Moldova, en nation med 2,62 millioner indbyggere, deler en 1230 kilometer lang grænse med Ukraine mod sydvest. Landet opstod efter en urolig historie i det 20.århundrede , hvor det opnåede sin uafhængighed i 1991 fra Unionen af Sovjetiske Socialistiske Republikker (USSR), kun for at blive truet igen af russisk autoritarisme og imperialistiske aspirationer, da det træder ind i det 21.århundrede. Landet har et pro-russisk separatistisk territorium mod øst, en situation ikke ulig dets nabo, Ukraine, der nu er i åben konflikt med Rusland, og heller ikke ulig den i Republikken Georgien, som Rusland invaderede i 2008 af lignende årsager. Mønsteret er ret velkendt, og det understreger Ruslands intention om at generobre territorium, som historien på en eller anden måde har erklæret tilhører det.

Moldova daterer sin oprindelse som en anerkendt territorial enhed til midten af det 14.århundrede , dengang kendt som Fyrstendømmet Moldavien. I midten af det 16.århundrede blev det overtaget af det Osmanniske Rige, som senere skulle kontrollere store dele af Sydøsteuropa, Mellemøsten og Nordafrika indtil sit nederlag i Første Verdenskrig (1. Verdenskrig). En af en række krige mellem det og Rusland resulterede i annekteringen af Bessarabien i den østlige halvdel af Moldavien af det russiske imperium under zar Alexander I i 1812. Dnestr-floden markerede den østlige grænse for det annekterede land med det nuværende Ukraine. Efter Ruslands overgivelse til de centrale aksemagter under Første Verdenskrig og den efterfølgende russiske borgerkrig opnåede Bessarabien uafhængighed i 1918 og blev til Den Moldoviske Demokratiske Republik. Det sluttede sig derefter til nabolandet Rumænien, som det var etnolingvistisk allieret med. I 1922 blev USSR, bestående af Rusland, Hviderusland, Ukraine og territorierne i de nuværende republikker Georgien, Armenien og Aserbajdsjan, etableret efter Lenins bolsjevikker havde sejret i Ruslands borgerkrig.
I begyndelsen afdet 20. århundrede forblev en betydelig andel rumænsktalende mennesker (42%) på østbredden af Dnestr-floden i den nærliggende ukrainske SSR, og derfor blev et autonomt område erklæret af Sovjetunionen i 1924 som den Moldaviske Autonome Sovjetiske Socialistiske Republik (ASSR). Området omfattede det nuværende Transnistrien (2.606 mi²)og Podilsk Raion (4.433 mi²)i det nuværende Ukraine. Dette var en rent kunstig betegnelse fra de sovjetiske myndigheders side for at projicere en pro-sovjetisk propagandastemning over Dnestr-floden ind i Ruslands tidligere besiddelse, Bessarabien, som var blevet assimileret i Rumænien. Faktisk havde russerne yderligere ambitioner på Balkan ud over blot Bessarabien. Dette skulle blive til virkelighed i den kommende konflikt under Anden Verdenskrig (2. verdenskrig).
Mellem 1924 og 1940, under Stalin, blev den moldaviske ASSR industrialiseret og oplevede en betydelig tilstrømning af russiske arbejdere og deres familier. En hungersnød opstod i 1925, og anti-sovjetiske opstande opstod, hvilket nødvendiggjorde ankomsten af russiske tropper. Tusindvis af bønder og fabriksarbejdere blev dræbt i forbindelse med at undertrykke urolighederne. Den katastrofale kollektivisering af landbrugsjord, der havde fundet sted i Ukraine og andre steder i USSR i slutningen af 1920'erne og begyndelsen af 1930'erne, førte til yderligere dødsfald, som følge af hungersnød, af titusindvis og deportation af omkring 2.000 familier til Centralasien. I 1937-38 manifesterede Stalins store udrensning i USSR sig i den moldaviske ASSR med undertrykkelse og henrettelse af intellektuelle, der hyldede eller blot mistænkte anti-sovjetiske eller anti-stalinistiske følelser. Rumænsk indflydelse på det moldaviske sprog blev undertrykt, og brugen af latinsk skrift, som praktiseret i Rumænien, blev forbudt og erstattet med det mere russisk-inspirerede kyrilliske skrift. Disse handlinger var ikke uvante under stalinistisk tid, hvor åbenlys russificering blev en politik, der havde til formål at eliminere nationale identiteter.
