Forhandling med en krigsforbryder – en historie om bedrag

I 1938 placerede den tyske kansler Adolf Hitler tropper langs Tjekkoslovakiets grænse med den tilsyneladende intention at invadere Sudeterland-regionen under den falske påstand, at den overvejende tyske befolkning var truet. I håb om at afværge en ny verdenskrig efter en række provokerende handlinger, som Tyskland, mødtes den britiske premierminister Neville Chamberlain med Hitler, Italiens Benito Mussolini og Frankrigs Édouard Daladier, med Tjekkoslovakiets præsident Edvard Beneš bemærkelsesværdigt fraværende. En München-aftale blev underskrevet den 30. september 1938, der afstod Sudeterland til Tyskland til gengæld for Hitlers løfte om, at han ikke ville søge yderligere territoriale gevinster. Seks måneder senere overtog resten af ​​Tjekkoslovakiet, og seks måneder efter invaderede han Polen den 1. september 1939 og startede Anden Verdenskrig under endnu et falsk påskud.

München-aftalen af ​​29. september 1938. I forgrunden fra venstre mod højre, premierminister Neville Chamberlain, premierminister Édouard Daladier, kansler Adolf Hitler, premierminister Benito Mussolini, udenrigsminister Galeazzo Ciano. Foto: Det tyske forbundsarkiv

Få uger før Hitlers indtog i det vestlige Polen underskrev Tyskland og Josef Stalins Sovjetunionen en ikke-angrebsaftale, Molotov-Ribbentrop-pagten . Denne garanterede tilsyneladende Ruslands sikkerhed mod invasion fra Tyskland, samtidig med at den gav landet mulighed for at invadere Polen fra øst, hvilket skete mindre end tre uger efter Tysklands indtog. I tråd med tidligere forræderier invaderede Hitler Sovjetunionen i juni 1941 og ødelagde et stort område, før han trak sig tilbage under et modangreb. Fra 1938 til 1941 havde Hitlers bedrag varet længe nok til at koste 40 millioner mennesker livet alene på Østfronten

Ruslands Josef Stalin mødes med den tyske udenrigsminister Joachim von Ribbentrop i Kreml efter underskrivelsen af ​​deres ikke-angrebspagt den 23. august 1939. Foto: Det tyske føderale arkiv

Endnu en krig har udbrudt sig i Østeuropa, der involverer territorial erhvervelse; denne gang for hvad der svarer til en fantasifuld forestilling om at genvinde glansen fra et russisk imperium , der fejlede ynkeligt i begyndelsen af ​​det sidste århundrede, kun for at blive efterfulgt af et lige så mangelfuldt Sovjetunionen, der kollapsede efter 70 år. Nu truer Putins regime Ruslands fremtid efter blot et par årtier ved at bringe det i sænk under vægten af ​​monumental regeringsmæssig og samfundsmæssig korruption, mens det fører en uretfærdig krig i Ukraine. Efterfølgende russiske autokratiske regimer med deres aftagende levetid varsler ikke en behagelig fremtid for en nation, der syntes at have et potentiale. Det kan være, at Ruslands ledere i sidste ende bliver ofre for at tro på bedraget i deres egen propaganda , der oprindeligt kun var beregnet til forbrug af Ruslands offentlighed og verden som helhed.

