Kaliningrad-oblasten – en tid til at løsrive sig?

Et ejendommeligt baltisk territorium – Kaliningrad Oblast (“oblast” henviser til en administrativ region i Rusland) – ligger isoleret, adskilt fra selve Den Russiske Føderation og adskilt fra den af ​​Litauen mod nordøst og Polen mod sydvest, begge medlemmer af Den Nordatlantiske Traktatorganisation (NATO). Som sådan er det en enklave på 15.100 km²( 5.800 mi²)i størrelse, der vender ud mod Østersøen mod nordvest. Litauen og Polen deler en grænse på 103 kilometer på den modsatte side, der fuldender indhegningen af ​​Kaliningrad Oblast mod sydøst og adskiller den fra Hviderusland, en nær allieret med Rusland. Denne polsk-litauiske grænse er ellers defineret af den problematiske Suwalki-korridor , der er blevet foreslået som en "ekstraterritorial" rute for handel med varer og materielle stoffer med Rusland.

Kaliningrad Oblast, beliggende ved Østersøkysten. Kilde: PeterHermesFurian

Det, der gør denne særlige grænse interessant, er et resultat af Ruslands invasion af Ukraine. Som reaktion på sin overtrædelse af international lov indførte Den Europæiske Union (EU), som Litauen tilhører, sanktioner, der har fået Litauen til selv at lukke sine grænser for visse varer, der handles af Rusland, eller for transport af materiel, der på anden måde er betegnet. Med sit sædvanlige selvretfærdige indignationsmanuskript har Rusland truet Litauen med gengældelse, som tilsyneladende endnu ikke er formuleret. Der er dog mere i dette, da Kaliningrad-oblasten tilfældigvis er af strategisk militær betydning for Rusland. Den er den eneste isfri vinterhavn for Ruslands flåde ved Østersøen; det vil sige, indtil klimaforandringerne får sin indflydelse på sagen.

En folketælling fra 2021 identificerede en befolkning på 1.029.966, et fald fra 1.165.000 identificeret i en folketælling fra 1950, som på det tidspunkt kun var halvdelen af ​​antallet i samme område, da det var en del af Tyskland før udbruddet af Anden Verdenskrig (2. verdenskrig). Dens største by, Kaliningrad, tidligere Königsberg, har vist et markant fald i vækstraten fra sit højdepunkt i 1960'erne, hvor den gennemsnitlige vækstrate var 3,60%, til 0,41% i 2023. Den triste historie, der ligger til grund for tragedien i Kaliningrad Oblast, begynder i kølvandet på 2. verdenskrig med Potsdam-konferencen i juli 1945, hvor de allierede ledere afstod det daværende Königsberg, hovedstaden i Østpreussen, og dets tilstødende territorium til Sovjetunionens administrative kontrol.

Beslutningen om den endelige disposition af territoriet skulle træffes i afventning af en ekspertvurdering af grænsen og en efterfølgende afgørelse i den endelige aftale vedrørende Tyskland, som først fandt sted i september 1990. I sidstnævnte blev en genforening af Vest- og Østtyskland tilladt med udelukkelse af Østpreussen blandt andre østtyske territorier. Tysklands grænse til Polen ville forblive som allerede aftalt. Det er vigtigt at bemærke, at der ikke blev givet nogen formulering om at bekræfte retten til at annektere det, der nu er blevet Kaliningrad Oblast, til Rusland. Ligeledes sikrede den tidligere akt om militær overgivelse, der henviste til den ubetingede overgivelse af alle tyske styrker til de allierede, underskrevet i maj 1945, at intet besat tysk territorium automatisk ville blive annekteret af sejrherrerne.

Historisk set findes der adskillige eksempler på en sådan præcedens, der benægter retten til annektering, så der i henhold til international lov er meget lidt at argumentere for til støtte for Ruslands krav på det territorium, som det har "administreret" udelukkende til egen fordel. Russerne har forholdt sig temmelig tavse om spørgsmålet og ville nu gøre krav på retten til langvarig besættelse af territoriet som et passende svar på enhver aktuel indsigelse. Men hvordan retfærdiggør et ulovligt krav i sin oprindelse et retmæssigt krav på et senere tidspunkt? Hvordan ville denne situation desuden ikke blive betragtet i lyset af en større kontekst af større relevans, der har at gøre med præcedens inden for international retspraksis og retten til forudgående beboelse? Mere om dette senere.

Hvordan kunne alt dette ske? Det russiske fremstød mod Tyskland fra øst i 1944, mens 2. verdenskrig tog sin uundgåelige gang. Dette resulterede i en militær besættelse af Østeuropa, inklusive det dengang tilhørende Østpreussen, med hovedstaden Königsberg. Josef Stalin havde allerede vist sin interesse i at erhverve byen og det omkringliggende område på grund af dens strategiske værdi som flådehavn med adgang til Østersøen året rundt. Interessant nok understregede han behovet for hævn over den nation, der havde begået krigen mod Rusland. Invasionen havde forårsaget et betydeligt tab af menneskeliv i Rusland og faktisk i en stor del af den vestlige del af Unionen af ​​Sovjetiske Socialistiske Republikker (USSR). Meget af sidstnævnte kan måske tilskrives Stalins egen manglende defensive beredskab og hans militærs udygtige styring af krigen på østfronten. Måske mest åbenlyse var hans støtte til Nazityskland ved udbruddet af 2. verdenskrig, kodificeret i Molotov-Ribbentrop-ikkeangrebspagten fra 1939, og efterfulgt af Ruslands egen invasion af Polen og Rumænien fra øst.

