Putins odds (del 4) – Træerne og skoven

Historien er ment som et uddannelsesværktøj for de kommende generationer. Den er ment som retning for at fastlægge prioriteter, der vil vejlede ledernes overvejelser. Fortidens fejltagelser er ofte et resultat af nationale utilfredsheder, der er blevet propaganderet til et feberagtigt niveau af autoritære regimer med selviske dagsordener. Når krig har været resultatet, har resultatet ofte ført til katastrofale nederlag for aggressoren og en langvarig national skam, men ikke uden uundgåelig udbredt sorg, der deles af de mange nationer, der er tvunget til at konfrontere aggressoren.

Lige så stor skyld har været de udefrakommende aktører, der valgte at forblive blinde for udfoldelsen af ​​denne ødelæggende historie for kortsynet politisk vindings skyld. I takt med at det nuværende problem med Vladimir Putin og Rusland udfolder sig, skal disse mennesker også holdes ansvarlige for deres handlinger, ikke kun ud fra historien, men også ud fra den nation, de selv har vildledt. I den sag må vi se på os selv og dem, vi anser for at være vores allierede, for at bedømme, om vi alle holder fast i de principper, der har sikret vores eksistens så længe som frit interaktive og regelbaserede samfund til forsvar mod dem, der har forsøgt at tage dem fra os.

Forenede Stater

Ruslands invasion af Ukraine og de grusomheder, landet har begået i løbet af de sidste to år, har været en klar overtrædelse af landets forpligtelse til FN-pagten. USA, en række institutioner i Den Europæiske Union (EU) og et stort antal lande i det globale samfund, der yder bistand til Ukraine, både militær og humanitær, har gjort en stor indsats. Nu, på et kritisk stadie af konflikten, hvor en alvorlig mangel på ammunition truer krigens udfald, er den amerikanske regerings udenrigspolitiske beslutningsproces blevet bremset af en mindretalsfraktion i Kongressen, der er mindst rustet til at måle virkningen af ​​deres handlinger, ikke kun på effekten af ​​russisk aggression i Europa, men på hele den USA-ledede, regelbaserede internationale orden. Denne orden har været det middel, hvormed internationalt samarbejde, især mellem liberale demokratier verden over, har fungeret i de sidste 80 år. Det har den gjort gennem oprettelsen af ​​multilaterale institutioner, der binder nationer sammen gennem fremme af menneskerettigheder, kollektiv sikkerhed, frihandel og reguleret pengepolitik, som alt sammen hænger i en tynd tråd, mens vi er vidne til, at Ruslands krigeriske holdning forbliver uimodsagt.

Vladimir Putin, leder af Rusland siden år 2000, har ført sin nation ind i en krig med Ukraine uden rationel begrundelse. Foto: Aynur Mammadov

Udviklingen af ​​denne internationale orden er blevet modarbejdet ved flere lejligheder tidligere af autoritære regimer, racemæssig og etnisk rivalisering og religiøs ekstremisme, der i vid udstrækning er forblevet ekstern til den. Alligevel har denne orden fortsat med at trives og er forblevet intakt trods de kriser, den har stået over for. En ny trussel er nu dukket op, blandt alle steder, den amerikanske kongres, en såkaldt bastion for demokrati, hvor republikanske kongresmedlemmer har valgt at opgive støtten til Ukraine og give plads til Putins handlinger , en tiltalt international kriminel, der er foragtsom over for USA og Vesten, og som har støtte fra de andre regimer, der søger at underminere ikke kun USA, men den internationale orden, hvilket får os til at undre os over, hvad der vil erstatte den.