For Putin og hans Rusland har den ironi, der har udspillet sig på det seneste, kommet i form af udvidelsen af ​​den militære alliance, der modsætter sig ham. I maj 2022, mindre end tre måneder efter hans invasion af Ukraine, ansøgte både Finland og Sverige om at blive medlem af Nordatlantiske Traktatorganisation (NATO) og blev medlem i henholdsvis april 2023 og marts 2024. Måske værre for Putin har det været hans skabelse af, hvad der har vist sig at være en formidabel fjende ved hans sydlige grænse. Efter hans invasion af Krim i 2014 foretrak tilstrækkeligt mange ukrainere en geopolitisk præference for Den Europæiske Union (EU) og NATO til at indføre det i forfatningen i 2019. Fire måneder efter hans invasion af Ukraine i februar 2022 viste en undersøgelse, at 81 % af ukrainerne ønskede at blive medlem af EU, og 71 % ønskede at blive medlem af NATO. Enhver stemning til fordel for Rusland faldt til 2 %, og nationen er blevet stærkt forenet fra vest til øst. I betragtning af Putins situation i Rusland, hvor han har hævdet anerkendelse for at have bragt sin nation tilbage fra "afgrunden" efter Sovjetunionens opløsning i 1991, kan man spørge, om han først nu har bragt den til ruin ved egen hånd.

Østersøen er reelt omgivet af NATO-lande, hvor både Finland og Sverige for nylig er tilsluttet sig som reaktion på Ruslands invasion af Ukraine. Kortkilde: Peter Hermes Furian

Af den ene eller anden grund har virksomheds- og verdensledere og andre indflydelsesrige personer tiltrukket sig Rusland for at opnå privilegier, anerkendelse eller rigdom på egen risiko. Tilknytning til Putins regime har været fyldt med risici for afhængighed, endda tab af national suverænitet eller fatale personlige konsekvenser. At erklære, at man er en "ven" af Vladimir Putin, er at sige til Vladimir Putin og medlemmer af hans regime, at man bare er endnu en "nyttig idiot". Putin, ligesom flere af sine forgængere, der har overtaget ledelsen af ​​Rusland, betragter Vesten som sin fjende. Enhver form for bekymring fra hans side for din eller din nations velfærd er fraværende på hans prioritetsliste.

Den Autonome Republik Tjetjenien og Georgien, der ligger i Kaukasus-regionen, har begge lidt under russisk militærangreb i løbet af det første årti af det 21. århundrede. Kortkilde: Peter Hermes Furian

Udover at profitere på sit eget fremstillede kleptokratihar Putins dagsorden fokuseret på Ruslands genopretning som en supermagt, der skal frygtes og respekteres verden over, som enhver chauvinist ville have det til. I sin vrangforestilling russisk exceptionalisme over alt andet. Man kunne endda acceptere, at en sådan nationalistisk følelse er prisværdig, indtil man indser, at det at nå sit mål indebærer at ofre en andens velbefindende, muligvis ens eget. Faktisk inkluderer Putins version af exceptionalisme, mere end man kunne sige om Amerikas, en åbenlys invasion af suveræne nabolande. Kombineret med dette har hans strategi været at underminere den politiske stabilitet og det sociale struktur i vestlige nationer, især USA's. Dette har videreført dannelsen af ​​internationale agenturer, der udtrykkeligt har til formål at svække vestlige økonomier og geopolitiske status og true deres sikkerhed gennem militære alliancer og forsøg på teknologisk overlegenhed.  

"Århundredets største geopolitiske katastrofe"
- Præsident Vladimir Putin, nationens tilstandstale, 25. april 2005; med henvisning til sammenbruddet af Unionen af ​​Sovjetiske Socialistiske Republikker i 1991.

Unionen af ​​Sovjetiske Socialistiske Republikker (USSR) blev med sine Warszawapagtnationer i hælene det 20. århundredes version af det russiske imperium (1721-1917) indtil sin egen opløsning i 1991. Ivrige efter at bryde med deres undertrykkende overherre i Moskva benyttede nationernei den østeuropæiske blok (dvs. Warszawapagten) lejligheden til at genoprette ikke blot deres økonomier, der var blevet forringet af sovjetisk politik, men også deres nationale værdighed. Derefter søgte de i rækkefølge NATO's sikkerhed for at beskytte sig mod at falde tilbage under endnu et russisk hegemonisk mareridt.

