Koreografien af ​​det nuværende Ukraine-Rusland-USA “Fredsforhandlinger”

Den anden runde af trilaterale fredsforhandlinger blev afholdt i Abu Dhabi den 4.-5. februar 2026 efter de indledende forhandlinger, der havde fundet sted den 23.-24. januar 2026. En ugelang våbenhvile , mæglet af USA, der specifikt skånede energiinfrastrukturen, blev annonceret af Trump-administrationen den 29. januar og ville træde i kraft før denne anden forhandlingsrunde på et tidspunkt, hvor vintertemperaturerne var faldet dramatisk. Moskvas fortolkning af våbenhvilen gav den dog højst fire dage og ville kun involvere Kyiv, hvorimod Ukraine tilsyneladende var forpligtet til at tage hensyn til hele Rusland. Som sædvanlig affyrede Rusland natten til den 2.-3. februar over 450 droner og mere end 70 missiler, hvoraf 32 var ballistiske missiler, specifikt rettet mod energifaciliteter på tværs af 27 steder i mindst seks regioner i Ukraine, hvilket afbrød vand, elektricitet og varme. Mere end 1.170 lejlighedsbygninger alene i Kyiv mistede varme, da udetemperaturerne var faldet til -20 grader C. Den følgende nat skete et lignende angreb, der beskadigede beboelsesejendomme og skoler med adskillige ofre. At disse angreb indvarslede anden runde af "fredsforhandlinger" vidner om Vladimir Putins ligegyldighed over for forsøg på at finde en løsning på en krig, hvor han og hans Kreml-kolleger fortsætter med at begå krigsforbrydelser , der tilsammen har resulteret i opfordringer til folkedrab .

For at understrege spørgsmålet om hensigt, valgte Putin til at lede den russiske delegation admiral Igor Kostyukov, chef for den russiske militære efterretningstjeneste (GRU) og chef for hoveddirektoratet for den russiske væbnede styrkers generalstab. Den veldekorerede russer har en lang og varieret historik med international kriminel aktivitet, der kan tilskrives den myndighed, han havde tilsyn med. Her er kun nogle af de aktiviteter, der er udført i adskillige nationer gennem årene, opregnet.

Kostyukov blev i 2020 sanktioneret af Den Europæiske Union (EU) og Storbritannien (UK) for et cyberangreb på det tyske parlament i 2015, der påvirkede 20.000 konti, og tyveri af 16 GB data. Kort efter var han en af ​​fire højtstående GRU- officerer, der blev sanktioneret af USA i 2016 under Cybersecurity Sanctions Program for at forsøge at blande sig i det amerikanske præsidentvalg samme år, og han blev tiltalt af justitsministeriet i 2020. En yderligere sanktion udpegede Kostyukov i et malwareangreb ("NotPetya") i 2017, der først inficerede systemer i Ukraine, men derefter spredte sig gennem det globale samfund og forårsagede skader på anslået 10 milliarder dollars. I 2019 sanktionerede EU Kostyukov for hans involvering i forsøget i 2018 på at forgifte den russiske dobbeltagent Sergei Skripal og hans datter med nervegiften Novichok i Salisbury, England. Den mislykkede eventyr førte i stedet til en britisk statsborgers død. En højtstående general, Vladimir Alekseyev, første vicechef for den russiske generalstab og den faktiske orkestrator bag Skripal-planen, blev for nylig skudt i Moskva.

Putins afvisning i de seneste fire år af at indrømme noget af substans i forhandlinger om at afslutte den krig, han startede i Ukraine, rejser spørgsmål om, hvad formålet med at komme til forhandlingsbordet i første omgang er. Han har overtrådt enhver aftale siden konfliktens begyndelse i 2014. Det klassiske, banale svar i dette argument er at gentage det ofte nævnte omkvæd, der understreger vigtigheden af ​​løbende udveksling af modstridende ideer. Men hvad opnås der egentlig for fred, når en deltager som Rusland kun har brugt sådanne bestræbelser på at nå sine egne mål uanset de erklærede mål for forhandlingerne? Ligeledes, hvorfor er USA så engageret i at forfølge en sådan kurs, mens de skamløst fremmer et humanitært formål vedrørende tab af menneskeliv, når en sådan forestilling umuligt kan forenes med Trump-administrationens politikker og adfærd?