Efter en klodset lovgivningsmæssig fejlhåndtering af den amerikanske grænsekrise, der medførte, at tiltrængt finansiering til Ukraines krigsindsats ud over humanitær bistand til Gaza blev afsporet uden yderligere begrundelse, udover loyalitet over for Donald Trump, er denne kongresfraktion derfor blevet betegnet som "Putin-fløjen af ​​det republikanske parti" af den tidligere republikanske kongreskvinde Liz Cheney. Trods at have fået et substantielt og historisk uovertruffent tværpolitisk kompromisforslag til en grænseløsning af det amerikanske senat, har det republikansk-ledede Repræsentanternes Hus fortsat med at fægte med at promovere en ekstremistisk version af en grænseløsning, blot for at forlænge problemet yderligere; alt dette i lyset af at have nægtet kritisk finansiering til at afværge en destabilisering af den internationale orden. For at gøre ironien værre støtter et flertal af det amerikanske folk fortsat Ukraine mod dets russiske aggressor og humanitær bistand til palæstinensernes situation i Gaza.

Der er næppe tvivl om, at et lovforslag, der støtter amerikansk bistand til Ukraine, ville blive vedtaget i Repræsentanternes Hus, hvis det blev fremlagt efter en afstemning med 70-29 i Senatet. Med den uforsonlighed, som formand for Repræsentanternes Hus, Michael Johnson (R-La), har udvist i sine beviser, kan en andragende om decharge for bistand til Ukraine være det, der skal til for at fremtvinge en afstemning. Ellers har repræsentant Brian Fitzpatrick (R-Patrick) foreslået en grænsepakke mellem Ukraine og USA , som kan føre til det gennembrud, der nu er længe ventet.

For at forværre de republikanske udsigter for valgsucces ved det kommende præsidentvalg, sætter Trumps kampagneretorik ham endnu engang i konflikt med Nordatlantiske Traktatorganisation (NATO), som han var kendt for at være under sin administration, idet han engang kaldte den "forældet" og antydede, at den var uværdig til amerikansk støtte. Nu truer han individuelle NATO-lande med at forlade dem, hvis de konfronteres med Rusland. Trumps opfattelse af en verdensorden blev tydelig tidligt i hans præsidentskab, da han bøjede sig for Putin angående sit eget efterretningstjenestemiljø med hensyn til Ruslands nu velkendte amerikanske valgindblanding i 2015-16. Dette var den slags selvoptaget adfærd, som vi er kommet til at forvente af en person, der modellerer sig selv efter autoritære figurer. Den tidligere australske premierminister, Malcolm Turnbull (2015-2018), der delte den samme periode som leder, ser tilbage på Trumps hengivenhed over for Putin som "virkelig uhyggelig" og betegner Trump blot som en "bølle" med en tiltrækning mod diktatorer.

Putins Rusland er igen klar til at iværksætte en robust desinformationskampagne forud for valget i 2024 for at genvinde embedet for sin "nyttige idiot". Trump vil på sin side opgive Ukraine, i modstrid med principperne i amerikansk udenrigspolitik, og sætte USA på en vej mod en kvasi-isolationisme, ikke længere den anerkendte globale leder af demokrati eller en pålidelig partner på verdensscenen, men helst en, der er på linje med autoritære regimer globalt. Med endnu en Trump-periode i embedet vil bekymringen vende sig mod truslen om ustabilitet forårsaget af mangel på tilstrækkelig politik og situationsbestemt beslutningstagning fra et loyalistisk kabinets side. Global sikkerhed og handel vil nu være på spil , hvor USA opgiver sin tidligere rolle som en stabiliserende partner blandt sine mangeårige allierede og efterlader især Europas nationer til at omkonfigurere deres individuelle forbindelser med andre store internationale aktører som Kina. Ligeledes vil asiatiske nationer se på deres egen sikkerhed, bevæbne sig, muligvis udvikle atomberedskab og søge nye alliancer i lyset af et stadig mere territorialt Kina, med de uundgåelige handelsforbindelser, der følger, væk fra USA; en ny verdensorden, ja.