I 1939, før udbruddet af 2. verdenskrig, blev Molotov-Ribbentrop-ikkeangrebspagten mellem Rusland og Nazityskland underskrevet, som skulle vare i ti år. Den tillod Stalins styrker at invadere Polen fra øst kort efter Hitlers indtrængen på Polens vestlige grænse. Russerne rykkede også sydpå for at generobre Bessarabien i 1940. Visse lande med et etnisk ukrainsk flertal og endda nogle med et rumænsk flertal blev nu annekteret tilbage til den ukrainske SSR. Samme år proklamerede USSR en ny republik, den Moldaviske Sovjetiske Socialistiske Republik (SSR), som omfattede den tidligere etablerede Moldaviske ASSR, nærmere bestemt Transnistrien. Den russiske besættelse af Bessarabien blev midlertidigt ophævet i 1941, da nazistiske styrker invaderede territoriet og overhalede USSR i Operation Barbarossa. Efter Tysklands nederlag i 1945 blev den moldaviske SSR generobret og blev en af de 15 republikker, der ville udgøre USSR indtil 1991. I efterkrigstiden fortsatte Stalins forfølgelser med yderligere deportationer af tusindvis af moldaviske familier til Centralasien og Sibirien, ikke ulig hvad der var sket i den ukrainske SSR og specifikt på Krim.
Efter flere årtiers russificering viste folketællingstallene for Transnistrien et fald i den etnisk rumænske befolkning fra 44% til 33% mellem 1926 og 2015, mens den etnisk russiske befolkning steg fra 14% til 34%. En sovjetisk militær tilstedeværelse blev genetableret i 1956, og hovedkvarteret havde oprindeligt sin base i Chisinau, hovedstaden i den moldaviske SSR, og flyttede til Tiraspol, hovedstaden i Transnistrien, i 1980. Moldaviske nationalistiske følelser begyndte at manifestere sig hemmelighedsfuldt allerede i 1969, men blev undertrykt og derefter mildnet af betydelige investeringer fra Sovjetrusland i republikken. Nationalismens bølge opstod igen i slutningen af 1980'erne og skabte uro, især i det pro-russiske Transnistrien. Et moldovisk sprog blev officielt vedtaget i 1989, og skriftsproget antog igen sin latinske alfabetform og væk fra sin russificerede version. I 1990 var der drøftelser i gang om at løsrive sig fra USSR, hvilket fik lokale konservative sovjetiske embedsmænd til at udråbe det pro-russiske territorium Transnistrien til en separat "Pridnestrovisk Moldovsk SSR" (PMR). Sidstnævnte blev afvist af Mikhail Gorbatjov, daværende generalsekretær for Sovjetunionens Kommunistiske Parti, som allerede havde påbegyndt sin plan for reform af USSR's politiske og økonomiske system (dvs. "perestrojka").
I maj 1991 ændrede det moldoviske parlament navnet på sin republik til Moldova efter at have nægtet at deltage i folkeafstemningen om Sovjetunionen tidligere på året, hvor den organisatoriske struktur for de 15 republikker i det tidligere USSR skulle afgøres. På det tidspunkt var USSR i opløsning og ophørte endeligt i december 1991. Moldova havde allerede erklæret uafhængighed i august 1991. Ikke overraskende brød der en borgerkrig ud mellem Moldovas regering i Chisinau og separatister i den tidligere erklærede PMR, sidstnævnte støttet af russiske styrker. Krigen sluttede i 1992, men ikke før en betydelig indsættelse af russisk artilleri og tropper. En fredsbevarende styrke bestående af moldoviske, russiske og transnistriske tropper blev oprettet under en fælles kontrolkommission. Efter et stykke tid blev en operationel gruppe af russiske styrker (OGRF) inden for territoriet oprettet og i 1995 placeret under Moskvas militærdistrikts kommando. OGRF skulle angiveligt tjene under den fælles kontrolkommission, men dens faktiske mission er ikke blevet helt klarlagt i betragtning af, hvor længe den har eksisteret. Den bevogter et stort depot indeholdende 22.000 tons militærudstyr og ammunition fra sovjettiden i det nordlige Transnistrien. Der er sket adskillige ændringer i dens sammensætning over tid med omdøbning og udskiftning af enheder, så mange at et endeligt antal russisk militærpersonale i Transnistrien stadig er vanskeligt at fastslå.

