Oversigt over aktuelle globale og regionale aspekter vedrørende Ruslands krig i Ukraine
Del I: To krige                  

"At være fri er ikke at være løsnet – det er at være ubrudt."  
– Lina Kostenko, ukrainsk digter

Den nye krig i Den Persiske Golf har ændret omstændighederne globalt og har endnu engang bragt Vladimir Putins foragt for USA frem i lyset. Andre begivenheder i spil har mere at gøre med Putins krig i Ukraine og Ruslands indblanding i det bredere europæiske teater. Et nyt forår gryer på et uroligt kontinent i et år, der vil vise sig afgørende for dets sikkerhed, da det vedrører Putins mentale tilstand, hans behov for konflikt og hans egen overlevelse. En hurtigt skiftende geopolitisk dynamik er i spil, som kan tilskrives uforudsigeligheden i Trumps krig med Iran og Putins behov for at fortsætte sin krig i Ukraine, da Ruslands egen fremtid synes at være i fare. Begge krige er valgfrie, selvom den ene indtil videre konsekvent har vist sig at være bevidst kriminel i sin adfærd med både sine luft- og landangreb rettet mod en civilbefolkning.

Trumps krig i Iran                                                                                               
De utilsigtede konsekvenser af konflikten i Mellemøsten burde for evigt være præget i amerikanernes sind, men historien fortsætter med at minde os om det cykliske mønster af militær intervention, der ikke når sine mål og skaber uforudsete problemer. Fra bombningen af ​​marinesoldaternes kaserne i Libanon i 1983 til de langvarige krige i Irak (2003-2011) og Afghanistan (2001-2021) har USA ofret meget. Sidstnævnte krige, føjet til krige i Syrien, Yemen og andre konflikter efter 11. september, har kostet 15.262 amerikanske liv. De økonomiske omkostninger for USA ved de to store krige i Mellemøsten beløb sig til over 8 billioner dollars. De første seks dage af den nuværende krig i Iran kostede op mod næsten 13 milliarder dollars efter at have indsat mere end 300 Tomahawk-missiler og anden offensiv ammunition (5,5 milliarder dollars) og defensive interceptormissiler (5,7 milliarder dollars) sammen med nødvendig operationel vedligeholdelse (890 millioner dollars/dag) og utilsigtede våbentab (1 milliard dollars).

Kort over Den Persiske Golf og de omkringliggende lande, der nu er involveret i en konflikt, der forårsager en global energikrise. Kortkilde: Peter Hermes Furian

Blandt de mere perifere overvejelser i den nuværende krig med Iran er den strategiske partnerskabsaftale, som Rusland deler med det iranske regime, formelt udtrykt i den omfattende strategiske partnerskabstraktat fra januar 2025. Et samarbejdsforhold mellem de to lande har allerede eksisteret i nogen tid, hvilket har fremmet iransk støtte til Ruslands krig i Ukraine med levering af Shahed-droner, kortdistanceballistiske missiler, artillerigranater og ammunition. På gengæld genopstod et velkendt russisk tema i den nuværende amerikansk-ledede krig med Iran. Det blev sidst manifesteret i Afghanistan, da Putins regime ydede økonomiske belønninger til Taliban for drab på amerikanske soldater.  

Ved denne lejlighed forsyner russerne Iran med målkoordinater, herunder satellitbilleder af strategiske amerikanske militæraktiver, med den samme intention at dræbe amerikanere, samtidig med at de forsyner Iran med deres egen version af Shahed-droner. Yderligere teknologiske forbedringer af Irans droner, baseret på Ruslands egne erfaringer med at bruge dem i Ukraine, er blevet videregivet for at øge deres dødelighed. Den 1. marts 2026 dræbte iranske droner seks amerikanske soldater i et operationscenter i Kuwait. Et andet angreb den 27. marts sårede et dusin amerikansk soldater og ødelagde et E-3 Sentry-fly til en værdi af 500 millioner dollars på Prince Sultan Air Base i Saudi-Arabien, et sted, der tidligere er blevet afbildet for Iran af russisk satellitovervågning.  