Da den administrative kontrol over Königsberg og det omkringliggende område, dengang kaldet "Lillelitauen", var blevet overdraget til russerne, spildte Stalin ikke meget tid på at omdanne det til den russiske enklave, han havde til hensigt, det skulle være. Dette begyndte faktisk før krigens afslutning, da russerne uden nogen strategisk berettiget grund fortsatte ødelæggelsen af ​​byen over land. Radek Sikorski, Polens tidligere udenrigsminister og nuværende medlem af Europa-Parlamentet, beskrev bedst grusomheden i dens rette kontekst: "syv århundreders historie gik op i røg på en uges beskydning..." og "på det tidspunkt var beslutningen om at udslette Østpreussen og give Königsberg til Sovjetunionen allerede blevet truffet."

Flere hundrede tusinde tyskere og litauere, dem der ikke var flygtet fra det russiske angreb, døde efterfølgende af sult, afsavn og sygdom eller blev deporteret til Sibirien, hvor de mødte stort set samme ende. Andre blev blot fordrevet til Tyskland. I alt blev over en million oprindelige indbyggere efterfølgende erstattet af folk, der blev transporteret fra det nordlige og centrale Rusland, hvilket indledte russificeringsprocessen af ​​territoriet. Dette var historisk set et velpraktiseret mønster for dominans af påstået territorium inden for det russiske imperium i det 18.og 19.århundrede og af Sovjetrusland i store dele af det 20.århundrede . Bemærkelsesværdige eksempler på sådanne politikker inkluderer russificeringen af ​​det østlige Ukraine og, måske, bedre sammenlignet med dens skarphed, folkedrabet på den tatariske befolkning på Krim.

Den bevidste undergravning og direkte eliminering af regional kultur, sprog og endelig områdets arv tog mange former. By-, landsby-, gade- og institutionsnavne, inklusive stednavne, blev ændret til russiske versioner. På denne måde blev Königsberg til Kaliningrad, opkaldt efter en gammel bolsjevikisk revolutionær, Mikhail Kalinin, der blev formand for Sovjetunionens centrale eksekutivkomité, og som døde belejligt i 1946, da en passende navnebror skulle vælges til det, russerne anså for at være deres nyervervede territorium. Ødelæggelsen af ​​byens infrastruktur, forårsaget af tidligere allieredes luftbombardementer og efterfølgende russisk artilleri i løbet af 2. verdenskrigs sidste måned, blev fremmet af genopbygningsindsatser, der nu jævnede meget af det, der var tilbage, med jorden. Byens farverige bybillede blev erstattet af grå beton fra sovjettiden, typisk for den russiske vægtning på det tidspunkt af store, huleagtige og dominerende regeringsbygninger, omfattende lejlighedskomplekser og industri.

Kaliningrad, Rusland. Kilde: Alex Potemkin

En tung militær tilstedeværelse fulgte kort efter med ankomsten af ​​en stor flådestation for at udnytte den dybe søhavn i Baltijsk. Russerne har for nylig indsat landbaserede Iskander-kortdistanceballistiske missilsystemer på territoriet, og spørgsmålet er nu, om der er blevet indsat nuklear kapacitet. Oprettelsen af ​​en sådan militær tilstedeværelse i Den Russiske Føderations vestligste afgrænsning har gjort Kaliningrad Oblast til et berettiget strategisk mål i et europæisk aktionsområde, hvis Rusland nu skulle true nabolandene, som det er tilbøjeligt til at gøre i dag.

Næsten otte årtier er gået siden afslutningen af ​​2. verdenskrig og Sovjetunionens overtagelse af "administrativ" myndighed over det nuværende Kaliningrad Oblast, men kun 33 år efter tidspunktet for den endelige aftale med Tyskland i 1990. Ruslands fortsatte administrative kontrol over territoriet er blevet antaget, fordi det blev anerkendt som efterfølger til USSR efter dets sammenbrud i 1991. Det samme argument har givet Rusland mulighed for at bevare en permanent plads i De Forenede Nationers (FN) Sikkerhedsråd, hvilket giver det vetoret i spørgsmål af kritisk global betydning, især hvad angår dets eget ansvar for de nuværende grusomheder i Ukraine. Den juridiske hjemmel for denne beslutning er blevet sat spørgsmålstegn ved, men ikke helt afklaret, hvilket har efterladt FN i et moralsk dilemma i betragtning af Ruslands adskillige overtrædelser af international lov.