Uheldigvis for Rusland har Putin valgt at genoplive sin version af imperium ved først at underlægge sig de tidligere naborepublikker i USSR. Han skabte en krise i Tjetjenien tidligt i sit præsidentskab for at retfærdiggøre en russisk invasion, jævnede hovedstaden Grosnyj med jorden, dræbte mere end 50.000 civile og efterlod en fortegnelse over "forfærdelige krænkelser af den humanitære ret". Et marionetregime, i øjeblikket ledet af Ramzan Kadyrov, blev indsat, og derfor fortsatte samarbejdet med Moskva, hvilket sikrede dets loyalitet i alle anliggender. Dette blev efterfulgt af Ruslands invasion i Georgien i 2008 til støtte for et separatistisk oprør i staterne Abkhasien og Sydossetien. Rusland fortsatte med at anerkende staterne uretmæssigt som separate autonome republikker fra Georgien. Desuden gav det deres borgere russiske pas med den yderligere implikation, at de var uafhængige af georgisk regeringsførelse. En international undersøgelsesmission præciserede lovligheden af ​​påstandene og fastslog, at der ikke var grundlag for at erklære separatiststaterne uafhængige af Georgien.

Groznyj, Republikken Tjetjenien. Vilkårlig ødelæggelse af civil infrastruktur udført af russiske styrker før lignende grusomheder udført af Putins militær under Syriens borgerkrig og senere hans invasion af Ukraine. Foto: Vladimir Melnik

Resten af ​​Georgien kontrolleres nu af et regerende parti, Georgian Dream, etableret og påvirket af den pro-russiske oligark, Bidzina Ivanishvili, som pligtopfyldende har afvist flertallet af georgieres forhåbninger om at blive medlem af EU. En analyse af Georgiens parlamentsvalg i oktober 2024 foretaget af International Republican Institute synes tilstrækkelig til at erklære den nuværende regering, ledet af Ivanishvilis parti, for illegitim.

Ukraines Maidan-revolution i 2013-14 kom som en reaktion på den daværende pro-russiske præsident, Viktor Janukovitj,s beslutning om at opgive landets EU-associeringsaftale til fordel for en aftale i sidste øjeblik med Putin, der tilbød kontanter og løftet om rabatter på russisk importeret energi. Janukovitj opgav sit præsidentskab, da han så, at hans regering ikke længere havde ret til at stå, og flygtede fra landet i søgen efter tilflugt i Rusland. Putin foretog kort efter, den 27. februar 2014, i hvad der utvivlsomt var en forudplanlagt reaktion på Ruslands tab af indflydelse over Ukraine, en hemmelig paramilitær operation for at besætte Krim. Efter en hastigt afholdt folkeafstemning blev territoriet ulovligt annekteret af Rusland. I mellemtiden var det østlige Ukraine plaget af russisk-anstiftede fjendtligheder , der truede dets økonomi og territoriale integritet.  

Det endelige forsøg på at overtage hele Ukraine med en direkte russisk invasion fandt sted i februar 2022 under den bizarre påstand om, at det krævede afnazificering. De utallige russiske krigsforbrydelser , der er fulgt i forsøget på at dehumanisere og destabilisere Ukraine, er mislykkedes, ligesom Ruslands militære strategi, hvilket har efterladt Putins krigsøkonomi nær stagflation og det russiske folk berøvet deres velfærd.

Borodyanka, Kyiv Oblast, Ukraine; 5. april 2022. Vilkårlig ødelæggelse af civil infrastruktur blandt andre grusomheder begået af russiske styrker. Foto: FedBul