Trumps særlige udsending, Steven Witkoff, har uforvarende endnu engang sat sin lid til Kremls benægtelse af sin involvering i hele sagen, på trods af klare beviser for det modsatte ifølge amerikanske allierede. Det er naturligvis i Putins bedste interesse, at Irans blokade af Hormuzstrædet forbliver i kraft så længe som muligt for at give Rusland mulighed for at sælge sin olie og gas til en overpris.

Fraværet af enhver reaktion fra Trump i sagen vidner om hans fortsat positive, næsten underdanige, opførsel over for Putin på trods af en fremherskende tværpolitisk mistillid i USA til den russiske leder. En meningsmåling fra Quinnipiac University i 2025 viste, at 81% af amerikanerne havde et negativt syn på Putin, herunder 73% af republikanerne og 93% af demokraterne. Den tilsyneladende mangel på bekymring fra Trumps side afspejler dog hans afvisende holdning til amerikansk militærpersonale ifølge tidligere beretninger.

Vladimir Putin og Donald Trump mødes på Joint Base Elmendorf-Richardson i Anchorage, Alaska den 15. august 2026. Foto: FotoField

En landkrig er endnu ikke afgjort i Iran, da amerikanske tropper samles i nærheden, mens den elite Islamiske Revolutionsgarde ( IRGC) og det konventionelle militær (Artesh) udarbejder deres forsvarsplaner. De to sidstnævnte militærgrupper omfatter en anslået samlet styrke på omkring 500.000 mand. Basij -paramilitære styrker kan have op mod 450.000 i tjeneste, som sammen med militæret udgør en betydelig opposition, hvis de forbliver forenede i deres loyalitet over for regimet.

I sidste ende er årsagerne til Trumps sympati for Putin måske ikke så vigtige som konsekvenserne. Hvis han forpligter sig til at blive regnet blandt verdens pariaer, vil han i sidste ende stå til ansvar for det i offentligheden og måske ved det kommende midtvejsvalg i november, som endnu en blandt flere klager, der allerede har hobet sig op i løbet af det seneste år.

Amerikansk bistand til Ukraine                                                                                                 
Trump- administrationen har gjort det klart, at den ikke vil hjælpe Ukraine med at vinde Ruslands krig. Den har tilladt levering af nogle af de tidligere bevilgede midler, som Biden- administrationen , men suspenderet leveringen af ​​visse nøgleaktiver, såsom det hårdt tiltrængte Patriot-luftforsvarssystem, der i stedet blev omdirigeret til Mellemøsten i juli 2025. En ny ordning blev oprettet på det tidspunkt, hvor NATO-allierede ville finansiere løbende anskaffelser gennem den prioriterede Ukraine-behovsliste (PURL), hvilket dermed afsluttede direkte overførsel af materiel fra USA til Ukraine. De midler, der måtte være tilgængelige ved denne tilgang, er nu ved at blive udtømt med annonceringen af, at 750 millioner dollars fra PURL omdirigeres til at supplere Trumps krig, specifikt til luftforsvar. Hvis det ikke var for den efterfølgende ødsel brug af disse dyre Patriot-missiler ($3-4 millioner) og THAAD-missiler ($12-15 millioner)  til at affyre et stort antal forholdsvis billige iranske Shahed-droner ($20.000-$50.000), ville handlingen måske have været mere tiltalende, men sådan var det ikke.

MIM Patriot luftforsvarssystem designet primært til at forsvare værdifulde aktiver mod ballistiske missiler og krydsermissiler samt avancerede fly, der nærmer sig i stor højde. Foto: DesignRage

I stedet for at søge råd og teknologisk bistand til at udføre en betydeligt billigere strategi til at håndtere sværme af droner fra en myndighed som Ukraine, afviste blankt ideen og hævdede, at USA på en eller anden måde havde bedre droneteknologi, samtidig med at han undlod at anerkende den nødvendige ekspertise til rent faktisk at udføre strategien for droneforsvar. I de første tre dage af krigen med Iran blev der brugt flere Patriot-interceptormissiler, end der var blevet leveret til Ukraine i løbet af de fire års krig. Den deraf følgende mangel på Patriot-missiler til Ukraine var forudsigelig og unødvendig. Tidligere forsøg fra Ukraines side på at afhjælpe situationen, som USA stod over for, med gennemprøvet, kampafprøvet interceptor-droneteknologi og -ekspertise formåede ikke at gøre indtryk på en administration, der var døv for fornuft.

