første fem måneder af 2026, og det har resulteret i, at Rusland enten har måttet begrænse eller forbyde dieseleksport for at sikre sine egne reserver. Indsatsen har reduceret Ruslands råolieforarbejdning til et 20-årigt lavpunkt og reduceret olieraffineringskapaciteten med over 40 %.

Før 2026 importerede Rusland ikke direkte olie til USA på grund af et forbud mod landets råolie og oliederivater. Ironien for Trump er, at hans dieselkrise eskalerede med starten på hans krig i Mellemøsten i februar 2026, hvilket resulterede i, at dieselpriserne steg til et rekordhøjt niveau i september. Truslerne, der nu eksisterer ved Hormuzstrædet i Den Persiske Golf, hvor op til 20 % af transitten stadig er hindret og kan ændre sig til det værre når som helst, og Bab el Mandebstrædet i Det Røde Hav, hvor omkring 90 % af olietransitten er blevet påvirket, er den primære årsag til Trumps tåbelighed, ikke Ukraine.

Ydermere kommer størstedelen af ​​den udenlandske råolie, der kommer ind i USA, fra Canada , som tegner sig for over 60 % af al import af råolie, mens Mexico er nummer to og leverer over 10 %. Især canadisk tung råolie raffineres i USA til lavsvovlsdiesel og andre brændstoffer. Faktisk er amerikanske raffinaderier i Midtvesten specifikt konfigureret til at forarbejde den tunge råolie, der importeres fra det vestlige Canada. Situationen fremhæver et andet pinligt aspekt af Trumps udenrigspolitik, som har rettet Canada mod handelsforbindelser, og som økonomer har kritiseret for hans forvrængning af de fakta, der retfærdiggør hans tilgang. En handelskrig er begyndt uden grund og har videreført til at omfatte direkte importforbud mod visse produkter. Situationen synes nu delvist at forklare, hvorfor Trump opfordrer Rusland til at forsyne sig med dieselolie, når Ruslands egne reserver synes utilstrækkelige i stedet for Canada, som USA deler en direkte rørledning med.

Putin
Den russiske leder kender intet til moral og kan tilskrives æren for at have grundlagt et betydeligt kleptokrati, som han forklæder i form af en marginalt legitim regering. Politisk vold er accepteret adfærd, når den møder hans godkendelse. Forgiftningen af ​​Alexander Litvinenko med polonium-210 i England i 2006, nedskydningen af ​​Boris Nemtsov på en bro i Moskva i 2015 og forgiftningen af ​​Alexei Navalny med et dødeligt giftstof i 2024 udgør kun mord på nogle få af de mange, der har krydset Putin på den ene eller anden måde. Praksissen har været konsekvent gennem hele Putins embedsperiode og et anerkendt middel til at opretholde kontrol i situationer, hvor sagen ikke kan løses på nogen anden måde. Det mest bemærkelsesværdige mord, der stammer fra Putins krig i Ukraine, var mord på Yevgeny Prigozhin i 2023 efter det væbnede mytteri udført af hans Wagner-gruppe mod Ruslands militære ledelse. Han blev elimineret af en plantet bombe, der detonerede midt i luften på hans fly.

En af Putins superyachter, den 146 meter lange Scheherazade, konfiskeret af italienske myndigheder. Foto: DrDuu 007 uden ændringer.

Putin, der måske er endnu mere selvisk end sin amerikanske modpart, kan gøre krav på en række eksklusive officielle residenser, villaer eller paladser i hele Rusland. De største findes i Sochi langs den østlige Sortehavskyst og ved bredden af ​​Valdai-søen nordøst for Moskva. Putin er også forbundet med en flåde på op til 10 yachter og superyachter , der er knyttet til skuffeselskaber eller oligarker. De mest bemærkelsesværdige er superyachten Graceful, der er vurderet til 100 millioner dollars, og som for nylig blev ledsaget af en destroyer, indtil den slukkede sin digitale marinetracker og forsvandt ud af syne, og Scheherazade, der er vurderet til 700 millioner dollars, og som i øjeblikket befinder sig i Italien efter at være blevet beslaglagt af de italienske myndigheder.

Disse besiddelser blegner i sammenligning med hans ultimative, selviske, imperialistiske fantasi om at genskabe det russiske imperium, en indsats, der viser sig at være en bro for langt. Krigene i Tjetjenien, Georgien og især nu i Ukraine har vist sig at være forhindringer, hvor den seneste krig ikke kun truer Ruslands økonomi , men også viser, at dets militær er mindre end annonceret. Alligevel fortsætter han, på trods af at han taber terræn i Ukraine og udtømmer sit militær for personel og våben, fordi han ikke er i stand til at stoppe af frygt for at miste det, der er tilbage af hans status indenrigspolitiske og muligvis sit liv. Nu som tiltalt krigsforbryder fortsætter Putin med at ophobe et register af krigsforbrydelser med en kampagne med åbenlys ødelæggelse af civil infrastruktur og drab på uskyldige civile. Hverken han eller hans kamerat har nogen retfærdiggørelse for disse handlinger, der kun kan tjene til at terrorisere og undertrykke et folk, der er opsat på at sikre et ordentligt demokrati fri for indflydelsen fra Ruslands undertrykkende regime.