Det er nok at se på Trumps adskillige forsømmelser i løbet af hans præsidentperiode (2016-2020) for at forstå, hvorfor han blev udsat for den vanære at blive udnævnt til den værste af de 46 præsidenter i amerikansk historie. Denne beslutning blev truffet af et antal på 154 præsidentspecialister, alle medlemmer af American Political Science Association. Givet chancen for at genoptage rollen som præsident, er der ingen tvivl om, at Trump ville bane vejen for Putins dagsorden og give ham den nødvendige støtte, han ville have brug for til at fortsætte med at handle på sine vrangforestillinger om russisk imperialisme som en form for national skæbne. Muligheden for at overhale Ukraine i sin helhed og gå videre til Georgien, Aserbajdsjan, Armenien, Moldova og de baltiske nationer, før han henvender sig til Polen og resten af ​​de tidligere Warszawapagtnationer, ville nu forekomme Putin at være en levedygtig handlingsplan.

Så hvad er Putins odds i forhold til det amerikanske valg i forhold til hans chancer for at få succes i Ukraine? Trump, kandidaten, har ikke uventet gennemgået primærvalgene med en række sejre , der har ført ham videre til den republikanske nominering. Nikki Haley, indtil for nylig Trumps eneste tilbageværende republikanske modstander, lykkedes med at vinde omkring 30% til 40% af stemmerne i mange af valgkampene og tiltrak der aldrig har været Trumper, og højreorienterede uafhængige til sin fane, før hun annoncerede sin tilbagetrækning fra konkurrencen. For Trump er der blevet identificeret iøjnefaldende problemer i nøglekredse , hvor han allerede negativt og umiskendeligt har fremstillet sig selv i et dårligt lys. Hans uuddannede synspunkter på spørgsmål vedrørende kvinders sundhed, handel, udokumenterede immigranter og NATO; hans taler domineret af hadefuld retorik og hans endeløse klager over offerrollen tegner ikke et behageligt billede af en præsidentkandidat ved et parlamentsvalg. Om han kan tiltrække flertallet af vælgere, der støttede Haley, er tvivlsomt efter at have erklæret dem uønskede blandt sine egne. Det er bedst at huske Maya Angelous formaning, da den kan vedrøre den politiske arena og specifikt Trump: "Når nogen viser dig, hvem de er, så tro på dem første gang."   

Når det kommer til hans dømmekraft i udenrigsrelationer, sætter Trumps respekt for Putin ham i konflikt med 64% af den amerikanske offentlighed, der har en positiv holdning til Ukraine i landets nuværende kamp mod den russiske invasionsstyrke. Dette stiger til omkring 70% i aldersgruppen 65-årige og ældre, som har en større forståelse for det forrige århundredes historie og forstår, hvad Rusland og ledere som Putin har forvoldt i verden. Desuden afslørede en Gallup-måling fra et år siden, at den amerikanske offentligheds positivitetsvurdering af Rusland faldt fra 15% i 2022 til 9%, hvor 56% mener, at Ruslands krig i Ukraine er en kritisk trussel mod USA. 

Republikansk kandidat til præsidentembedet i USA taler til pressen før afsluttende argumenter under sin civile retssag om bedrageri ved statens højesteret i New York, 11. januar 2024. Foto: Lev Radin

De adskillige retssager mod Trump, alle med berettigelse, har hidtil haft domme i civile domstole vedrørende seksuel vold og forretningssvindel ,hvilket har resulteret i betydelige økonomiske bøder, der i øjeblikket beløber sig til over $500.000.000. Disse, sammen med hans løbende advokatsalærer og retssager, fortsætter med at udtømme hans kampagnefond og udmatte republikanske donorer, selv før primærvalgene er afsluttet. Trumps 91 strafferetlige anklager i fire sager involverer beskyldninger om valgindblanding, forsøg på at omstøde resultaterne af et valg, forfalskning af forretningsregistre og forkert håndtering af klassificerede, nogle tophemmelige, regeringsregistre. Hans manipulation med resultaterne af præsidentvalget i 2020 fik en række stater til at sætte spørgsmålstegn ved selv hans legitimitet som kandidat i det nuværende valg, hvor sagen først for nylig blev afgjort af Højesteret til fordel for Trump, dog ikke uden kontroverser om bekymringer om, hvordan man skal håndtere "edsbrydende oprørere", hvad angår politiske kandidater på føderalt niveau.