Vicepræsident James Vances modstand mod bistand til Ukraine blev tydelig under hans senatperiode , og han er fortsat en del af en fraktion i det republikanske parti, der argumenterer for, at den er for dyr og mangler strategisk prioritet. Dette syntes i første omgang at afspejle hans modstand mod enhver krig, inklusive den mod Iran, indtil det var tid til at beslutte noget andet, til hans efterfølgende ydmygelse. Ironisk nok har han nu fået til opgave at lede forhandlingerne med et særligt fjendtligt Iran for at bringe konflikten til ophør, hvor der nu opstår spørgsmål om, hvorvidt fordelene ved denne krig rent faktisk vil opveje dens omkostninger.

Vicepræsident Vance besvarer journalisters spørgsmål i Det Hvide Hus den 2. februar 2026. Foto: photoibo

Den anti-ukrainske fraktion består ellers af medlemmer i Trumps kabinet og et mindretal af republikanske kongresmedlemmer, hvis grunde har varieret. Den eneste, der havde en vis berettigelse, krævede, at europæiske nationer ydede mere støtte, hvilket efterfølgende er blevet tilfældet. De resterende argumenter berørte udgifter, grænsesikkerhed og behovet for at ændre udenrigsstrategien mod Kina, som alle kunne anfægtes med rette. Kort sagt synes en stor del af den republikanske protest at stamme fra en uvidenhed om de geopolitiske konsekvenser af at give Rusland overtaget i det eurasiske teater og Kina muligheden for at styrke sin alliance med sine autoritære naboer for at fremme sin egen dagsorden i øst. Dette er definitionen af ​​Sinclair Lewis' "vrøvl" - en manglende evne til at se sin horisont ud over sine egne landsbygrænser.

Europa har sandelig øget sin støtte til Ukraine. I 2025 den militære bistand med 67 %, mens den finansielle og humanitære bistand steg med 59 %. Den Europæiske Union (EU) tog føringen som den største institutionelle udbyder med et lån på næsten 104 milliarder dollars til Ukraine, som blev aftalt i slutningen af ​​2025. Militærbistanden afhænger specifikt af de enkelte medlemslande, hvor lande i Vest- og Nordeuropa leverer størstedelen af ​​finansieringen. I forhold til deres BNP har de baltiske og nordiske lande bidraget mest med Danmark på 3,25 % og Estland på 3,01 % sammenlignet med USA, der rangerer omkring nummer 16 i rækkefølgen med 0,59 %. USA var den største enkeltbistandsdonor med hensyn til levering af våbenog godkendte i alt 188 milliarder dollars, selvom europæiske nationer tilsammen har ydet mere samlet bistand på 197 milliarder dollars. Af den amerikanske finansiering på 188 milliarder dollars 61 milliarder dollars faktisk ikke til Ukraine, men blev brugt til at støtte amerikanske aktiviteter i Europa i forbindelse med krigen og bistand til andre nationer, der var berørt af Ruslands krig, som resulterede i en massiv grænseoverskridende fordrivelse af civile.

En yderligere forbehold vedrørende amerikansk finansiering til Ukraine, som er gået tabt i den politiske retorik, vedrører dens fordeling. En betydelig del af den, på over 70%, blev faktisk brugt i USA til at udvide sin industrielle base, støtte amerikansk arbejdskraft og udvide forsvarskapaciteten for at konkurrere med Kina. Midlerne var nødvendige for at dække købet af nye våben til amerikanske lagre for at erstatte ældre versioner, der skulle udfases, men som faktisk blev overført til Ukraine. Mindst 11 stater nød godt af denne tilstrømning af forsvarsmidler sammen med tusindvis af arbejdere.