Transnistrien betragtes af FN som en del af Moldova, men blev i marts 2022 anerkendt af Europarådets Parlamentariske Forsamling som værende under militær besættelse af Rusland. Sidstnævnte havde indvilliget i at trække sine styrker tilbage fra moldovas territorium i Budapest-erklæringen fra 1994 fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE), men gjorde det ikke og valgte også at se bort fra OSCE's Lissabondokument fra 1996 om sagen. Rusland lovede igen på OSCE's topmøde i Istanbul i 1999 at trække sine styrker tilbage fra både Moldova og Georgien inden udgangen af 2002, men undlod igen at gøre det. En påmindelse fra NATO's Parlamentariske Forsamling blev sendt i 2008 uden svar. I 2016 meddelte Rusland, at det ville have svært ved at fjerne sine våben fra Transnistrien gennem det, der nu blev betragtet som fjendtligt territorium i Ukraine. Dette var naturligvis Ruslands eget forfærde på grund af dets militære støtte til separatister i Ukraines østlige oblaster. FN's Generalforsamling vedtog en resolution i 2018, der krævede, at Rusland betingelsesløst trækker sine tropper tilbage fra Moldova, men nægtede igen at gøre det. Efter 28 års ubøjelighed er det blevet klart for den civiliserede verden, at Rusland har en dagsorden for at bevare en militærstyrke i Moldova, der er helt uafhængig af sin "fredsbevarende" mission.
Vladimir Putin har de facto Ruslands leder fra 2000 til i dag, på trods af en meningsløs pause med Dmitriy Medvedev som præsident (2008-2012). Putins ulovlige invasion af Ukraine og den efterfølgende krig har rettet opmærksomheden mod Moldova og især mod dets pro-russiske separatistregion, Transnistrien, som et valgfrit strategisk affyringssted for russisk aggression mod Ukraine. Historien har dog vist, at der er en målrettet interesse i at reassimilere Moldova i sin helhed inden for den russiske indflydelsessfære. Det var først for nylig, at en pro-russisk moldovisk regering under Igor Dodon blev væltet i 2021 af det pro-vestlige Parti for Handling og Solidaritet under Maia Sandu. Kandidatstatus til medlemskab af Den Europæiske Union (EU) blev tildelt i 2022 som anerkendelse af de demokratiske reformer, der var i gang i landet. Sammen med EU har USA og NATO vist interesse for Moldovas sikkerhed og har indført foranstaltninger for at imødegå Ruslands uundgåelige forsøg på at overtage regeringen. Desuden mødtes præsident Joe Biden for nylig med Sandu i Polen for at bekræfte USA's beslutsomhed til at støtte Moldovas suverænitet.
For nylig, og reelt på signal, afslørede ukrainsk efterretningstjeneste en detaljeret russisk plan for et statskupfor at vælte Sandus pro-vestlige regering og afskrække Moldovas forestående demokratiske konvertering. Russiske, montenegrinske, serbiske og hviderussiske statsborgere skulle tilsyneladende rejse ind i Moldova for at opildne til regeringsfjendtlige protester, der modsatte sig reformer, og destabilisere regeringsmyndigheden med den hensigt i sidste ende at installere et pro-russisk regime støttet af transnistriske separatister og den lokale militærstyrke. Yderligere bekræftelse af komplottet kom snart, da Kremls talsmand, Dmitriy Peskov, forsøgte at afvise truslen med påstande om "anti-russisk hysteri" og advarede Moldova om at være "meget, meget forsigtig" - alt sammen minder det meget om hans benægtelser af det forestående angreb fra Rusland på Ukraine i 2022, hvor den ukrainske regering havde lænet sig definitivt mod Vesten med opbakning fra sit folk.
Et velkendt mønster af undergravende handling er blevet særligt tydeligt i udenrigsanliggender under Putins embedsperiode som leder af det nuværende russiske autoritære regime. Forvrængning af sandheden og direkte misinformation ligger til grund for denne regerings sprogbrug. Dens agenter – Peskov, Sergei Lavrov, Dmitriy Medvedev – for blot at nævne nogle få, spreder åbent propaganda, benægter intentioner og proklamerer alle mulige former for absurditet for at underminere den virkelighed, der udfolder sig. Mange andre, både i Rusland og tilhængere af Putin i USA og andre steder, har taget praksissen til sig for enten at gavne Rusland, Putin selv eller dem selv alene. Retorikken er gentagende og udbredt på sociale medier, tv-netværk og i regeringen. Infiltration af regeringskontorer, støtte til pro-russiske oppositionspartier og brug af agenter fra Ruslands føderale sikkerhedstjeneste, Federalnaya Sluzhba Bezopasnosti (FSB) og militær efterretningstjeneste, Glavnoye Razvedyvatelnoye Upravleny (GRU), bidrager til processens mekanismer. Sidstnævnte agenturer beskæftiger sig typisk med at organisere masseprotester, statslig og politisk spionage, desinformationsstrategier og mord som yderligere værktøjer, der anvendes individuelt eller i fællesskab, når det er nødvendigt.