Trods Ruslands krigsforbrydelser har ledere som Viktor Orban fra Ungarn og Robert Fico fra Slovakiet valgt at se bort fra deres egne turbulente historier med Rusland og blive afhængige af et andet fejlslagent russisk autoritært regime og dets despot. Både Slovakiet og Ungarn er blevet under øget granskning af EU for deres respektive lederes glidende ind i illiberal regeringsførelse og kan risikere at blive udvist for at opgive sine principper om demokratisk styre. Til gengæld for deres tilknytning til Putins Rusland er det usandsynligt, at de vil modtage megen sympati fra hans regime under de nuværende omstændigheder med hans krig i Ukraine. I stedet, i takt med at hans økonomiske ur og indenlandske popularitet tikker nedad, er Putin med en vis desperation på at vinde terræn i Ukraine som forberedelse til de forventede forhandlinger, der er foreslået for at afslutte krigen, som han fortsat er fuldt ud ansvarlig for. Desuden har Putin demonstreret sin nylige mangel på bekymring for tidligere forpligtelser, som i den nylige fiasko i Syrien. Man kan sige det samme om Venezuela, hvor Nicolá Maduros illegitime diktatoriske regime.

Bedrag er en vanesag for Putins regime, ligesom det var for Hitlers, hvad enten det er til indenlandsk forbrug eller for at imødekomme internationale bekymringer. Trods de klare indikationer over flere måneder på Ruslands intentioner om at invadere Ukraine, da dets styrker begyndte at samle sig langs Ukraines grænse, blev løgnene fra Kreml endelig bekræftet i februar 2022.De har fortsat under hele krigen. Den langvarige vane med udbredt misinformation og propaganda vedrørende russisk politik og aktiviteter er velkendt og indgroet i en sådan grad, at statslige udtalelser automatisk bør ignoreres som vildledende i bedste fald.

Det er uklart, hvad den valgte præsident Donald Trumps intentioner er med hensyn til hans planer om at afslutte krigen i Rusland. Ideen om at stoppe den på én dag manglede detaljer , men indebærer implikationen af ​​at opgive territorium i Ukraine til en person, der anstiftede krigen – måske en bro for langt for Ukraine. Det, der har givet næring til en sådan forestilling, er, hvad der synes at være groft overdrevne påstande om, at Ukraine havde "mistet" 400.000 tropper i løbet af krigen, hvis han med "tabt" mener "død". Under alle omstændigheder virker det uærligt af den valgte præsident at tale om sådanne menneskelige tab, da han er bedre kendt som en transaktionel aktør end for humanitære dyder. I retorikken har der ikke været nogen omtale af Ruslands ansvarlighed for krigen, dets manglende evne til at afslutte krigen, dets svigtende økonomi og, mest bekymrende, Putins had mod USA og Vesten. Putin har ikke mere respekt for Trump, end han har for præsident Biden, da de begge tilhører USA og derfor fortsat er ansvarlige for dets tidligere opfattede klager over Rusland. Kort sagt, han vil forsøge at spille den ene eller den anden til sin fordel, når det er muligt.

Den pensionerede generalløjtnant Keith Kellogg er den nyvalgte præsident Trumps særlige udsending for Ukraine og Rusland. Kellogg tror på teorien om "NATO-ekspansionisme" som den trussel mod Rusland, der startede krigen i Ukraine, en følelse, der ligner den, som andre fremkalder , som om nationerne i Østeuropa på en eller anden måde blev tvunget til at tilslutte sig NATO. Ukraine delte de samme frygt som disse andre nationer, at Putins dagsorden var sat på at udøve indflydelse på sit samfund, uanset om NATO var en del af billedet eller ej. Det er uklart, hvad Elon Musks diskussioner med Putin har betydet, men de vil utvivlsomt øge visse krav til Trump.

Kellogg, et af grundlæggerne af America First Policy Institute (AFPI), argumenterer for, at amerikansk udenrigspolitik skal være rettet mod nationale sikkerhedsinteresser. Hvis man ser bort fra moral og demokratiske principper, synes han at være fast besluttet på at indlede en transaktionel tilgang med Putin, krigsforbryderen, og at afstå ukrainsk territorium til Rusland til gengæld for sidstnævntes aftale om at genopbygge Ukraine og det falske håb om fremtidig sikkerhed mod yderligere aggression. Til at begynde med Ruslands økonomi ikke i stand til at finansiere Ukraines genopretning, og afhængighed af både Putins ord og Ruslands fremtidige energisalg er i bedste fald en usikker idé. En fremskyndet løsning på Ruslands krig i Ukraine er dømt til ikke at nå målet, hvis den ikke opfylder Putins mål , som endnu ikke er defineret i betragtning af hans nuværende situation på hjemmefronten og hans odds på slagmarken. Nylige indikationer tyder på, at Rusland ikke har nogen interesse i en forhandlet løsning.