En hjerteoperationsstue på Strazhesko Instituttet ved National Academy of Medical Sciences i Kyiv blev for nylig ødelagt af et russisk droneangreb. Foto: Ukraine via X

Den 4. februar 2022, umiddelbart før åbningsceremonien for vinter-OL og 20 dage før invasionen af ​​Ukraine, mødtes Putin med Xi Jinping. Dagsordenen omfattede en aftale om, at Rusland skulle forsyne Kina med yderligere naturgas, en fælles erklæring om et "ingen grænser" for kinesisk-russisk samarbejde og en temmelig ejendommelig erklæring, der modsatte sig yderligere udvidelse af NATO. Erklæringen stemte overens med Putins tidligere argumenter mod NATO's "indgreb" på Ruslands vestlige grænse, et argument, der mere tjente hans forvrængede version af begivenhederne end hvad virkeligheden af ​​situationen faktisk erklærede. I sandhed krævede især de østeuropæiske lande på det tidspunkt medlemskab af NATO, en defensiv organisation, som et middel til at beskytte deres egne nationale interesser mod enhver fremtidig russisk aggression. Ubehagelige minder om økonomisk nedtur og samfundsmæssig undertrykkelse , der led under det russiske hegemonis åg under den kolde krig, herskede stadig.

Siden da har Kina støttet Rusland væsentligt under krigen og er blevet Ruslands det primære marked for olie og gas, som var blevet sanktioneret af Vesten. Mellem december 2022 og august 2026 erhvervede Kina 50% af Ruslands råolie olieeksport og 37% af dens kul. kinesisk eksport til Rusland har omfattet forbrugerprodukter, erhvervskøretøjer, især lastbiler, industrimaskiner, elektroniske dele og automatiseret udstyr. De vigtigste blandt disse har været teknologier med dobbelt anvendelse som har forsynet Ruslands militærindustri med essentielle dele til våbenfremstilling, hvilket gør Kina til den primære drivkraft bag Ruslands krig. Kina har hemmeligt leverede motorer for Ruslands droner i løbet af det seneste år og har for nylig sendt mikroturbojetmotorer for at forbedre deres præstationer yderligere. Til gengæld er Putins Rusland blevet stærkt forgældet til Kina i en grad, der i sidste ende kan kompromittere dets fremtid ud over den skade, krigen i sig selv har forårsaget. Desuden har Ruslands siden krigens tidlige fase det finansielle system er blevet mere og mere afhængig af Kinas yuan og dens udlånsvilkår, hvilket svækker den russiske rubels suverænitet og skaber alvorlige likviditetsproblemer i sit finansielle system på et tidspunkt når dens reserver bliver udtømt af krigen.

Ruslands asymmetriske forhold til Kina har resulteret i, at landet ikke længere betragtes som en uafhængig global aktør, men snarere som en underordnet eller "juniorpartner" i Kinas globale dagsorden. Kina har i langt højere grad end at drage fordel af købet af russisk olie til nedsat pris været beskyttet mod international kontrol af sine interesser i Stillehavet, især dem, der er centreret omkring Taiwan. Dette kom som følge af det skiftende opmærksomhed mod Putins igangværende krig i Europa og måske nu også med Trumps igangværende krig i Mellemøsten. I Kreml-sprog er Putin selv blevet Xi Jinpings "nyttige idiot".

Epilog- 
autoritærer er opportunister. De er først og fremmest opsatte på at opnå en fordel i forhold til andre, inklusive deres autoritærkolleger. Personer som Trump er impulsive og mangler de nødvendige mentale evner til at opføre sig kalkuleret, hvilket får dem til at spille deres kort for hurtigt. De bliver ofre for personer som Putin, der er bedre trænede, mere disciplinerede og dygtige til at udnytte deres position ved at gå på kompromis med andres og spille på deres svagheder. Men Putin lider af overreaktion, et enestående og uimodståeligt træk ved hans narcissisme. Det har ført til, at han ikke blot fortsætter sin krig i Ukraine, men også truer Europa selv. Hans afhængighed af støtten fra Xi Jinping, som ikke har startet nogen krige, er fortsat altafgørende for at nå sine mål i Europa, men ved at gøre det sælger Putin Rusland ud og efterlader Kina som den primære modtager af denne globale tragiske komedie.

Copyright @Kost Elisevich, MD, PhD 2026. Alle rettigheder forbeholdes. Enhver ulovlig gengivelse af dette indhold vil resultere i øjeblikkelig retssag.