Ligeledes er der ingen aftale om varigheden af ​​en udenlandsk myndigheds administrative kontrol over et territorium med hensyn til dets efterfølgende annektering af denne myndighed. Storbritanniens administration af Cypern ophørte for eksempel efter 35 år, da Lausanne-traktaten etablerede cypriotisk suverænitet i 1923; sagen blev efterfølgende bekræftet af Den Permanente Domstol for International Retspleje i 1937. Desuden er der blevet taget lignende hensyn til kravet om en traditionel befolkning i et territorium som i tilfældet med bosættelsen af ​​Gibraltar. Her blev en tidligere spansk befolkning fordrevet af briterne i 1704 på grund af territoriets strategiske militære fordel på det tidspunkt. Trods en territorial folkeafstemning i 1967, der blev gennemført af Storbritannien, og som viste en stærkt positiv stemme for fortsat britisk autoritet, fordømte FN's Generalforsamling kraftigt handlingen og opfordrede til overførsel af Gibraltars suverænitet tilbage til Spanien.

I sin artikel fra 1992 om Kaliningrad Oblasts status argumenterede Raymond Smith for, at en legitim løsning ville være, at Litauen selv overtog retten til at annektere det, der historisk set er blevet omtalt som "Lille Litauen". Territoriet støder trods alt op til Litauen, og endnu vigtigere er det, at dets befolkning tidligere har været domineret af litauere. Ved sin forudgående aftale i den endelige aftale i 1990 opgav Tyskland den juridiske ejendomsret til Kaliningrad Oblasts territorium og har derfor tilsyneladende ikke yderligere krav på det. Det er nu op til Litauen at erklære en tidligere påstand fremsat i Tilsit-erklæringen fra november 1918 af det preussiske Litauens Nationalråd om, at Litauen selv overtager sine historisk etnografiske grænser og inkluderer Lille Litauen i sit domæne. En stor del af den litauiske befolkning har ret, selv i sin nuværende generationsform, til at vende tilbage til det territorium, hvorfra den blev tvangsdeporteret, i henhold til Haagerkonventionen af ​​1907 og den efterfølgende FN-verdenserklæring om menneskerettigheder fra 1948.

Dokkerne i Kaliningrad, Rusland, i skumringen. Kilde: Alex Potemkin

Nyere analyser af byen Kaliningrads demografi har vist, at den over tid er blevet mindre forbundet med Rusland. Generationsskiftet inden for Kaliningrad Oblast kombineret med mindsket migration fra territorier i selve Rusland har resulteret i et mere homogeniseret samfund med færre bånd til dets oprindelse. Et oprindeligt samfund har uundgåeligt udviklet sig, så 97% af indbyggerne i 1993 allerede var født i territoriet. Den monolitiske udvikling af den omgivende europæiske kultur og livsstil har også etableret sig gennem årtierne. Det står i skarp kontrast til det undertrykkende samfund i Rusland, der allerede havde etableret sig under sovjettiden, men som nu fortsatte under Putins regime med dets åbenlyse propaganda, tvivlsomme retspraksis og undertrykkelse af ytringsfrihed og journalistisk udtryk.

Den propaganda, der er så velkendt i det nuværende russiske samfund, har langt mindre evne til at trænge ind i tankegangen hos borgerne i Kaliningrad og omegn. Der er konstante påmindelser om den forholdsvis bedre kvalitet og mangfoldighed af fødevarer, livsstilsprodukter og underholdning, der er tilgængelig i de europæiske nationer langs dets umiddelbare grænser. Ytringsfrihed, kunstnerisk udtryk og journalistisk virksomhed har vægt i samfundet uanset proklamationer fra en autoritær regering. Dens omdannelse til en russisk militærlejr og dermed dens umiddelbare målretning i et gengældelsesangreb fra NATO mod enhver russisk aggression vil sandsynligvis heller ikke gøre den elsket af moderlandet.

Ruslands ulovlige invasion af Ukraine i det seneste år, i strid med FN-pagten, har gjort landet til en paria i det internationale samfund. Sanktioner vil plage landets økonomi i lang tid fremover og vil følgelig afspejle Kaliningrad-oblastens økonomiske velfærd. Nyheder om russiske grusomheder i Ukraine, som den uafhængige internationale undersøgelseskommission for nylig har rapporteret til FN's Menneskerettighedskommission om Ukraine, landets militære inkompetence, Europa-Parlamentets erklæring om Ukraine som terroriststat og Putins tiltale som krigsforbryder af Den Internationale Straffedomstol vil sandsynligvis yderligere præge indtrykket af Rusland for Kaliningrad-samfundet og måske få det til at reflektere over sin troskab til en sådan stat. Der er selvfølgelig den nylige offentlige forlegenhed over Ruslands skamfulde forsøg på nu at erklære sig selv som offer for "russofobi", efter at det har givet verden al mulig grund til at betragte det med afsky.

Copyright @Kost Elisevich, MD, PhD 2023. Alle rettigheder forbeholdes. Enhver ulovlig gengivelse af dette indhold vil resultere i øjeblikkelig retssag.


En tanke om “Kaliningrad Oblast – En tid til at løsrive sig?”

Kommentarer er lukket.