Hvad angår Trumps erklærede ønske om at være diktator i én dag, skal det være klart, at det er utænkeligt, at Trump ikke fortsætter som diktator resten af ​​sit præsidentskab, især når 74% af republikanerne allerede synes at være trygge ved tanken om det tilslørede "endags-regel"-scenarie. Trumps intense modvilje mod retsafgørelser, der er i modstrid med hans synspunkter, strækker sig til hans modvilje mod et uafhængigt retsvæsen, der er i stand til at udfordre hans vilje. En ny administration under Trump ville se selve retsstatsprincippet truet, efterhånden som han fortsætter med at undergrave retfærdigheden ved hjælp af ligesindede sykofanter og kumpaner inden for den udøvende magt og Kongressen. På samme måde er et uafhængigt medie, der er i stand til at granske Trumps overtrædelser, også en målrettet enhed for ham, som det længe har været kendt.

Trumps stadig mere autoritære retorik stemmer overens med den slags verdenssyn, som Putin forfekter, da han har vist mindre respekt for indenrigsanliggender, undtagen når det er nødvendigt for at styrke sine populistiske troværdigheder, og i stedet har valgt at fremme en personlig dagsorden, der fremmes af statskontrolleret propaganda. En lignende plan for Trump ville vise sig i horisonten med svækkelsen af ​​retsvæsenet og uafhængige medier, svarende til det, der er blevet etableret i Putins Rusland og Viktor Orbáns Ungarn.

Den første punkt på dagsordenen kræver imidlertid, at Trump bliver præsident for at undgå strafferetlig forfølgelse, og til det formål har han ironisk nok rekryteret den amerikanske højesterets autoritet for at forsinke retfærdighedens gang. Dermed er retten blevet fremstillet som medskyldig i at nægte afgørelse af en person, der er uvillig til, eller ærligt talt ude af stand til, at bevise sin uskyld i et system, der giver en tiltalt ret til en "hurtig retssag". Er det muligt, at retten kan være så politiseret, at den bevidst har til hensigt at sikre Trumps vej til parlamentsvalget og muligvis til præsidentposten?

Det forestillede scenarie, hvor strafferetlige anklager ved en føderal domstol udskydes tilstrækkeligt ud over valget og derefter tilsyneladende afvises af en fremtidig Trump-udnævnt justitsminister, har alvorlige negative konsekvenser for den kommende præsident ved et parlamentsvalg. En åbenlys undergravende retfærdighedspolitik af denne størrelsesorden giver et tydeligt uamerikansk image for en, der påstår at gøre Amerika stort igen, mens han forsøger at snyde sig vej til præsidentposten. En CNN-SSRS-måling fra januar 2024 viste, at 64 % af offentligheden ønskede en dom i den føderale valgundergravende sag i 2020 før valget i november 2024, mens kun 11 % ønskede udsættelse til bagefter. Analyseret efter politisk tilhørsforhold afslørede meningsmålingen, at 72 % af demokraterne, 52 % af de uafhængige og 38 % af republikanerne foretrak en sådan tilgang til retfærdighed. En måned senere en anden meningsmåling med mere end 40.000 deltagere, at 88 % var for at lade justitsministeriet stille Trump for retten i efteråret 2024, hvis det er nødvendigt.

