Alexander Lukashenko, Hvideruslands diktator og tilsyneladende stolt af det, kom til magten som landets første præsident i 1994 efter Sovjetunionens opløsning tre år tidligere. Som en sand tilhænger af det gamle sovjetregime beholdt han statsejet ejerskab af store industrier og erhvervede magten til at afskedige parlamentet, hvorved han gradvist konsoliderede sin meget centraliserede autoritet i 1996. Det russiske sprog fik samme status som hviderussisk, og tidligere etablerede økonomiske bånd med Rusland blev styrket, da de to lande dannede et Commonwealth i 1996. Sidstnævnte udviklede sig til Unionsstaten Rusland og Hviderusland med underskrivelsen af en traktat i 1999. Denne unionsstat formaliserede integrationen af deres økonomier, hvortil også både deres efterretningstjenester og forsvar blev føjet. Hviderusland, der tydeligvis var den meget svagere af de to, ville opnå både økonomisk og militær sikkerhed i arrangementet. Processen var dog ikke gnidningsløs for Lukashenko.

Allerede i 1996 var der opstået bekymring for, at Lukashenkos iver efter tættere bånd med Rusland ville føre til en i sidste ende annektering fra Ruslands side. Protester brød ud og blev kendt som det hviderussiske forår, men disse var ikke tilstrækkelige til at overbevise det nye regime på det tidspunkt. Lukashenkos autoritarisme nærede yderligere utilfredshed, da oppositionsledere begyndte at forsvinde, og kendte aktivister blev fængslet i 1999. De førstnævnte, Viktar Hanchar, Anatol Krasouski og Yury Zacharanka, blev senere myrdet af en specialenhed under indenrigsministeriet. En frihedsmarch blev organiseret i hovedstaden Minsk, og den fandt sted samme år i oktober, hvilket førte til en voldelig konfrontation med uropoliti og OMON ('Special Police Task Force'). De foretagne anholdelser blev efterfølgende fordømt af Amnesty International. Begivenheden medførte en vis forsinkelse i den faktiske implementering af unionsstaten, men dens formelle status bevaredes.
Det hviderussiske center for menneskerettigheder ('Viasna') blev af Lukashenkos regime beskyldt for at 'observere' præsidentvalget i 2001 og blev derfor formelt nedlagt i 2003. Dets grundlægger, Ales Bialiatski, blev tildelt Nobels fredspris i 2022 som anerkendelse for sit arbejde som pro-demokratisk aktivist og sit standpunkt for menneskerettigheder. Han er fortsat samvittighedsfange.

En national folkeafstemning i 2004 tillod Lukashenko at søge ubegrænsede perioder som præsident med hele 88,9% af de "gyldige stemmer". Han vandt naturligvis sejren i det efterfølgende valg, der fulgte efter næsten udelukkende statslige mediers selvpromovering, regeringens chikane af modstandere og beskyldninger om stemmesedler. I 2005 sikrede Lukashenko Hviderusland yderligere en udmærkelse fra Condoleezza Rice, daværende USA's udenrigsminister, som en "tyranniets forpost" i selskab med lige så bemærkelsesværdige autoritære regimer, Nordkorea, Myanmar, Zimbabwe, Iran og Cuba. For at konsolidere sit greb om denne sjældne hæder fortsatte han sin forkærlighed for menneskerettighedskrænkelser, herunder den vedvarende forfølgelse af Viasna-medlemmer og frivillige. Lukashenko fortsatte i mellemtiden også som præsident med en succesfuld række genvalg i 2010, 2015 og 2020, hver især markeret med den sædvanlige vanære.
Regimets ligegyldighed under coronaviruspandemien, der for alvor begyndte i 2020, og mistillid til valgkommissioner nærede oppositionen, der udfordrede Lukashenkos greb om systemet til fordel for Sviatlana Tsikhanouskaya ved valget det år. Hun havde overtaget sin mand, Sergeis, plads, da han først blev udelukket fra at stille op og derefter fængslet. Protester i mere end 30 byer blev brutalt undertrykt, da sikkerhedsstyrker, siloviki, etablerede sig som uundværlige i deres håndtering af situationen for et stadig mere sårbart regime. Lukashenko er derfor ikke blevet anerkendt af Den Europæiske Union (EU) eller USA (USA) som en legitim præsident og forbliver en paria i Vestens øjne. Ikke-statslige organisationer blev målrettet som undergravende i hele Lukashenkos regime, og i 2021 likviderede staten mere end 270 af disse, inklusive alle resterende menneskerettighedsgrupper samt 13 nyhedsmedier.
I de sidste 25 år har Hviderusland været udelukket fra Europarådet for sine antidemokratiske aktiviteter og fortsatte overtrædelser af valgreglerne begået af sine politiske ledere. Adskillige embedsmænd er blevet personligt sanktioneret af både USA og EU for en række lovovertrædelser relateret til valgsvindel, politisk undertrykkelse og åbenlyse kriminelle handlinger. Sanktionerne er fortsat med at blive udvidet, ligesom de er blevet gjort i løbet af det seneste år, den seneste blev annonceret af formanden for Europa-Kommissionen, Ursula van der Leyen, for støtte til Rusland i dets krig mod Ukraine. Midt i langvarig økonomisk stagnation, offentlig mistillid og forsvinden af forbindelserne med Vesten er Hviderusland blevet sat i en position, hvor det ikke længere kan opretholde sig selv uden Ruslands støtte, og med denne støtte vil det begynde at opgive sin evne til selvstyre.