For Ukraine kræver dets bæredygtighed og selvidentitet som nation, inklusive dets økonomi, langsigtede sikkerhed og selvbestemmelse, en fuldstændig genoprettelse af dets territorium, inklusive Krim, tilpasning til EU og genoprustning, så det bliver beklageligt for enhver nation at overveje at overtage det. Det var forkert af AFPI at have kritiseret USA's bestræbelser på at yde den nødvendige støtte til Ukraine, da det blev offer for et uprovokeret angreb fra Rusland. Trods rapporter om, at Putin traf sin beslutning om at invadere Ukraine et år forinden, er det meget sandsynligt, at ideen om at genopbygge en version af sit imperium begyndte betydeligt længe før, da han gav udtryk for den absurde forestilling om, at Ukraine blot var en kreation af Lenin og Stalin i det forrige århundrede. Faktisk annoncerede Putin offentligt på NATO-konferencen i Bukarest i 2008, at Ukraine ikke var en stat. Den fremherskende opfattelse er imidlertid, at Ukraines oprindelse dateres tilbage til det 9.århundrede og er ældre end Ruslands.

Vladimir Putin fotograferet fiskeri i Jenisej-floden i Republikken Tuva, Den Russiske Føderation, 13. august 2007. Foto: Præsidentens presse- og informationskontor (http://www.kremlin.ru.)

Det er uheldigt, at meget af den nylige kommentar i Vesten vedrørende krigsafslutningen har fokuseret på, hvad Ukraine er parat til at opgive, snarere end at overveje, hvordan konflikten bedst kan afsluttes til sin fordel. Historien om denne krig bør ikke beskrive, hvordan det gik til, at aggressoren blev belønnet for et kriminelt foretagende, og hvordan en engang suveræn nation blev tvunget til at kapitulere og måske i sidste ende ophøre med at være en nation. En sådan historie ville helt sikkert for evigt bringe skam over dem, der var involveret i indsatsen, for endnu en gang at blive narret af den gnaven opførsel fra en svækket, uærlig aktør, ligesom det skete efter den førnævnte München-aftale fra 1938. Alligevel er der blevet fremført et temmelig tortureret forretningsargument , hvor Rusland stort set ville være frit til at genoptage business as usual, forudsat at Ukraine og Vesten gav betydelige indrømmelser, samtidig med at det gav mulighed for udvalgte vestlige eliter at vinde betydeligt i processen.

Har Ukraine ikke noget at tilbyde Vesten? Hvem ville ikke ønske sig landet ved sin side som allieret efter at have demonstreret sine innovative militære evner, mod og udholdenhed mod en fjende, der er tre gange så stor? Hvem forstår den russiske strategiske tankegang bedre end nogen vestlig nations? Genopbygningen af ​​en sådan nation ville ikke kun gavne den, men også dem, der støttede dens forsvar, og som højst sandsynligt derefter ville engagere sig i indsatsen for dens erstatninger. Finansieringen ville fortsætte som den hidtil har gjort ved at udtrække renterne fra indefrosne russiske aktiver indtil færdiggørelsen af ​​genopbygningen. Faktisk konfiskation af disse aktiver ville fremskynde indsatsen. Udenlandske virksomhedsforetagender med ukrainsk industri ville bringe betydelige investeringer i et miljø rigt på landbrugsprodukter, energiressourcer, især skifergas og mineralforekomster og løftet om betydelig gevinst. Ukraines uranreserver er de største i Europa, mens jernmalm, titanium og mangan rangerer som nummer to. Ellers er store forekomster af lithium, grafit og sjældne jordarter blandt de 117 ud af 120 af de mest anvendte mineraler globalt. Et selvforsynende Ukraine ville fortsætte sin rolle som global fødevareleverandør og engagere sig med USA og Vesten i et hvilket som helst antal belejlige foretagender langt ud i fremtiden, langt mere pålideligt end Rusland har vist sig at være.  

