Et gammelt Rusland trives i nuet. Adskillige uønskede træk fra tidligere århundreders autoritære styre hersker som standardpraksis i det nuværende Rusland. Undertrykkelsen af det tsaristiske autokrati med dets tidlige institutionaliserede hemmelige politi blev mere udbredt i det sovjetiske samfund i det 20. århundrede. Sidstnævnte banede vejen for stalinistisk terror, hvis værste elementer afspejles i Vladimir Putins Rusland i det 21. århundrede. Og nu har russisk chauvinisme fundet nyt udtryk i et regime bestående af selvoptagede, servile funktionærer, hvis hengivenhed til deres fastboende despot fortsat er en topprioritet.
Putin konsoliderede sin magt ved at genoplive det velkendte russiske "stærke mand"-ideal om lederskab med sit brutale angreb på Republikken Tjetjenien i 1999 efter at have fremmet en national krise, han selv havde skabt. En post-sovjetisk genoplivning af Ruslands traditionelle sans for spiritualisme blev indgydt i en overdrevent udtrykt følelse af historisk patriotisme, der mindede om tidligere imperial storhed og fødte en ondsindet nationalisme. Denne ville være moden til konflikt drevet af et indgroet had til Vesten.
En fortsat centralisering af Putins autoritet garanterede hans egen sikkerhed og lange karriere som diktator sammen med hans vision om russisk hegemoni, som nu ville blive til doktrin. Man bliver mindet om den orwellske forestilling om nationalisme som magtsult dæmpet af selvbedrag, hvor enhver form for rationalisering af ens handlinger bliver berettiget ved at opretholde den doktrinære fortælling. Et dårligt begrænset autoritært regimes overbevisninger forbliver døve for modargumenter, uanset om de er baseret på juridisk præcedens eller moralsk grundlag. Alt, der betyder noget, er doktrinens fremskridt.
Putins dagsorden i Ukraine og andre steder langs Ruslands vestlige grænse med Europa er uforanderlig, og tåbelige forestillinger om at søge kompromis, i Putins tankegang, skaber kun mulighed for at fortsætte en charade, hvor vestlig angst med jævne mellemrum dulmes. Den nuværende amerikanske holdning i denne henseende har langt fra nået det oprindelige mål om at søge våbenhvile. Den overmodige tro på, at landet kunne udøve indflydelse på Kreml, aggressoren i denne krig, ved først at efterkomme dets krav, før der blev indført seriøse forhandlingsværktøjer, var dårligt udtænkt. Den eneste effektive forhandling, der kan finde sted med en russisk diktator, der har akkumuleret en arv af krigsforbrydelser, er en, hvor han tvinges til at indse i utvetydige vendinger, hvad der vil ske, hvis den mislykkes. Manglende evne til at levere et sådant budskab skyldes primært Trump-administrationen og dens nuværende meningsløse og ineffektive involvering i denne affære.
Dette forpligter derfor Europa til at handle beslutsomt og undgå Churchills skæbnesvangre advarsel om "menneskehedens bekræftede ulærelighed". Ellers vil det endnu engang være overladt til at håndtere et ondsindet Rusland i generationer fremover og ingen andre steder at se end indad.
Copyright @Kost Elisevich, MD, PhD 2025. Alle rettigheder forbeholdes. Enhver ulovlig gengivelse af dette indhold vil resultere i øjeblikkelig retssag.