Russificeringsprocessen i nabolandene har fundet sted over århundreder, men blev forstærket i løbet af sovjettiden i det 20.århundrede . Overvejende russiske enklaver etablerede sig i visse territorier og dannede grundlag for separatistbevægelser, som Putin effektivt har brugt i Sydossetien og Abkhasien i Republikken Georgien, på Krim og de østlige oblaster Donetsk og Luhansk i Ukraine, og nu i Transnistrien i Moldova, til at etablere kvasi-autonome republikker inden for hver nation. Det efterfølgende kaos skabte grund til at indføre "fredsbevarende" styrker, tilsyneladende permanent, bestående af russisk militær med eller uden paramilitære elementer, mere for at minde de respektive regeringer i disse tilsyneladende suveræne nationer om Ruslands umiddelbare tilstedeværelse. Enhver yderligere tilsyneladende "provokation" mod russiske tropper eller borgere i disse nyoprettede "republikker", som med en "falsk flag"-operation, ville tjene som påskud for gengældelsesinvasion og omstyrtelse af regeringen.
Republikken Georgien er nu under lup af EU, efter at landet blev nægtet kandidatstatus til medlemskab i 2022, mens det gav det samme til både Moldova og Ukraine. En meningsmåling i august 2022 identificerede 47 % af georgierne, der ønskede en udelukkende pro-vestlig udenrigspolitik, mens yderligere 31 % ønskede det samme, men opretholdt gode forbindelser med Rusland; kun 2 % var forpligtet til en udelukkende pro-russisk politik, og yderligere 7 % ønskede det samme, men opretholdt gode forbindelser med EU og NATO. Hele 75 % har støttet EU-medlemskab; alligevel har deres tidligere premierminister og nuværende politiske magtmægler, Bidzina Ivanishvili, været tvetydig i sagen, mens hans parti, Georgisk Drøm - Demokratisk Georgien, har været afgjort pro-russisk i sin retorik, sine handlinger og politikker.
Ivanishvili opnåede betydelig formue ved at drive forretning, mens han var i Rusland. Han formåede at sælge sine aktiver til markedsværdi og vende tilbage til Georgien i 2012, alt imens han bevarede gode relationer inden for Putins kleptokrati. Han blev politisk indflydelsesrig, grundlagde sit eget parti og blev premierminister i 2012-13 på en platform, der tilsyneladende havde pro-vestlige ambitioner, men også en, der søgte at normalisere forholdet til Putins Rusland. Som efterfølgende partiformand fastholdt han en neutral holdning, samtidig med at han tillod sit parti at styre en tydeligt pro-russisk stemning, i modstrid med det georgiske folks ønsker. Den nuværende partiformand, Irakli Kobakhidze, har været kendt for sine negative kommentarer til både Vesten og Ukraine i løbet af det seneste år, og samtidig afviste premierminister Irakli Garabashvili en anmodning fra EU om retsreform på grund af den utilbørlige indflydelse, som Ivanishvili og andre eliter i hans parti havde på retssystemet.
For nylig brød masseprotester ud på gaden i hovedstaden Tbilisi i opposition til et foreslået parlamentslovforslag, der ville have krævet, at alle agenturer, der modtager mere end 20% af deres finansiering fra udenlandske kilder, skulle registreres som udenlandske agenter. Det blev set som en lov i Rusland, der gav Kreml mulighed for at retsforfølge ikke-statslige organisationer og uafhængige journalister. Lovforslaget blev trukket tilbage med den sandsynlige hensigt at omformulere det i en anden form, men protesterne fortsatte for at sikre, at lovforslaget blev helt afskaffet. Præsident Salome Zurabishvili, en uafhængig og ikke på anden måde tilknyttet Det Georgiske Drøm - Demokratisk Georgisk Parti, lykønskede demonstranterne med at tale på befolkningens vilje. Den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov havde imidlertid en anden, men velkendt, syn på sagen og beskyldte Vesten for at opildne til uroligheder i Georgien på samme måde, som han har beskyldt den for at støtte Maidan-protesten, der væltede Janukovitj-regimet i Ukraine i 2014.
Det ser ud til, at Putins opfattelse af territorial besiddelse inden for suveræne nabolande hviler på, om disse samme territorier tidligere har været underlagt det russiske imperium eller USSR. Ideen om selvbestemmelse af en demokratisk valgt suveræn nation synes ikke at have nogen betydning for Putins imperialistiske tankegang eller hans chauvinistiske holdning til Ruslands skæbne. Putins regimes repressive karakter er velkendt i hele regionen, og en folkelig vilje til at modsætte sig den har manifesteret sig. Den skal opretholdes for at se en afslutning på denne langvarige kamp.
Copyright @Kost Elisevich, MD, PhD 2023. Alle rettigheder forbeholdes. Enhver ulovlig gengivelse af dette indhold vil resultere i øjeblikkelig retssag.

En tanke om “Moldova og Putins strategi”
Kommentarer er lukket.