Trump vinder ikke i november på grund af det, han repræsenterer – en fare for demokratiet, for Amerika og dets forfatning og for den internationale orden. Det er nødvendigt at huske på og aflive i det mindste nogle af Trumps overdrevne selvforherligelser. Han udviste ingen ekstraordinær evne til at styre den amerikanske økonomi, hverken før eller især under COVID-pandemien , som i sig selv blev forværret af hans passivitet i de tidlige dage af den voksende krise, der forårsagede en så skammeligt høj dødelighed. Hans lange historie med racisme strækker sig over 50 år og var ikke mindre tydelig under hans præsidentskab, hvor han opmuntrede højreekstremister til at erklære sig selv på en måde, der har alarmeret nationen med deres tankeløse vold. I løbet af det sidste år af sin administration svækkede Trump ifølge hans tidligere nationale sikkerhedsrådgiver, HR McMaster, USA's position i Afghanistan med underskrivelsen af ​​en de facto "overgivelsesaftale med Taliban", der muliggjorde løsladelsen af ​​5.000 Taliban-fanger, samtidig med at han insisterede på en for tidlig tilbagetrækning af amerikanske tropper. Dermed blev problemet med at forlade Afghanistan påtvunget Biden-administrationen på en måde, der i sidste ende viste sig at være en fiasko; Alligevel har Trump forsøgt at benægte sin rolle i historien.

Den Europæiske Union og NATO

De seneste to år har set en række udviklinger gå dårligt for Putin. I stedet for at svække NATO-samarbejdet er det kun lykkedes ham at styrke dets beslutsomhed og samhørighed og, hvad der gør tingene værre, udvide det med tilføjelsen af ​​to temmelig formidable nationer, Finland og Sverige. NATO's individuelle medlemmer har øget militærudgifterne og deres ammunitionsindustrier med accelererede produktionsplaner. Større investeringer i nye teknologier fra NATO og fra individuelle lande bidrager til moderniseringen af ​​krigsførelse, efterhånden som NATO lærer mere om de fremskridt, der er gjort i Ukraine gennem de innovationer, der finder sted der i realtid på slagmarken, til søs og i luften.

Østeuropa med Slovakiet og Ungarn, to relativt små, naboland med indlandsgrænser og autoritært ledede nationer, der har allieret sig med Putin og er imod hjælp til Ukraine. Kortkilde: Milosz Kubiak

Trods al den forventede skadefryd, som Rusland havde ophobet sig, da det gengældte vestlige sanktioner ved at skære i forsyningen af ​​naturgas til Europa, var der faktisk få konsekvenser. Usædvanligt milde vintre, oplagring af energiforsyninger, strengere forbrugsforanstaltninger, forbedret effektivitet, større afhængighed af vedvarende energikilder og øget import af flydende naturgas (LNG) fra USA bidrog alle til det positive resultat for Europa. Disse foranstaltninger bliver kun mere effektive og efterlader de nationer, som Ungarn og Slovakiet, der valgte at forblive afhængige af russisk velgørenhed, og derfor fortsat er sårbare over for dets idiosynkratiske geopolitiske tilbøjeligheder. Importen af ​​russisk gas til EU faldt fra 39 % i førkrigstiden i 2021 til 12 % i slutningen af ​​2023. Ruslands olie- og gasindtægter, som udgjorde næsten 50 % af det føderale budget i 2021, faldt med 45 % i forhold til året før i første kvartal af 2023, mens Europa oplevede en stigning i solenergiproduktion alene på 25 % i 2022, det første år efter Ruslands invasion af Ukraine.