Tidligere forsøg på at opnå våbenhvile fra en uerfaren og dårligt forberedt amerikansk særlig udsending har haft det forventede negative resultat. Forstod Trump-administrationen nogensinde, at Ruslands forhandlingsmetoder med konstant at hævde maksimalistiske og urealistiske krav, mens de udsætter tiden for at optimere militære gevinster på frontlinjerne, faktisk var dens centrale mission? Putins konstante klager over den globale forsømmelse af Ruslands nationale stolthed, manglende respekt for dets magt og dets offergørelse fra det globale samfund har tilføjet farve til sådanne forhandlinger, som om der var behov for særlig kompensation alene for dette. De, der udelukkende handler gennem transaktionelle udvekslinger af væsentlig betydning som et middel til at løse denne konflikt, vil ikke indse, at russisk uforsonlighed forbliver dybt forankret i argumentation, der ikke fører nogen steder hen. Som følge heraf bliver amerikanske forhandlere rutinemæssigt manøvreret til at tvinge Ukraine til at kapitulere, mens Rusland fortsætter med at ødelægge civil infrastruktur. I bund og grund kræver Trump-administrationen, at Ukraine giver territoriale indrømmelser til aggressoren, som om det på en eller anden måde var skyld i invasionen. I sidste ende burde det ikke være overraskende, at de igangværende fredsforhandlinger i Abu Dhabi vil afsluttes uden en løsning, der sætter en stopper for russisk aggression.

Ukraines ønske er at bevare sit sprog og sin kultur, bevare sin unikke historie og fungere som en uafhængig, selvbærende demokratisk stat, fri til at omgås ligesindede nationer. Landet er ligeledes parat til at deltage i en samarbejdsbaseret sikkerhedsramme, der giver det den nødvendige garanti for at eksistere fri for den undertrykkende indflydelse fra sin ondsindede nabo, Rusland. Noget lignende sprog findes i FN-pagten, som Rusland åbent vælger at ignorere. Ukraine har ofret for mange af sine bedste folk i denne krig til at acceptere mindre, og på samme måde er landet forpligtet til at ære de tusindvis af udenlandske krigere , der er kommet for at forsvare det mod den russiske ubudne gæst. Landet har udholdt ubarmhjertige angreb på sin civilbefolkning og sine institutioner, været vidne til invaderens grusomheder, herunder bortførelsen af ​​sine børn, lidt fordrivelsen af ​​millioner af sine indbyggere og har klaret vinterens ekstremer , men alligevel gør det modstand. Desuden har Ukraine en præsident, der ikke har bakket udfordringen op og forbliver den motor, der driver dets skæbne. Og bemærkelsesværdigt er der andre som ham, der har fanget den samme ånd. Ukrainerne har et formål i denne kamp, ​​i modsætning til russerne, der har nogle vage forestillinger om overlegenhed, understøttet af en samling citater, der er sammensat af en omsiggribende Kreml-propagandamaskine. Ukrainerne vil kæmpe for at eksistere . Det er ikke noget, der let forstås af en transaktionist, der ser forretningsmuligheder som et middel til et mål i denne kamp. Tilgangen er altid håbefuld, men den er stadig levedygtig i bevidstheden hos dem, der forhandler på vegne af USA og Rusland i Miami.

Så krigen vil fortsætte. Adskillige forfattere har spekuleret i en række måder, hvorpå den kan ende, og mange anerkender Putins ønske om at beholde det, han mener at besidde, i de besatte områder i Ukraine og mere til. Men et sådant udfald er ikke sikkert. En hel del permutationer og kombinationer af faktorer kan føre til et resultat noget hurtigere end forventet i denne konflikts flydende miljø, hvad enten det er på slagmarken, uden for den eller begge dele. Det, der betyder noget for Ukraine i nutiden, er den tilstrækkelige støtte til at opretholde kampen. Det er meget tydeligt, at ukrainere bestemt er i stand til at påføre stor skade på både Ruslands militær og dets økonomi. Hvad det kan gøre ved Ruslands vilje til at fortsætte denne krig – og stadig give sig selv en fremtid – kan snart blive afgjort.

Copyright @Kost Elisevich, MD, PhD 2026. Alle rettigheder forbeholdes. Enhver ulovlig gengivelse af dette indhold vil resultere i øjeblikkelig retssag.