Præsident Zelenskyj mødes med den saudiske kronprins Mohammed bin Salman i Jeddah, Saudi-Arabien, inden han underskriver en 10-årig samarbejdsaftale om forsvar den 27. marts 2026. Foto: Saudi Press Agency

Ukraine har selv indgået aftaler med andre nationer, senest med Saudi-Arabien, hvor en samarbejdsaftale om forsvar blev underskrevet den 27. marts. Den 10-årige aftale fokuserer på deling af efterretninger og forbedring af militærteknologi. Derudover har Ukraine fremmet forbindelserne med De Forenede Arabiske Emirater, Qatar, Kuwait og Jordan ved at udvide sin ekspertise inden for luftforsvar til disse nationer. Udvidede internationale relationer har forblevet i fokus for at sikre Ukraines sikkerhed ud over den, der allerede er skabt med EU, NATO og andre globale partnere. Omstændighederne er i overensstemmelse med den ændring i verdensordens dynamik, der allerede er initieret af Trump-regimets udenrigspolitiske filosofi , som foretrækker globalt distribuerede hegemoniske regionale myndigheder, der styrer fremtiden for "mindre" stater. Denne retning passer ikke Ukraine, ligesom den ikke burde passe andre nationer, der er opsat på at bevare deres uafhængighed.

Epilog                                                                                                               
Trump- administrationen har valgt at stå på Ruslands side i krigen med Ukraine og er gået så langt som til at give landet skylden for at blive invaderet. For ethvert medlem af Trumps regime er det svært at argumentere imod, når de konfronteres med europæiske ledere, der er optaget af at afslutte konflikten på en måde, der ikke gavner aggressoren. Trump er vendt tilbage til at kræve, at Ukraine opgiver territorium, der er afgørende for dets økonomiske velbefindende, til gengæld for "pålidelige" sikkerhedsgarantier. Inden for Trumps 28-punkts fredsforslagville Ukraine være forpligtet til at begrænse størrelsen af ​​sit militær og acceptere aldrig at blive medlem af NATO. Endnu en ikke-angrebsaftale skal underskrives, denne gang af Rusland, Ukraine og Europa. Trods en sådan underskrevet aftale tilføjes en ejendommelig linje, der siger, at "det forventes", at Rusland ikke vil invadere nabolandene.

Ukraine er i realiteten forpligtet til at svække sit militær uden at Rusland behøver at reducere sin styrke, og aldrig at acceptere at blive medlem af NATO, hvilket i virkeligheden ville være den eneste langsigtede sikkerhedsgaranti af nogen værdi for Rusland. Der er god grund til, at Rusland ikke skal have noget at gøre med NATO i fremtiden, hvad angår Ukraine og Putins oprindelige ønske om at overtage hele landet. Rusland er berygtet for at bryde internationale aftaler, især med Ukraine, især Alma-Ata-erklæringen fra 1991, Budapest-memorandummet fra 1994, venskabstraktaten fra 1997 og Minsk-aftalerne fra 2014-2015. Der har været en langvarig global mistillid til Rusland for dets brug af bindende aftaler som en pause for at styrke sin position for derefter at fortsætte med, hvad det anser for at være en berettiget grund til at bryde med dem. Trump-administrationen er blind for denne historiske præcedens. Den deltager i forhandlinger med ufaglærte samtalepartnere, der synes at være opsatte på at søge en forretningsaftale med Rusland mere end en moralsk afslutning på sin krig i Ukraine.

Krigen i Iran understreger nu yderligere den misforståelse, Trump-administrationen har haft om, at Putin er en pålidelig aktør i forhandlingerne om en afslutning på krigen i Ukraine. Putin er snarere parat til at fordele Iran i dets krig med USA til sin egen fordel og til at forpurre Trumps forsøg på at løse den krise, han har skabt der. På den anden side har Trump gjort alt for at fordele Putin i sin krig. Realpolitikken i Trumps krig i Iran er fortsat i modstrid med Putins krig i Ukraine, og som følge heraf synes pålidelige langsigtede løsninger for en af ​​dem eller begge ikke at være inden for rækkevidde. Problemet for USA i denne situation vil være de langsigtede konsekvenser, både økonomiske og geopolitisk strategiske, som følge af de fejlberegninger i beslutningsprocessen, der blev foretaget i begge krige.

Copyright @Kost Elisevich, MD, PhD 2026. Alle rettigheder forbeholdes. Enhver ulovlig gengivelse af dette indhold vil resultere i øjeblikkelig retssag.