Robert Fico, Slovakiets premierminister siden 2023, har udtrykt stærk støtte til Vladimir Putin og argumenteret imod bistand til Ukraine, samtidig med at han har søgt økonomisk støtte fra Den Europæiske Union. Foto: Alexandros Michailidis

Robert Fico, Slovakiets premierminister siden 2023, og Viktor Orbán, Ungarns premierminister siden 2010, har begge erklæret deres præferencer for Putin og er kritiske over for EU's støtte til Ukraine. Slovakiets afhængighed af russisk energi udgør 60% af landets naturgas, 70% af landets olie og 100% af landets nukleare brændstof. Landet anmodede for nylig Europa-Kommissionen om en etårig forlængelse af en undtagelse fra EU's forbud mod russisk olie, hvilket afslørede Slovakiets usikre geopolitiske position. Landets Slovnaft-raffinaderi, der tilfældigvis ejes af det ungarske olie- og gasselskab (MOL), et multinationalt olie- og gasselskab med hovedsæde i Budapest, modtager russisk råolie til forarbejdning. Efter EU's krav skal anlægget nu investere over 380 millioner dollars for at tilpasse sig raffinering af råolie fra andre steder, mens hele Slovakiets energiinfrastruktur i øjeblikket reelt set forbliver under Ungarns kontrol, men også under Ruslands indflydelse. Om Slovakiet i sidste ende er fast besluttet på at foretage denne overgang, kan være mere et spørgsmål om national og regional politik end økonomi.

Ficos handlinger indtil videre viser, at Slovakiet er dømt til et illiberalt demokrati og en usikker fremtid, og at landet stadig ikke når op på Orbáns autoritære regime i Ungarn, men ikke langt bagefter. At give udtryk for anti-EU-følelser, som Orbán har haft for vane, truer tilvejebringelsen af ​​fremtidige EU-midler, der ville nægte Fico opfyldelsen af ​​løfter om at udvide Slovakiets velfærdssystem og bringe det nationale budget under kontrol. Han har sat sig selv i en tvivlsom situation, hvor han er allieret med to selviske ledere, Orbán og Putin, samtidig med at han forsøger at sikre tilstrækkelige fordele ved EU-medlemskab til at støtte Slovakiets velbefindende.

Viktor Orbán, ungarsk autoritær leder, taler ved den nationale konservatismekonference, 4. februar 2020. Foto: Alessia Pierdomenico

Orbáns forhold til EU har været tilsvarende anstrengt på grund af hans pro-russiske udenrigspolitiske holdning. I modsætning til denne platform viste en undersøgelse offentliggjort i 2022, at et stort flertal af ungarere gik ind for medlemskab af EU, og nåede et højdepunkt på 82% blandt dem, der var bekendt med alliancens virkemåde. Tilsvarende godkendte 74% af slovakkerne EU-medlemskab, mens 58% gik ind for NATO-medlemskab i en undersøgelse fra 2017 foretaget af landets Public Affairs Institute. Trods deres kritik af EU og dets støtte til Ukraine har både Fico og Orbán svært ved at adskille sig fra EU af forskellige årsager. Finansiering af sociale programmer er fortsat et behov for både Slovakiet og Ungarn, på en løbende basis, og noget, hvor Rusland ville være en upålidelig partner.

Kort fortalt

Enkeltstående begivenheder som det nylige mord på Aleksej Navalnyj, politisk dissident og Putin-kritiker, i et sibirisk fængsel nord for polarcirklen sat i kontekst af betydelige klager blandt Ruslands unge over det tabte løfte om deres fremtid, dets hustruer og mødre, der håndterer tabet af sønner og ægtemænd i en uberettiget og unødvendig krig, og dets etniske minoriteter for tabet af deres kulturelle og territoriale rettigheder, præsenterer udfordringer, der fortsætter med at vokse over tid. Desuden er Ruslands velfærdssystems, især inden for sundhedspleje, og det uundgåelige sammenbrud af dets økonomi, den slags substrat for kriser, der kan udløses af enhver af de foregående klager. Disse er individuelle knudepunkter af samfundsmæssig kritisk betydning i en nations liv og udgør stor usikkerhed for Putin på trods af den tilsyneladende allestedsnærværende tilstedeværelse af hans sikkerhedspoliti.