Fra både et geopolitisk og kommercielt strategisk synspunkt kunne et suverænt, selvforsynende Ukraine indgå aftaler, der giver dybhavshavne i Odessa eller Krim, hvor der er dybhavshavne i Sevastopol, Jalta, Feodosia og Kerch. Tilgængeligheden af ​​en eller flere havne kan aftales som en del af en Lend-Lease-aftale som delvis tilbagebetaling af den økonomiske støtte, der hidtil er ydet af USA og Vesten. Benægtelse af russisk kontrol over Krim ville sætte en stopper for Ruslands praksis med at hæmme eller forbyde søfart, mens landet vælger at udføre flådeøvelser eller blander sig i leveringen af ​​​​tiltrængt fødevaredistribution globalt.

Interessant nok indikerede Ruslands statsejede medier, at NATO planlagde at trænge ind på Krim, og at Rusland derfor var yderligere berettiget til at besætte og annektere det. Argumentet var latterligt, da der ikke var nogen grund til, at NATO skulle foretage et sådant foretagende. Ukraine var langt fra at blive overvejet til medlemskab, og i to årtier havde NATO allerede en tilstedeværelse i de baltiske stater, der støder op til Rusland og faktisk meget tættere på Moskva. Men nu hvor russisk bedrag er blevet afsløret, og dets ulovlige intentioner er blevet demonstreret ved dets invasion af Ukraine, kan et argument for et sådant scenarie synes passende. Hvis Ukraine fortsætter sin ansøgning om at blive medlem af NATO, ville Krim være en strategisk ideel beliggenhed til at etablere en militær fæstning, der ville bidrage til at sikre en langsigtet garanti mod russisk aggression, samtidig med at den yder yderligere sikkerhed for dets østlige flanke, inklusive Tyrkiet.

På nogle måder har international diplomati givet mulighed for at finde en løsning på konflikter, hvor resultaterne ikke er blevet afgjort gennem militær indgriben. I flere situationer er det dog kun lykkedes at skabe en pause i diskussionen, tilstrækkelig tid til at aggressoren kan genopruste og vende tilbage til den oprindeligt fastsatte dagsorden. Der er to problemstillinger mellem Putin og Rusland. Det første fokuserer på Putins krav om, at Ukraine skal underlægges i sin helhed, da han mener, at landet simpelthen ikke er værdigt til at eksistere separat fra Rusland. Han har demonstreret dette ved at kidnappe et stort antal ukrainske børn, ved vilkårlig ødelæggelse af civil infrastruktur, fordrive og dræbe dets befolkning og dehumanisere dem. Det andet vedrører Putins behov for at opfylde sin mangeårige vrangforestilling om at give Rusland tilbage til status som en nation, der betyder noget på verdensscenen, på trods af at han ikke har givet det fundament, der ville garantere dets egen bæredygtighed. Han står tilbage med en krig, han ikke kan vinde, men en krig, han skal fortsætte.

Hvis der skal være en retfærdig konklusion, ikke en konsensusbaseret konklusion, hvor "alle er enige om at sige kollektivt, hvad ingen mener individuelt", så skal aggressoren tvinges til at acceptere virkeligheden af, hvad han har gjort, og acceptere det eneste resultat, der gives ham, og det er at give ham ingenting. Lad det være en forståelse for alle andre ondsindede enheder, der vælger at opføre sig på en lignende kriminel måde.

Copyright @Kost Elisevich, MD, PhD 2025. Alle rettigheder forbeholdes. Enhver ulovlig gengivelse af dette indhold vil resultere i øjeblikkelig retssag.