Den folkelige stemning for de hviderussiske troppers engagement i Ukraine-konflikten rapporteres at være meget lav , inklusive Lukashenkos egne pro-russiske støtter. Støtten blandt tropperne selv kan endda blive sat spørgsmålstegn ved, og dermed kan moralen plage det hviderussiske militær, ligesom det har gjort på den russiske side. Dette har sat Lukashenko i en vanskelig position med hensyn til hans forhold til Putin og hans udtalelser til støtte for at afslutte krigen. Et nyligt fotografi, der viser de to sammen ved et møde i Det Øverste Eurasiske Økonomiske Råd i december 2022, viser Lukashenko tilsyneladende tjekke, om han har rester af kejsertøj tilbage på sig.
Et nyligt møde i Den Kollektive Sikkerhedstraktatorganisation (CSTO), den militære alliance mellem seks tidligere sovjetstater – Armenien, Hviderusland, Kasakhstan, Kirgisistan, Rusland og Tadsjikistan – rejste mistanke om, at Hviderusland muligvis ville blive en del af Rusland og dermed skabe en autonom stat i et nyt Rusland. I betragtning af Lukasjenkos manglende popularitet i Hviderusland er der opstået spekulationer om, at Ruslands militære udenrigsefterretningstjeneste (GRU) har overvejet at erstatte ham med CSTO's generalsekretær, Stanislav Zas, en russisk loyalist. Zas ville til gengæld retfærdiggøre tiltrædelsen ved at beskylde Ukraine og Polen for at udgøre en militær trussel mod Hviderusland. Et yderligere forsøg på at inkludere CSTO i sin helhed i dette foretagende mod Ukraine kunne derefter følge. En sådan handling ville stemme overens med Ruslands klage, som udtrykt af landets statsmedier, om at det er Nordatlantiske Traktatorganisation (NATO), som Rusland i virkeligheden kæmper mod i Ukraine, og derfor nu ville stille CSTO op som en modalliance. Det er usandsynligt, at medlemslandene ville se entusiastisk på dette.
Der er en skiftende holdning, ikke blot hos nogle af CSTO's medlemsstater over for Rusland, men også hos Aserbajdsjan, Usbekistan og Turkmenistan, der alle søger fuldstændig uafhængighed af Putins regime. Armenien har søgt støtte andre steder på grund af Ruslands ligegyldighed over for den langvarige konflikt med Aserbajdsjan. Kasakhstan er blevet mere allieret med Kina og Tyrkiet med bekymring for, at Rusland har haft territoriale intentioner i sin nordlige region. De andre har været vidne til konflikten med Rusland i Georgien i 2008, det samme med Ukraine, der involverede Krim i 2014, og nu med den nuværende konflikt, der begyndte i 2022, og foretrækker at distancere sig.
Den hviderussiske stemning over for Rusland begyndte også at falde i betragtning af begivenhederne i 2020. En meningsmåling fra november 2020 foretaget af den hviderussiske analytiske værksted viste, at 40 % gik ind for at bevare unionen med Rusland, sammenlignet med 52 % to måneder tidligere. I samme periode steg antallet af dem, der støttede tættere bånd med EU, fra 27 % til 33 %. Putins støtte til Lukashenko blev anset for at være årsagen. En tredjedel af hviderusserne mente også, at forholdet til Rusland ville forværres , og 43 % identificerede Rusland som en primær trussel mod deres suverænitet.
Der er opstået en voksende interesse for historiens præg på den nationale følelse. Hvideruslands territorium før dets optagelse i det russiske imperium i 1796 havde været en del af Storfyrstendømmet Litauen og det polsk-litauiske Commonwealth, som også omfattede en stor del af Ukraines territorium. Flere hviderussere føler en større tilknytning til Storfyrstendømmet Litauen eller det polsk-litauiske Commonwealth end til det russiske imperium eller dets efterfølger, Sovjetunionen. De to førstnævnte udgjorde tilsammen 46 % af respondenterne sammenlignet med 28 % for sidstnævnte. Desuden erklærede små, men bemærkelsesværdige 16,2 % sig for Den Hviderussiske Folkerepublik, en kortlivet uafhængig og antikommunistisk stat (1918-19), før den blev indlemmet i Sovjetunionen. I alt henter 62,2 % af hviderusserne deres historiske identitet fra en anden enhed end Rusland.
Putins nylige besøg med Lukasjenko i Minsk sammen med udsendelsen af russiske tropper, forsyninger og rustninger i Hviderusland har fået mange til at spekulere i, at han vil presse sin allierede i EU til at iværksætte operationer med hviderussiske styrker. Landet har ellers fungeret som mellemstation i tidligere russiske operationer. Det er i bedste fald uklart, om der vil blive forsøgt at genoptage den militære fiasko, der sås i begyndelsen af krigen i februar sidste år, men det afkræfter ikke tanken om, at en form for afledningsmanøvre kan være i gang i nord. Hvis det i så fald inkluderer direkte hviderussisk troppedeltagelse, kan en indenlandsk reaktion i form af protest og sabotage blive konsekvensen. Det ender sandsynligvis ikke godt for Lukasjenko.
Copyright @Kost Elisevich, MD, PhD, 2023. Alle rettigheder forbeholdes. Enhver ulovlig gengivelse af dette indhold vil resultere i øjeblikkelig retssag.