Spontan blomsterhøjtidelighed på den formodede dag for mordet på Alexei Navalny i et afsidesliggende russisk fængsel nord for polarcirklen. Sankt Petersborg, Rusland – 16. februar 2024. Foto: Aleksey Dushutin

En kvinde, der deltog i Navalnys begravelse i starten af ​​marts, beskrev Ruslands situation ved at drage en simpel sammenligning af Navalny og Putin: "Den ene ofrede sig selv for at redde landet, den anden ofrede landet for at redde sig selv." Andre udtrykte en mere direkte vurdering af Kreml-lederen som blot "en morder", mens de råbte "nej til krig".

Alt i alt synes Putins chancer for succes i Ukraine at veje imod ham. Tab af militært udstyr er af en størrelsesorden, der ikke er bæredygtig i dag på grund af den større umiddelbare indvirkning af sociale medier og de åbenlyse beviser for effekten på befolkningen som helhed. Økonomien har betydelige sårbarheder, da den står over for inflationspres, stigende omkostninger og renter i lyset af endnu højere forsvarsudgifter, samtidig med at den forbliver stærkt afhængig af eksport af fossile brændstoffer. Sidstnævnte industri er blevet angrebet med ødelæggelse af raffinaderier, havneog lagerdepoterog står fortsat over for restriktioner pålagt af udenlandske sanktioner. Der har været en bemærkelsesværdig mangel på arbejdskraft til ikke-militær produktion med et betydeligt antal russiske unge, der undslipper værnepligt og forlader landet, en faldende fødselsrate, en stigende dødelighed og generelt en faldende befolkningstilvækst. Etniske minoriteter, der udgør 20% af Den Russiske Føderations befolkning, har protesteret mod krigen og er organiseret i en union, der fremmer adskillelse på grund af deres utilfredshed med, hvordan de er blevet behandlet af Putins regime. Den USA-ledede vestlige alliance har en langt bedre koordinering og loyalitet end det, Rusland har mønstret blandt sin autoritære klike. Finansieringen af ​​Ukraines forsvarsindsats er for nylig begyndt at vise fremskridt, da de 27 EU-nationer har lovet 54 milliarder dollars i en treårig pakke (2024-2027). Relativt ukendt for mange i USA og andre steder har været de fortsatte bidrag fra individuelle nationer rundt om i verden til den samme indsats. Trumps præsidentielle aspirationer for november sammen med hans kampagnefinansiering aftager på et tidspunkt, hvor præsident Joe Bidens kampagne proklamerer hans administrations adskillige succeser, den bemærkelsesværdige genopretning af den amerikanske økonomi efter en alvorlig global inflationsudfordring, der vil bringe lettelse for den amerikanske forbruger, en tværpolitisk løsning for den amerikanske sydlige grænse og et budskab om det amerikanske samfunds eksisterende storhed for at modvirke løftet om et dystopisk Trumpistisk samfund.

Putin er symbolsk for en global fremgang af autoritarisme, da visse ledere søger at sikre en varig kontrol over deres nations styreform ved at eliminere oppositionen, undertrykke uafhængig journalistik, underordne retsvæsenet og undergrave forfatningen. Borgerrettigheder begrænses med indførelsen af ​​en politimyndighed, der tjener regimets behov. Ligeledes sværger militæret primær troskab til regimet snarere end til nationen. På vejen med en sådan åbenlys magt følger korruption, mangelfuld dømmekraft, svigt af principper og eliminering af retsstatsprincippet, som alt sammen har været tydeligt i Putins Rusland, er godt i gang i Orbáns Ungarn og tilsyneladende er i planlægningsfasen for Trumps Amerika.

Man kan håbe, at det 20. århundredes historie inden alt for længe vil give os de lektioner, vi også hurtigt glemmer om den katastrofe, der kunne være forårsaget af vores egen uagtsomhed.

Copyright @Kost Elisevich, MD, PhD 2024. Alle rettigheder forbeholdes. Enhver ulovlig gengivelse af dette indhold vil resultere i øjeblikkelig retssag.